Lån gode billedbøger på biblioteket

Begynd på en ny genre: Billedbøger

12.04.21
Det kan være svært at gå i gang med en ny hobby, en ny livsstil - eller bare en ny genre indenfor bøger. Hvor skal man starte, hvis man for første gang har brug for en billedbog? Der findes tusindvis af billedbøger! Det kan være, du har fået børn eller børnebørn. Eller at du skal til en fødselsdag, hvor det eneste fødselsdagsønske er gode bøger til en 3-årig. Hvad gør man så? Læs med her, når børnebibliotekar og småbørnsmor, Anna, giver sit bud på 5 gode billedbøger at starte med.

Jeg er sat på en virkelig hård prøve her. Jeg skal trække 5 billedbøger frem. Kun 5!!! Det er sørme noget af en svær begrænsning for en, som elsker billedbøger og selv har huset (og biblioteket) fuldt. Men jeg skal gøre mit allerbedste.

Fuld af fart og høje brag.

Jeg snakker naturligvis om Mimbo Jimbo af Jakob Martin Strid.

Mimbo Jimbo er en lille blå elefant. Bøgerne er super populære og elskede blandt børn, tegningerne er farverige og historier er fulde af fart og fantasi. Der er også masser af kanoner og høje brag i bøgerne, så de henvender sig til børn med, undskyld mig, krudt i røven. Og det er både godt og vigtigt at bøger ikke kun er skrevet til alle de pæne perlepiger i nystrøgne, lyserøde kjoler. For der er mange børn, som ikke er gode til at sidde stille og som gode kan lide, når ting siger bang!

Man skal være opmærksom på, at Mimbo Jimbo-bøgerne udvikler sig. De første bøger kan man læse allerede fra 2-års alderen, imens de senere bøger har en lidt mere flabet tone og henvender sig til børn imellem 4 og 8 år. Man skal også holde tungen lige i munden mht. titlerne, for de senere bøger med Mimbo Jimbo har ikke hans navn i titlerne. Men er I til Mimbo Jimbo, skal skulle I tage at læse dem alle sammen!

(Pssst. Jakob Martin Strids andre billedbøger er HELT klart også værd at få fingrene i.)

Sjov for både børn og voksne

Jeg tænker naturligvis på Sallsy far-bøgerne af Thomas Brunstrøm, illustreret af Thorbjørn Christoffersen

Sallys far-bøgerne er for lidt større børn. De kan læses fra ca. 4 år, men der er masser af ting i historierne som et skolebarn på 6-7 år vil forstå meget bedre.

Bøgerne handler om Sally og hendes far, der er fuld af løgnehistorier og upædagogisk opførsel (og som de fleste voksne kan genkende sig selv i). Sallys skrupskøre lillebror, Eddie, står også en stor del af underholdningen. Sally har skam en mor, men det er ikke hende, historierne handler om. Forfatteren og illustratoren har nemlig med vilje sat sig for at lave en børnebogsserie, hvor det er faren, der er den nærværende forældre. For som de siger, så har de da hentet deres børn lige så meget i børnehave som deres koner har - så hvorfor afspejles den opmærksomme og nærværende far ikke i børnelitteraturen?!? Det lyder meget fornuftigt og rimeligt. Det samme kan man dog ikke sige om Sallys far: Han er både sød og opmærksom - og urimelig og politisk ukorrekt. Og det er netop derfor at bøgerne er så fantastiske at læse.

Min datters favorit er den, hvor Sallys far bander (ad helvede til). For tænk en gang, så læser de voksne jo bandeord højt fra bogen! (Fnis!)

En nyfortolket klassiker, som alle børn stadig elsker

Her tænker jeg naturligvis på Pippi Langstrømpe-billedbøgerne af Astrid Lindgren - specifikt "Pippi stikker af". Egentlig har jeg lagt vægt på nyere billedbøger i min udvælgelse, så hvad laver Pippi her?

