Glæd dig til 2021: Nye børne- og ungdomsbøger på vej!

23.11.20
Der kommer hele tiden nyt på biblioteket—og man kan allerede nu begynde at glæde sig! Måske kommer der en ny bog i din yndlingsserie? Måske udgiver din favoritforfatter endnu en bog? Det kan også være gamle bøger, der bliver relevante igen, fordi de bliver filmatiseret… Læs med her, når vi fortæller om noget af det, der kommer i 2021. Der er meget at glæde sig til...

For de yngste

  • Vitello går vildt meget i skole af Kim Fupz Aakeson. Jeps, det sidste vi hørte fra Vitello var, at han startede i skole - i 2021 får vi mere at vide om, hvordan det går...
  • Sallys far er en dårlig taber af Thoma Brunstrøm. Endnu en gang er Sallys far lige dele sjov og irriterende og upassende, så Sally må lære ham lidt om at tabe - og vinde! - med stil. Okay, faktisk er den udkommet i slutningen af november, men der er altså lidt forsinkelse på bøgerne på biblioteket. 
  • Frost II (Disney). i 2021 kommer alle Frost II-billedbøgerne og bogen, som beskriver historien i den lille spin off-film "Olafs frost-eventyr". Så hvis man lider af Frost-feber, er der meget at glæde sig til i 2021!

For de mellemste

  • "Der er engang" af Kim Fupz Aakeson. En samlige skøre, skæve eventyr (gen)fortalt af den populære forfatter! Jeg aner ikke, hvad jeg skal vente mig: grin, alvor eller bare undren.
  • Greystone 3 af Margareth Peterson Haddix kommer - vist nok - i 2021. Den ventes i hvert fald på engelsk næste år, og mon den så ikke bliver hurtigt oversat ligesom de to første bøger i serien gjorde?!? Vi er i hvert fald nogle stykker, der venter med tilbageholdt åndedræt for at finde ud af, om Finn, Emma, Chess og og Nathalie får deres mødre hjem i god behold...
  • Wimpy Kid 15 af Jeff Kinney, kommer i 2021. Læs mere om Gregs kiksede og sjove liv. Den nye bog hedder "På dybt vand".
  • Nu kommer der en 2'er i serien om Det hemmelige bibliotek af  Abie Longstaff. I "En lugt af fare" får den forældreløse pige Tally, brug for sin nyvundne viden fra det hemmelige bibliotek, da dyrene på godset begynder at forsvinde en efter en...
  • I 2021 kommer Mille Gori med en spændende og eventyrlig roman for børn fra ca 6 år. Den handler om et sæt tvillingepiger, som i et forladt hus finder nogle breve, som på mystisk vis har noget med deres eget liv at gøre... Jeg er spændt på at finde ud af, om Motor Mille er en lige så god forfatter, som hun er entertainer. Hjemme hos mig er vi nemlig Motor Mille-fans! Bogen hedder "Pigerne fra Stjernedalen - og de gamle breve" er skal være den første i en serie.

For de ældste

  • Endelig kommer Throne of Glass 4 og 5 på dansk af Sarah J Maas. Fantasyserien bliver mere og mere spændende under for hver bog, efterhånden som man lærer mere og mere om universet, den fare der truer og Aelins forhistorie. Glæd dig!
  • Alt det vi ikke vidste er endnu en krimi/spændingsroman af Karen M. McManus. Alt det vi ikke vidste er ligesom Echo Ridge ikke en del af en serie, men jeg forventer endnu en historie fyldt med plottvist, intriger og mild uhygge. Jeg er allerede skrevet op til den!
  • Angie Thomas kommer med endnu en aktuel og tankevækkende ungdomsroman om livet i getthoen. "Concrete Rose" er på mange måder forhistorien til hendes debutroman "The hate U give" - denne gang hører man historien Starrs far i han ungdom. Om hvordan han dealer stoffer, for at forsørge sin familie, selvom han godt ved, at det er forkert - og hvordan han kæmper for at komme ud af det igen, da han finder ud af, at han skal være far. Angie Thomas' bøger er mere relevante end nogen sinde med "black live matters"-bevægelsen.

Og der kommer selvfølgelig mange, mange flere... Kom på biblioteket og find dem!

Tags
Materialer