Skolernes Krimimesse

03.05.16
Onsdag d. 20. april var dagen for 7. klassernes Krimimesse. Her lavede 29 klasser fra Horsens kommune deres egen Krimimesse, hvor de præsenterede 8-10 ugers arbejde med krimigenren.

Skolernes Krimimesse
5 af de tilmeldte klasser havde tidligere besøgt Krimimessen, der blev afholdt d. 12. og 13. marts på Fængslet. Her lavede de interviews med bl.a. krimiforfattere for at få en idé om, hvordan forfattere arbejder og hvordan man skruer en messe som Krimimessen sammen.

Alt dette og mere til blev præsenteret i elevernes egne stande og på scenen på Skolernes Krimimesse. Her var der bl.a. interviews med en fængselspræst, en forfatter og andre spændende personer med tilknytning til krimi-genren eller det kriminelle miljø, der var præsentationer af krimifilm og –trailers og ikke mindst kåring af den bedste indledning til en krimi-historie.

Det blev Malou Bonde Stoustrup fra Stensballeskolen der løb med førstepræmien, for en på én gang utrolig makaber og pirrende indledning med titlen Menneskekød, som vi er så heldige at have fået lov til at præsentere her. Men pas på… Den er ikke for sarte sjæle… (se herunder)

Du kan læse mere om Skolernes Krimimesse her.

“Menneskekød”

af Malou Bonde Stoustrup, Stensballeskolen

Klokken er ca. 3 om natten, og månen står højt på den kulsorte nattehimmel. Det er spisetid, så jeg er begyndt at være ret sulten. Jeg beslutter mig derfor så småt at bevæge mig ind mod storbyens natteliv. Mit sædvanlige spisested er nær det lokale diskotek, tæt ved havnen. Vinden har en varm rådden lugt af bræk, sved og alkohol. Jeg gemmer mig ved en vej, der fører ned til havnen, så jeg lige kan skimte diskotekets forbipasserende gæster, der lige så stille er på vej hjemad. Jeg udtænker mig et friskt og ungt bytte. I dag står menuen på en ca. 18­årig høj pige med glat, lyst hår og flakkende diamantblå øjne. Jeg nærmer mig byttet og med undskyldningen om ikke at kunne finde vej, lokker jeg hende over på den anden side af vejen. Jeg har hele tiden kniven godt knyttet i min venstre hånd. Jeg får hende nemt skubbet op af den kolde mur, trods hendes tunge vægt. Man kan kun svagt høre popmusikken fra diskoteket i baggrunden og noget småsnakken, men ellers er der helt stille. Jeg ser, at hendes blik er stift og skrækslagent, da hun får øje på kniven, og jeg skynder mig at tage en hånd for hendes mund, inden hun når at skrige om hjælp. Jeg kan mærke hendes varme ånde mod min håndflade. Hun prøver at rive sig fri fra mit jernhårde greb, men uden held. Hun er helt hjælpeløs. Ingen kan redde hende nu. Jeg løfter langsomt min hånd op til struben og borer kniven dybt ind i den med en hurtig bevægelse efterfulgt af et knivstik i hjertet, så jeg er sikker på, at hun er helt død. Hun falder ned på det fugtige græs og banker hovedet mod jorden. Nu ligger hendes tunge krop foran mig. Jeg sprætter blusen op, så jeg hurtigt kan komme ind til det friske kød, jeg har længtes efter. Det er næsten fire dage siden, jeg har fået noget ordentligt at spise. Indtil da, har jeg måttet nøjes med slatten svinekød, optøet fra fryseren. Jeg finder det røde kød under fedtet. Jeg skærer et stykke af, og min mund omfavner det. Jeg tygger. Det har hverken lugt eller smag. Jeg kysser kødet og fortæller, hvor højt jeg elsker det og spiser videre. Jeg smager på lungerne, jeg smager på tarmene, jeg smager på hjernen ­ jeg spiser og spiser. Det kød, jeg ikke kan spise, tager jeg med hjem. Resterne smider jeg i havnen og ser det falde til bunds...