De klassiske Pippi-bøgerfra da mor (og mormor) var barn, er illustreret af Ingrid Vang Nyman. Men "Pippi stikker af" er for første gang udkommet i Danmark som selvstændig billedbog i 2020, og den er ny-illustreret af Fabian Göranson. Teksten er stadig Astrid Lindgrens.

Hvis man er vokset op med Pippi, skal man lige vænne sig til, at det ikke er Ingrid Vang Nymans ikoniske Pippi-tegninger, men faktisk fungerer den nye billedbog rigtig godt. "Pippi stikker af" helt fyldt med billeder kun afbrudt af små firkantede tekstfelter. Der er masser at se på! 

(Pssst... Bare for interessens skyld vil jeg lige nævne, at Ronja Røverdatter også findes i en ny-illustreret udgave med manga-agtige tegninger, som tager udgangpunkt i den tegnefilmsserie, der er lavet om Ronja. Og et enkelt kapitel af "Vi på Krageøen" er blevet udgivet som selvstændig billedbog med nye illustationer Maria Nilsson Thore.) 

En skrap pige, et (u)farligt dyr og et godt venskab

Jeg mener selvfølgelig Rita og Krokodille-serien af Siri Melchier.

De handler om den lille pige, Rita, og hendes store krokodille-ven, som lader sig koste meget rundt med.

Men den aboslut bedste Rita og Krokodille-bog er "Rita og Krokodille - camping". Fordi den er hyggelig. Altså sådan lige tilpas børne-hyggeligt, hvor det er spændende uden at børnene bliver bange for alvor. Jeg har ofte læst den højt for børnehaver til halloween, den er perfekt til de yngste børnehavebørn på 3-4 år. Hvis man virkelig lever sig ind i historien, når man læser den højt, kan man få ungerne til at sidde med opspærrede øjne og hænderne for munden i spænding. Dét er sådan en højtlæsning, der giver børnene en oplevelse - og lyst til at læse mere.

Den som rimer med de mest fantastiske ord

Her tænker jeg selvfølgelig på Axel elsker biler af Marianne Iben Hansen.

Det er en historie fortalt på rim. Den handler om Axel, som er en and og som elsker biler. Ungerne synes er fedt at historien rimer. Det bliver næsten til en rap-sang, når man læser den højt. Og så er der alle bil-ordene. For Marianne Iben Hansen er en troldmand med rim! Hun får "Ferrari" til at rime på "arrig" og der er lange, dejlige opremsninger af bilmærker og -typer i bogen. Og - det aller bedste - til sidst er der en lang opremsning af fjollede biler som fx se-nu-lige-mig-biler og dimsedut-biler. Der bliver altid fniset overstadigt...

Når historier er fortalt på rim, kan det gå to veje. Afhængigt af om rytmen og rimene fungerer, kan det enten gøre bogen værre eller bedre. Hos Marianne Iben Hansen er det altid bedre!

Og når jeg siger altid, så er det selvfølgelig fordi Axel elsker biler ikke er hendes eneste god rimbog. Du kan fx låne "Fem rappe rimfortællinger", som ud over Axel også indeholder 4 andre af Marianne Iben Hansens bedste historier på rim.

Lidt om udvælgelsen

Når jeg siger billedbøger, mener jeg kortere historier med masser af billeder, primært (men ikke kun) henvendt til børn i aldrene 3-6 år. 

Jeg har fokuseret på skandinaviske billedbøger, for selvom der er masser af gode billedbøger oversat fra andre sprog, så er Skandinavien kendt for en meget høj kvalitet indenfor børnelitteratur til de yngste og der er også et ganske særligt værdigsæt i den skandinaviske litteratur siden 60'erne: En holdning til at børnenes tanker og følelser skal tages alvorlig, deres fantasi skal stimuleres og de skal tales til i øjenhøjde.

Der er også masser af klassikere, som jeg ikke har nævnt, for jeg tænker, at dem kender du nok godt i forvejen fra din egen barndom eller dine voksne børns barndom.

Materialer