Forside til The hate u give

Stærk ungdomsroman - klassiker?

Amerikanske Angie Thomas’ stærke ungdomsroman fra sidste år blæste alle omkuld. Har de unge fået en ny klassiker?

Fordi en bog er vigtig, er den ikke automatisk god - og omvendt. Men af og til kommer der bøger, som både er vigtige og gode. Sådan en bog er Angie Thomas’ The Hate U Give. Den blev kaldt enestående, frygtløs, litterær aktivisme og kampskrift, mens John Green, en af de mest populære YA-forfattere, skar ind til benet og kaldte den en af vor tids klassikere.

LÆS OGSÅ: Alt trivia om The Hate U Give

Og historien om Starr og Khalil kunne faktisk ligne et litterært pejlemærke for de unge: Det er en bog, der sætter ord på deres tanker og følelser, men også tager livtag med en racekonflikt, som ikke kun er amerikansk. Hos Thomas er den forankret i hiphopkulturen og bogen låner sin titel fra den amerikanske rapper Tupac Shakurs credo, THUG LIFE, som er en forkortelse for the hate you give little infants fucks everybody.  
 

Tupac, der blev skudt i 1996,
efterlod sig ikke bare et hul i hiphoppen,
men også i det sorte aktivist-miljø.


Tupac, der blev skudt i 1996, efterlod sig ikke bare et hul i hiphoppen, men også i det sorte aktivist-miljø. Det hul fylder Thomas’ bog måske ikke ud, men når den er bedst, så peger den på det og siger: Se, det sker.

LÆS OGSÅ: Esther og Isak smelter sammen - ind til en frygtelig forbrydelse indhenter dem >

Spændinger og flere lag
Konflikten er enkel: 16 årige Starr kører hjem fra en fest med sin barndomsven Khalil, da de standses af en hvid politibetjent, som skyder og dræber den ubevæbnede Khalil. Det er dén revne i Starrs verdensbillede, som får tingene til at falde fra hinanden. Starr skal vælge side, men hun er splittet. Ikke mindst fordi hun er forelsket i Chris, der er hvid, men også fordi hun ikke længere ved, hvad hun skal tro om Khalil, da rygterne om ham begynder at florere. Drabet på Khalil afslører spændinger, som Starr må tackle, for at finde frem til hvad hun tror på - det er ikke kedeligt, for hun må foretage valg, der giver bogen en fin spændingskurve.
 

Alt sidder hvor det skal,
fra omslaget - med et cool nik til Tupac i Starrs bandana
- til det sidste punktum.


Klassiker?
Det er vanskeligt at sætte en finger på The Hate U Give: Alt sidder hvor det skal, fra omslaget - med et cool nik til Tupac i Starrs bandana - til det sidste punktum. Men selvom bogen er skrevet med flow og udvikling af personerne, så er noget af det som løfter den, at den skildrer en specifik raceproblematik, men ved at skildre Starrs limbo mellem de to verdner hun bebor, desuden skildrer en konflikt som er generel. Den er samtidig en øjenåbner, når vi for eksempel hører, at Starr vokser op i et miljø, hvor man lærer sine børn, at hvis de bliver stoppet af politiet, så skal de for Guds skyld holde deres hænder synlige.  Derudover er flere personer komplekse og interessante; for eksempel Starrs far, Big Mav, der tydeligvis stadig bærer på det had, han for enhver pris ikke må give videre til sine børn – jævnfør Tupac.

LÆS OGSÅ: Louis er kæreste med AK81'eren Oliver >

Skrevet på vrede?
Det er blevet nævnt, at Thomas skriver på vrede. Det er helt sikkert en motor i historien, men man fornemmer først og fremmest, at hun skriver på dyb respekt og omsorg for ofrene - faktisk udsprang hele romanen af en novelle, hun skrev, om den 22-årige Oscar Grant III, der blev skudt og dræbt nytårsmorgen 2009.  Det autentiske fundament er med til at gøre bogen til en af den slags læseoplevelser, som ikke kommer så ofte.

Det autentiske fundament
er med til at gøre bogen til en af den slags læseoplevelser,
som ikke kommer så ofte.


I skrivende stund filmatiseres The Hate U Give, men indtil filmen kommer, så grib bogen, fordi den kan det, som filmen ikke kan; den kan give dig dine egne billeder af Starr, Khalil og miljøet – og den kan give dig fordybelse og detaljer, som filmen må sortere fra. 

Materialer