Børnene holder sommerferie - også i bøgerne

13.06.22
Sommerferien står for døren! Kom med på ferie, når vi anbefaler bøger om sommer for børn i alle aldre.

Billedbøger: I haven, i de svenske skove, på sørøvertogt og på charterhotel 

Lille Laura bader, spiser is og plukker jordbær med sin farmor. Omvendt har Molly lidt svært ved at få tiden til at gå, mens vennerne er på ferie, og det samme har Garmann, der venter på snart at få lov at starte i skole. Lidt vildere går det for sig i ”Noah og Alberte og en meget farlig ferie”, hvor Noah og Alberte forvilder sig ind i en svensk skov. I kan også rejse på sommerferie med Mathilde og sørøveren Jim i ”Sørøverne på sommerferie”, tage på skør bilferie med Messi og hans familie eller på charterferie med Vitello, hans mor og papfar. 


Se nærmere på bøgerne nedenfor og vælg den sommerferie, der passer bedst til jer! 

Højtlæsning: Ferie i sommerhus, ved Skagerrak og i firserne.

Villads forlader for en gangs skyld Valby til fordel for sommerhus og kanotur. Lasse-Leif skal til gengæld holde ferie i firserne – det vil sige helt uden skærm eller luksus. Malle bruger sommerferien på at forsøge at redde verden, Magnolia møder en meget speciel fisk ved Skagerrak, og William får historier om stjerner og planeter fra sin lidt mærkelige tante i ”Hvad himlen kan fortælle os: videnskabshistorier for børn”.

Se nærmere på højtlæsningsbøgerne nedenfor og vælg den sommerferie, der passer bedst til jer!

Bøger for tweens: Romantik ved Vesterhavet, på tur med papfamilien, solstik og en kæmpe monstergedde

Der er både kærlighed og frustrationer på spil, når der holdes sommerferie i bøgerne for tweens. Josefine håber på at blive lidt mere end venner med en spændende surfer-fyr ved Vesterhavet, Siri har en mission om at blive kysset, inden ferien er omme, og Kat er mod sin vilje sendt på sommerferie hos sin tante på en svensk ø som straf for at have lokket sin søsters ekskæreste med ind i et skab. Emma og hendes familie prøver at gå klimavenligt til værks, når de også indtager Sverige med cykler, telt og myggespray. Vega har det svært med at skulle på ferie med sin papmor i ”Vega & papferien”, og Bertil er ikke særligt begejstret over at have fået et ”feriehæfte” med lektier med hjem til sommerferien. Til gengæld har Turbo, Noa og Simon travlt med at fiske efter en monstergedde. Og så er det jo også lærernes ferie, så I kan også læse om, hvordan det går, når spøgelsesvikaren Sparre bliver inviteret med Ella og Svend på camping.

Se nærmere på bøgerne nedenfor og vælg den sommerferie, der passer bedst til dig og/eller dit barn!

Bøger for teenagere: Fra New York til San Francisco til København og en kedelig græsk ø

Det er ikke altid, sommerferien bliver, som man havde håbet på, når man er teenager. Zola opretter en bucketliste til sommeren for at blive mere interessant. 16årige Colbys forældre beslutter sig for, at hun skal holde ferie på en kedelig græsk ø, mens spirer mellem Arthur og Ben en varm sommer i New York. Lola er i syv sind, da Cricket Bell, der knuste hendes hjerte for to år siden, pludselig dukker op igen og vender op og ned på hendes ellers perfekte tilværelse i San Francisco, og så sætter pool og strand rammerne for både forelskelse og heartbreak i Jenny Hans "Sommer-serien". 

Se nærmere på bøgerne nedenfor og vælg den sommerferie, der passer bedst til dig og/eller din teenager!