Stærke ungdomsromaner, Horsens Bibliotek
Stærke ungdomsromaner, Horsens Bibliotek

6 alvorlige læsetips til unge og yngre

Værsgo! Her får du et overblik over nogle af de romaner om alvorlige emner, som vi netop har læst og sat stor pris på. Du bliver ikke taget i hånden og du kan godt blive både provokeret og rørt, men du bliver helt sikkert også klogere.

Der er både noget for de unge og de lidt yngre – men helt sikkert også for de voksne - bland de nye, stærke ungdomsbøger. Nogle af bøgerne kan læses højt, men andre kunne man jo eventuelt læse sammen med sine børn, for det er helt sikkert: Her er store emner som sorg, tab, savn, sex og vold, der trænger sig på og kalder på en god diskussion.

Anbefaling af Mona Morgenglad, Horsens Bibliotek

Marianne Verge Mona Morgenglad (2015) Fra  9-10 år eller som højtlæsning fra 7 år

Her er en hjertevarm og alvorlig historie for de mindste. Der registreres fint og skævt humoristisk om et meget alvorligt emne, nemlig pigen Monas mors død - men især om minderne (for eksempel moderens julegave til faderen som ikke er pakket ud endnu) og savnet. Mona mindes moderen med en perlehat og både hende og faderen - der dropper arbejdet som post for at skrive digte - begynder i løbet af historien at håndtere sorg og savn som en del af livet. Fine, kulørte illustrationer. Bogen berører sorg, savn, tab, identitet og familie.

 

Anbefaling af Lige nu er allerede i morgen, Horsens Bibliotek

Ida-Marie Rendtorff Lige nu er allerede i morgen (2015) Fra 10-15 år

At den her bog er meget kort og hurtigt læst gør det ikke mindre bemærkelsesværdigt at den er så super stærk og rørende - med en form for overraskelse eller vending i handlingen. Det er lige på præcist og så tilpas ukonstrueret, at man tror på historien hele vejen og bagefter kan tage sig selv i at tænke, at nogen netop har fortalt en om det der hændte Felicia. Det vidner om en stærk og tydelig stemme. Med stærke sort/hvide illustrationer. Bogen berører sorg, vrede, ensomhed og forløsende kærlighed.

 

Anbefaling af Berørte Katrine, Horsens Bibliotek

Kim Fupz Aakeson Berørte Katrine (2016) Fra 13 år

En letlæst og kort bog om et alvorligt emne, nemlig teenagegraviditet - pakket humoristisk ind i en korrespondance, i det Katrine beslutter sig for at besvare (i et underholdende Google Translate-sprog) én af de spam-mails, der lover hende millioner, hvis hun bare lige… Det store spørgsmål for Katrine, er, om hun vil beholde barnet. Her hjælper Google Translate ikke. Heller ikke moderen, som drikker. Det er faktisk utroligt hvor meget gods der er i den her historie trods det spartanske sprog og den relativt korte historie. Bogen berører teenageliv, graviditet, kærlighed, alkoholisme.

 

Anbefaling af Freaks Forever, Horsens Bibliotek

Marie Duedahl Freaks forever (2015) Fra 12-14 år

Et venskab mellem to udstødte, Nora og Leo, behandler et alvorligt emne præcist og følsomt - og pakket humoristisk ind af en fortæller med stor selvironi. Fortælleren Nora har simpelthen så fin en humor og et så resigneret men realistisk take på sig selv, og på den placering hun har i verden, at hun helt sikker også kan charmere de drenge, der læser bogen. Bogen berører gruppepres, mobning, incest, druk, hemmeligheder og ét af de venskaber, der er uvurderlige.

 

Anbefaling af North Dakota, Horsens Bibliotek

Jesper Nicolaj Christiansen North Dakota – der starter vi forfra (2016) Fra 14 år

Den her bog er ikke for alle. Selve historien er brutal nok til at smide de sarte læsere af, men det rå og energiske sprog skal man altså også lige tune sig ind på. Til gengæld venter en læseoplevelse ud over det sædvanlige, når man accepterer, at det er lige præcis sådan her det er for 16 årige Jonas, fortælleren og nytilflytteren, der tager os med på en nervepirrende og uforglemmelig tour de force af vold, sex, savn, kærlighed og drømme som snart krøller den københavnske vestegn sammen til en lille hård kugle. Bogen berører temaer som vold, sex, kærlighed, savn og kampsport.

 

Anbefaling af Piger kan leve længe måske for evigt, Horsens Bibliotek

 

Iben Konradi Brodersen Piger kan leve længe måske for evigt (2016) Fra 15 år

Her får du helt suverænt præcise sansninger og overraskende billeder på hvordan det er at være fanget i sig selv. En stemning af at alt er ligegyldigt, som kan bringe tankerne hen på på Brett Easton Ellis Under Nul; det er selvfølgelig en helt andet bog, men det siger noget om hvor godt forfatteren skriver:  Man læser afventende, man kan godt mærke, at der er noget skævt ved hovedpersonens syn på verden, at det ændrer sig, at det skrider. Man læser dog videre, selv om spændingen kun langsomt udløses - for sådan kan et sygdomsforløb jo faktisk se ud i virkeligheden -, da det går op for Gro/Grace, at der er noget helt galt med hende. Ikke mindst sproget holder én fast frem mod dét punkt, hvor nogle af læserens spørgsmål bliver besvaret – men langt fra alle. Det er simpelthen en sublim bog om et ungt menneske i alvorlig krise – den er ikke kun for unge men i lige så høj grad en bog for forældre og de unges voksne. Bogen berører venskab, psykisk sygdom og seksualitet.

Go' læsning.

Tags
Materialer