Photo by Mikhail Nilov from Pexels

UGE17: Fællesspisning, bogsalg og sorteringstips...

20.04.23
Temauge på biblioteket sætter fokus på verdensmål. Her kan du læse hvorfor.

Flere af landets biblioteker arbejder allerede med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, men under temaugen UGE17 har mange valgt at gøre en ekstra indsats. 

Det gælder også i Horsens, hvor du hele ugen kan opleve streamede foredrag, morgensang, udstillinger, fællesspisning, filmvisninger, litteraturvandringer, oplæg fra lokale aktører og meget mere. 

Og ifølge biblioteksleder Claus Hagstrøm Hansen er biblioteket et oplagt sted at mødes om at gøre de ambitiøse mål konkrete i hverdagen. 

”Biblioteker bedriver folkeoplysende aktivitet og skaber rum til debat. Derfor er det også vores opgave at formidle verdensmålene. Det kan vi blandt andet gøre ved at stille vores rammer til rådighed, så byens borgere kan mødes på tværs, blive klogere og inspirere hinanden med alt det, vi allerede gør, og det, vi fremover kan gøre sammen,” fortæller han.  

Sortering, bogsalg og bæredygtighed

Ugens dage vil være inddelt i forskellige temaer med udgangspunkt i udvalgte verdensmål. 

Om mandagen er temaet sundhed og trivsel med særligt fokus på unges mentale trivsel, blandt andet med besøg fra Headspace og Ungerådet. Torsdag er der fokus på klimahandling, blandt andet med vegetarisk fællesspisning. 

Lørdag den 29. april står i bæredygtighedens tegn for store og små. 

Her vil der foruden bogsalg, tøjbyttemarked og kreative workshops være talks med foreninger og ildsjæle, der på hver sin vis arbejder med bæredygtighed lokalt.  

Én af dem er Caroline Strandbygaard fra Affald og Genbrug i Horsens Kommune.
Hun vil fortælle om affald, sortering og ressourcer - nu og i fremtiden. Et emne, der optager mange af kommunens borgere. 

”Når jeg er ude og fortælle om affaldssortering, oplever jeg stor nysgerrighed og spørgelyst. Der er mange, der bliver overraskede, når de hører, hvad der sker med affaldet, fra de sorterer det i deres skraldespand, og til det lever videre som nye produkter eller som gas, strøm og varme. Der er som regel mange aha-oplevelser undervejs!”

Ifølge Caroline Strandbygaard kan man også få nogle helt konkrete tips til, hvordan man bedst håndterer sit affald. 

”Uanset om man bor i hus eller lejlighed, så er affald noget, som alle skal forholde sig til dagligt. Men hvordan er det nu - skal lågene skrues af glas, må sorte plastikbakker sorteres som hård plast og hvad gør jeg med pizzabakkerne? Alle kan komme i tvivl, og derfor er det de færreste, der går hjem uden at have fået et par gode tips med sig,” fortæller hun.  

Arbejdet fortsætter

Selv om uge 17 er dedikeret til at sætte verdensmålene særligt under lup, så stopper bibliotekernes arbejde med verdensmålene dog ikke her. 

Tværtimod fortsætter arbejdet med bæredygtighed, også på et helt lavpraktisk hverdagsplan. 

For eksempel har Horsens Kommunes Biblioteker indført, at man skal medbringe sit eget krus, hvis man vil have kaffe eller the til arrangementerne, for at undgå spild af engangskrus. Ligeledes vil biblioteket fremover servere vand i kande og glas frem for i plastikflasker, og så har personalet oprettet en intern byttebørs. Det betyder, at medarbejderne nu er glade aftagere af hinandens aflagte bukser, brugte kaffekander og børnelegetøj. 

En del af det videre arbejde med verdensmålene er også at blive verdensmålscertificeret. 

Det sker ved, at bibliotekerne selv bidrager til mere bæredygtige løsninger, samarbejder med andre i lokalsamfundet og ansporer borgerne til at engagere sig.

Her mener Claus Hagstrøm Hansen, at bibliotekerne allerede er godt på vej. 

”Verdensmål handler blandt andet om bæredygtighed, og et bibliotek er som udgangspunkt noget af det mest bæredygtige, jeg kan forestille mig. Det har vi i Horsens været i mere end 150 år med udlån af bøger, film og legetøj. Men vi er også en kæmpe ressource, hvad angår borgerinddragelse og partnerskaber for handling, som er det 17. verdensmål. Det vil certificeringen være en blåstempling af, samtidigt med at certificeringen vil gøre os endnu skarpere på, hvordan vi kan gøre det bedre i fremtiden,” siger Claus Hagstrøm Hansen. 

Certificeringen af biblioteker varetages af Chora 2030. 

Du kan læse mere om bibliotekets arbejde med verdensmål og se hele programmet for uge 17 på horsensbib.dk. 


Fakta om UGE17 – Bibliotekernes verdensmålsuge

UGE17 er en landsdækkende temauge omkring FN’s 17 verdensmål, som tager afsæt i en national og fælles bibliotekskampagne med fokus på folkelig forankring, borgerinddragelse og oplysning om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Du kan se programmet ved at klikke her.