Sandheden om... sandheden

05.10.17
Vi lægger arm med sandheden i oktober måned.

The Truth Is Out There. Straks bringer det minder om et dystert kælderkontor, en plakat og Fox Mulder i sit lidt for store jakkesæt. Men nostalgien til side er det især én ting, der skærer i øjnene i dag: det kan oversættes på to måder.

Sandheden er derude - eller: Sandheden er langt ude.

Fox Mulder og Dana Scully jagtede sandheden i en simplere tid. Deres præsident var lidt for glad for kvinder og cigarer, og sammensværgelserne var så håndgribelige, at de kunne overrækkes i en parkeringskælder en sen aften. Nu befinder vi os i en tid, hvor den amerikanske præsident truer med at starte en atomkrig på Twitter, og vi svømmer i en sådan syndflod af nyheder, fakta og holdninger, at det kan virke som en logisk overlevelsesstrategi at se sammensværgelser alle vegne.

I så fald ville der da i det mindste være en grund til, at tingene gik så galt - og ikke bare en konsekvens af mennesker helt som os selv.

Men hvordan har sandheden - eller Sandheden - det i en tid med fake news, 24 timers nyhedsdækning og en filterboble, der strækker sig fra internettet ud i vores virkelige liv? Det vil vi kigge lidt på i oktober måned - med udgangspunkt i alle de ting, du kan låne på biblioteket. Så der bliver romaner, fagbøger, film og andet godt, som altsammen tager udgangspunkt i sandheden - og forsøget på at skjule den.

Så forvent både overraskende og sære sandheder, konspirationer,  bullshit og god gammeldags løgn og latin.