5 gaver til din hund

15.11.16
Menneskets bedste ven fortjener det bedste - hvilket heldigvis er ret billigt. Lån bøgerne og lav gaverne selv.

Er julen blevet et kommercielt kapløb, hvor det gælder om at give de største gaver? Ja, så er der heldigvis en i familien, som forstår at sætte pris på gaver i den ånd, de er givet - jeg taler naturligvis om familiens bedste firbenede medlem, hunden (alle ved, at katte ikke sætter pris på noget).

Derfor har jeg fundet fem gange inspiration til en gave til hunden. Det er ting, der ikke koster det store, men kan betyde en hel masse. Du behøver ikke engang vente, til det bliver jul.

1. God mad

Alle sætter pris på god mad, også hunden. Men den normale hyggemad, såsom chokolade, rosiner og mandler, skal man ikke smide i hundeskålen, for det kan koste en solid dyrlægeregning. Så hvad med at kaste dig over Pia Hviids "Hundesulten" og lade køkkenet blive centrum for sunde og velsmagende hundekiks?

Resten af familien har sikkert ikke noget imod at spise rugbrød til aften en enkelt dag. I elsker jo allesammen hunden… ikke?

2. Massage

Wellness er oppe i tiden, men hvorfor skulle det kun være til de hårløse aber. Næ, du ældes kun et år ad gangen, hvor det for hunden går 7 gange så hurtigt, så den er snarere oppe i den alder, hvor leddene begynder at værke. Der er det heldigt, at du har modsatrettede tommelfingre og kan hjælpe. Mauring og Lutschs "Hundemassage og fysioterapi" er guiden til at give bedre bevægelighed og lindring af smerter.

Og husk nu, at med de syv hundeår om året har du sikkert glemt en masse fødselsdage, så kom bare i gang.

3. Julekalender

Har du virkelig dårlig samvittighed over alle de gaver, du ikke har givet din hund gennem livet? Eller er den bare helt særlig og trænger til lidt ekstra opmærksomhed. Hvad så med at skrue lidt ned for gaveregnen over børnene i løbet af december - og i stedet give hunden sin egen daglige julekalender?

Rachelle Blondes "Hyg om din hund" giver dig opskriften på 30 gode gaver til vovsen. Det er alt lige fra kage til frisbee - altsammen noget, du selv kan lave.

4. Et længere liv - til dig selv

Josh Billings skal angiveligt have sagt, at en hund er det eneste væsen på jorden, der elsker dig højere, end den elsker sig selv. Så den bedste gave er naturligvis at holde dig selv i live. Og så er det jo en gave, der rummer en naturlig bonus for dig selv.

Hester M. Eick leverer et motionsprogram til lufteturen i bogen "I form med din hund". Og du kan godt nøjes med en enkelt hund på trods af forsidens flertallige vovser. Én hund er som regel mere end nok at blive træt af.

5. Et horn

Selv for en hund kan hverdagen nogle gange føles lidt grå og trist. Man venter på en ejer, som åbenbart hellere vil bruge tiden på at arbejde end på det vigtige i livet (hunden), og maden er den samme hver dag. Så hvorfor ikke give din firbenede ven et identitetsløft - og lad den være en hundhjørning.

Stine Spedsbjergs "Luffer og puffer" rummer 29 finurlige og praktiske ting, som stort set alle er til mennesker - men lige dette ene projekt er svært at stå for: et hundhjørningehorn, som du selv kan hækle. Prøv bare at se Hundhjørning på Instagram.

Tags
Materialer