2017s nye YA-bøger

07.08.17
Her kommer en liste med 9 young adult-/ungdomsbøger, som du godt kan glæde dig til - nogle er helt nye bøger og nogle er bøger, som udkommer inden nytår. Der er nye bøger i serier, du (måske) allerede har læst. Der er nye serier fra forfattere, du (måske) kender i forvejen. Der er helt nye bøger fra nye forfattere.. Og der er anbefalinger til bøger, du kan læse, imens du venter utålmodigt på de nye...

1) Lady Midnight (Mørkest magi 1) af Cassandra Clare

Emmas forældre blev dræbt for 5 år siden, og hun vokser op hos sin bedste ven og hans familie, hvor hun sammen med familiens andre børn og unge træner til at blive skyggejæger, som beskytter verden imod dæmoner og underjordiske, som overtræder loven. Skyggejægermiljøet er fyldt med regler og traditioner, men de bliver ikke altid overholdt hos familie Blackthorn. Familiens overhoved, Arthur, som skal forestille at styre skyggejægerinstituttet i Los Angeles, er blevet sær og kender ikke forskel på nutid og fortid, så hans kone i skjul må overtage styringen. Da Emma hører om nogle mord, der minder om hendes forældres, undersøger hun og de andre unge det derfor alene…

Mørkets Magi er en ny serie fra Cassandra Clare, som også har skrevet Dødens Instrumenter-serien og Djævelske Mekanismer-serien. Mørkets Magi foregår også i Skyggejæger-universet. Man behøver ikke at have læst de andre serier, men hvis man har, er det hyggeligt at støde på nogle af kendte karakterer.

Det er meget de samme temaer, der går igen i Cassandra Clares bøger: kamp imod det onde, den forbudte forelskelse og de magthavende voksne, som de unge ikke kan regne med – og selvfølgelig kampe med dæmoner, korrupte skyggejægere og ubehagelige underjordiske. Men alligevel er hver serie sin egen og det gælder også Mørkets Magi. Bogen fungerer godt, den er spændende og man kommer lynhurtigt til at holde af hovedpersonerne.

Skynd dig ned på biblioteket, bogen er allerede kommet!

2'eren i serien forventes at udkomme på dansk i maj 2018.

LÆS OGSÅ: Dødens instrumenter-serien, især de første bøger er skide gode - og det var de første bøger om skyggejægerne.

LÆS OGSÅ: Djævelske mekaniskmer-serien, som handler om skyggejæger-universet ca. 100 år før de andre bøger.

2) Ravnenes hvisken 2 af Malene Sølvsten

Nu kan du endelige få fortsættelsen på, hvordan det går Anne i jagten på sin søster… og så vil jeg ikke sige mere for ikke at spoile 1’eren!

Ravnens Hvisken foregår i en lille nordjysk by, hvor Anne bor alene med sin meget store hund. Hun har altid været enspænder men starter på gymnasiet og får uventet to venner. Samtidig begynder der at ske uhyggelige mord i området, Anne får nogle underlige syner og derefter begynder tingene at blive rigtigt mærkelige…

2’eren foregår 100 % i en magisk verden parallel med vores, her rejser Anne hen for at opsøge den søster, hun netop har fundet ud af, at hun har. Annes fortid og familieforhold er komplicerede – Anne og læserne får forhåbentlig nogle svar i løbet af 2’eren!!!

Skynd dig ned på biblioteket, bogen er allerede kommet!

LÆS DEN FØRSTE I SERIEN: Ravnenes hvisken

LÆS MERE: anbefalinger til den skoletrætte

3) Rejsen til SELU (Hvidt støv 3) af Line Kyed Knudsen

Hvidt Støv er en dansk zombieserie. Den er super spændende! Man får hurtigt et forhold til de forskellige personer i bogen og zombiedetaljerne er tilpas klamme. Samtidig er serien skrevet skræmmende realistisk med beskrivelser af, hvordan samfundet falder fra hinanden, de få overlevende skændes pga. stress og sorg – og hvordan skal en flok teenagere klare sig alene i en verden fyldt med zombier?!!

Hvis du ikke har læst de første, så er det på tide at gå i gang! Emily og hendes venner er på flugt fra zombier, der har overtaget verden. De få ikke-smittede har det til fælles, at de alle var i nærheden af et meteornedslag og blev dækket af hvidt meteor-støv 18 år før zombieepidemien, men hvad har det med zombierne at gøre? Måske får vi nogen svar i løbet af 3’eren…

Bogen vil være af finde på bibliotekerne i løbet af september.

LÆS DE FØRSTE I SERIEN: Hvidt støv-serien

LÆS MERE: 5 YA-romaner du bør læse

4) Kongens lænker (Rød dronning 3) af Victorie Aveyard

Rød Dronning er en fantasy-serie om Mare, som er vokset op som ”rød” i et samfund, hvor de røde gør alt det hårde arbejde, imens ”sølverne” med deres magi sidder på magten, pengene og privilegierne. Men Mare viser sig at være usædvanlig og bliver imod sin vilje trukket ind i sølvernes verden fyldt med intriger og magtkampe. Da hun får chancen, slutter hun sig til oprørshæren for at redde sine venner og familie og for at finde og hjælpe andre som sig selv: Røde med magiske kræfter.

Dette er 3’eren til Rød Dronning - vi krydser fingre for at den lidt naive Mare kan klare sig igennem endnu en bog!

Bogen vil være af finde på bibliotekerne i løbet af oktober.

