Bliv klogere på skolestarten på Horsens Bibliotek
Bliv klogere på skolestarten på Horsens Bibliotek

Gode råd til skolestart og skolegang

Hvordan bliver man klar til skole? For eksempel når det er allerførste gang og der står 0.B på døren? Vi har samlet en række bøger, som kan give dig svar.

Esther skal starte i skole. Hun er godt forberedt. Allerede to uger før pakkede hun sin spritnye skoletaske - inklusiv 43 blyanter og farveblyanter, to penalhuse, et tæppe, en lommelygte og en drikkedunk med vand. Det gælder åbenbart også i børnehaveklassen, at man ikke må gå ned på udstyr.

Heldigvis havde vi fået hende overbevist om, at det var for tidligt at smøre madpakken to uger før, hvorfor de to leverpostejsmadder blev pakket ud igen og spist til frokost. Derefter måtte vi lægge øre til endnu en oplæsning af den lydrette klassiker Mi La og Ki Fu, som, efter de små halvtreds højtlæsninger hun allerede havde underholdt med i løbet af ferien, heller ikke denne gang bød på de helt store overraskelser i plottet - selv om den da er ret sjov.

Herefter pumpede vi - efter en række højlydte opfordringer og iført en skoletaske der ser grotesk stor ud til det lille barn - den nye, lånte cykel. Så var også transporten på plads. Vi pakkede også bamsen, for man må da gerne have sin bamse med på første skoledag. Og så kom spørgsmålet nok engang, utålmodigt, hænderne var i siden og hovedet skeptisk på skrå: Er jeg så klar til skole nu?



Men hvordan bliver man klar til skole? Både når det er allerførste gang og der står 0.B på døren, men også når man er garvet og skal begynde efter ferien i fx 5. Y?

Bøger til skolebørn og deres voksne

På biblioteket har vi masser af materialer om skolestart og skolegang fx Godt begyndt; hjælp dit barn til den bedste skolestart. Bøgerne besvarer en lang række af de gængse spørgsmål og dækker alt lige fra skoleparathed til tips til madpakkerne. De henvender sig mest til de voksne.

Men vi har selvfølgelig også de sjove, skæve og rørende fortællinger til børnene om hvordan de selv oplever skolen, fx billedbogen om Carl i skole, højtlæsning om Villads fra Valby i 0.V og Janus Kodals Nultes rimelig lille, men temmelig storladne poesibog. Vi har samlet nogle af de mange bøger og film herunder – du kan se endnu flere og spørge os til råds, næste gang du kigge forbi biblioteket. God fornøjelse med skolen:  

Materialer