Billede af Reimund Bertrams fra Pixabay

Begynd på en ny genre: Science Fiction for børn

Alt kan ske i Sci-fi verden - Nogle bøger er virkelig syrede og skøre, mens andre bøger med få realistiske påfund ligger så skræmmende tæt på vores egen verden, at der pludselig ikke er langt fra fiktion til virkelighed.

Science Fiction genren er karakteriseret ved at benytte fantastiske elementer som orientere sig mod videnskab og teknologi. I Science Fiction fortællingerne skabes der verdner, som ligner lidt vores egen og så alligevel ikke. Måske bliver jorden invaderet af mytiske væsner fra det ydre rum eller også lever mennesker og robotter side om side på en fantastisk måne base. Disse verdner foregår ofte ude i fremtiden eller måske i et parallel univers.

Zombie apokalypse

Serien The last Kids on Earth af Max Brallier er nu oversat til dansk. Jorden er gået under og de voksne er forsvundet, kun en gruppe børn er efterladt tilbage i kampen mod frygtindgydende zombier! Lyder det som en gyser? Det er det overhovedet ikke! For hovedpersonen Jack har det for fedt i sit træhus med Oreos, chips og sodavand. Jack får hurtigt selskab af flere andre børn fra skolen og sammen laver de træhuset endnu sejere og sikrere. Vennerne hygger sig faktisk i den post-apokalyptiske by, selvom de også lige må klare kæmpemonstret Blarg.
Bøgerne er sjove og skøre og illustrationerne spiller rigtig godt sammen med det humoristiske tvist på en zombie apokalypse.

Suget ind i en computerverden

I bogen Wonderscape af Jennifer Bell starter historien med at nogle havenisser eksploderer! (og allerede dér var jeg solgt!). Herefter ender de tre børn Arthur, Ren og Cecily med at blive fanget i et computerspil fyldt med gåder, robotter og missioner, der skal løses. Computerspillet består af mange forskellige verdener, og børnene møder videnskabsmænd, så som Thomas Edison og Isaac Newton, fra den virkelige verden. Men alt er selvfølgelig ikke helt så godt i spillet og børnene må pludselig kæmpe for at komme hjem igen.
Der er fuld fart over feltet i denne bog, som passer til den habile læser, der måske også er vild med computerspil eller videnskab.

En verden med robotter og overvågning

Danmark er blevet til et skralleland fyldt med skot og gamle robotter, der bliver dumpet ned fra store fly. Det danske folk bor i stedet for på Grønland under en kæmpemæssig kuppel, hvor det allestedsnærværende firma Atlas har monopol på stort set alt. Bogens hovedpersoner er de fire søskende Lærke, Peter, Bowie og Ramona. De bliver dagligt bombarderet med reklamer, som skal få børn til at tænke mindre selvstændigt. De fire børn i historien kan dog stadigvæk tænke selv og det får de brug for, da de ved et flystyrt ender i det forladte Danmark. Heldigvis møder de Skot, en kasserede minerobot, som hjælper dem i flugten fra de Hvide Jægere som huserer blandt affaldsbjergene. Flugten fra Danmark og mod Sverige vender op og ned på børnenes verdensforståelse og som læser bliver man også mindet om, hvorfor vi skal være gode og passe på verden og hinanden.
Bogen Den rustne verden af Adam O har taget flere med storm. Den og de efterfølgende bøger har da også været nomineret til diverse priser. Og det er bestemt ikke uden grund, for det er en meget velskrevet, rørende og vigtig historie. Denne her bog får altså en stor anbefaling her fra og heldigvis er der både en 2'er og en 3'er!

Det ydre rum

Letlæsningsbøgerne Død jord af Nicole Boyle Rødness handler om at skulle flytte og ikke bare til en anden by, men at skulle flytte til en helt anden planet. For solen er gået ud og jorden er blevet ubeboelig. I den første bog "Rejsen til Zixo" i serien glæder de to børn Neo og Nahl sig til snart at se deres forældre. De har ikke set hinanden i ti år, for Neo og Nahl er vokset op i en raket i rummet, mens forældrene har gjort klar til det nye liv på den nye planet. Men helt let bliver det selvfølgelig ikke og børne må kæmpe for at komme frem til deres forældre og finde en planet, hvor de kan bo. Der er tre bøger i serien, de er lette at læse (lix 7) og passer derfor til begynderlæserne.

I den nye serie Imperiets arvinger af Oskar Källner møder vi søskendeparret Alice og Elias, hvis mor er forsvundet på mystisk vis. I det første bind, "Bortført", tror politiet at det er børnenes far, som har noget med deres mors forsvinden at gøre. Det tror børnene ikke på, og de drager ud i natten for at lede efter hende. For der er noget mystisk ved morens forsvinden og i den mørke skov bliver børnene jagtet af noget, der ikke hører til her på Jorden. I andet bind, "Jernrosen", rejser de to børn med et rumskib til det ydre rum for at forfølge dem, der har bortført deres mor. Bøgerne er fantasifulde og med masser af action.

Materialer