LÆS DE FØRSTE I SERIEN: Red Queen

5) The hate U give af Angie Thomas

Vores hovedperson, Starr, bor i et fattigt, sort kvarter, men går i en dyr skole primært for hvide. Hun holder de to dele af sit liv adskilt. Men da en politibetjent skyder hendes bedste ven ubevæbnet og uprovokeret for øjnene af hende af, hvorefter historien går igennem landet med fokus på at vennen solgte stoffer, beslutter Starr at træde I karakter og kæmpe for oplysning og retfærdighed.

I de senere år er der kommet en del amerikanske YA-bøger med fokus på dem, som bliver set ned på: De fede, de fattige, de sorte etc. De får en stemme igennem litteraturen.

“The hate U give” handler om, hvem der vælger den vinkel, vi ser verden igennem. Om de hvides racisme og de sortes selvdestruktive adfærd. Bogen er barsk, alvorlig og fyldt med sorg – men også fyldt med kærlighed til familie og venner.

Bogen vil være af finde på bibliotekerne i løbet af oktober.

LÆS OGSÅ: På kant med livet om en fed piges kamp for accept og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Dumplin': Kunsten at tænke stort om en fed pige, som stiller op til en skønhedskonkurrence.

LÆS OGSÅ: Hvis jeg var din pige om Amanda, som er transkønnet.

6) Spellslinger af Sebastien de Castell

Spellslinger er en fantasybog skrevet i et Western-agtigt univers med masser af humor.

Kellen nærmer sig sin 16-års fødselsdag, hvor han skal igennem en række prøver, som skal gøre ham til en spellcaster. Men hans magi begynder at forsvinde! Uden magi kan han ikke blive spellcaster, som han altid har ville, så han må finde en anden måde at leve sit liv. Samtidig dukker en ny pige op i byen, og hendes tilstedeværelse sætter skub i tingene…

Bogen vil være af finde på bibliotekerne i løbet af oktober.

LÆS OGSÅ: Storm Front om Harry Dresden, der er troldmand og hardcore detektiv som i gamle, sorthvide amerikanske film.

7) Ravnedrengene (the Raven Boys 1) af Maggie Stiefvater

Ravnedrengene handler om Blue, som kommer fra en familie af clairvoyante kvinder. Hun har altid fået at vide, at hvis hun kysser sin sande kærlighed, så vil han dø.

Blue møder en aften tilfældigt en flok drenge fra byens dyre privatskole. De er helt anderledes end Blue og imod sin vilje tiltrækkes hun af deres leder, Gansey. Drengene er privilligerede og flabede men har også en stor kærlighed til hinanden og til Blue. Blue og de andre drenge hjælper Gansey i sin søgen efter den begravede sagnkong, Glendower.

Man skal læse Ravnedrengene for stemningens skyld. Bogen emmer af varme sommerdage i den lille by i sydstaterne. Alle de forvirrede og indespærrede følelser i Blue og drengene er som varmeflimmer. Bogen balancerer imellem realisme og magi, grænsen er udflydende og de magiske elementer dukker op, når man mindst venter det.

Som læser er der meget, man undrer sig over: Hvorfor er det så vigtigt at finde Glendower? Hvad er det, der foregår i Blues familie? Og det er bestemt ikke alt, der bliver besvaret i denne bog, men det bidrager bare til hele den mystiske stemning, som det er næsten umuligt at ryste af sig.

”Ravnedrengene” er 1. bog i en serie på 4 bøger.

Bogen vil være af finde på bibliotekerne i løbet af november.

LÆS OGSÅ: Bone Gap, som har lidt af den samme sydstatsstemning og underlige blanding imellem realisme og mystik.

8) Cress (Lunar krøniken 3) af Marissa Meyer

Det er nu seriens tredje bog, som udkommer på dansk. Her møder vi Cress, som er vokset op i isoleret fangenskab, tvunget til at arbejde som hacker og spion for den onde dronning. Hun får til opgave at finde Cinder, som vi kender fra den første bog, men Cress ender med at hjælpe Cinder og hendes venner…

Seriens hovedperson, Cinder, er cyborg. Det betyder, at hun har fået indopereret mekaniske dele i sin krop, så hun nu er halvt menneske, halvt maskine. Som cyborg har hun ingen rettigheder i samfundet.

The Lunar Chronicles foregår i fremtidens Asien. Bøgerne er inspireret af gamle, klassiske eventyr men kraftigt moderniseret. Der er både unge prinser, onde stedmødre, androider og rumskibe. Serien kan beskrives som: Askepot møder Star Wars og Terminator.

Bogen vil være af finde på bibliotekerne i løbet af december.

LÆS DE FØRSTE I SERIEN: Cinder-serien

9) Den Mørke profeti (Apollons prøvelser 2) af Rick Riordan

Den udødelige, græske gud, Apollon, har gjort sin far, Zeus, så vred, at Zeus har gjort Apollon til en menneskedreng og sendt ham ned på jorden, hvor han må lære at klare sig.

Han ankommer til halvblodslejren, hvor han må gemmengå en række øvelser – og derefter tager han afsted for at løse de opgaver, der forhåbentlig vil blødgøre hans far, så han igen kan blive en gud.

Rick Riordan har skrevet flere forskellige serier om mytologiske guder og halvguder, med denne serie er han vendt tilbage til de græske guder. Man behøver ikke have læst de andre, for at læse Apollos prøvelser-serien, men dem, som kender Percy Jackson-serien godt, vil blive glade for et gensyn med kendte karakterer.

Rick Riordans bøger er flydende og lette at læse, handlingen er fyldt med humor og action.

Bogen vil være at finde på bibliotekerne i løbet af december.

LÆS DEN FØRSTE I SERIEN: Apollons prøvelser

LÆS OGSÅ: Percy Jackson og Olymperne-serien, som også handler om de græske guder.

Tags
Materialer