Sæt dine reserveringer på pause i ferien

09.06.16
Undgå at miste din plads i køen til de efterspurgte bøger - sæt dine reserveringer på pause.

Du kender det sikkert: du nyder ferien og ser frem til et par uger langt væk fra Horsens - og så tikker der en mail ind: den bog, som alle snakker om, og som du reserverede for længe siden, er kommet hjem og står nu klar til afhentning… de næste syv dage.

Det kan du heldigvis undgå.

Hvis du sætter dine reserveringer på pause, mens du holder ferie, bliver de ikke aktiveret, mens du er ude af landet. Det vil sige: hvis du står som nummer 1 på listen over reserveringer til "Bedemandens datter" af Sara Blædel, bliver du stående der, indtil du er hjemme i Horsens igen. Og først der bliver bogen taget fra til afhentning.

OBS! Nogle lånere oplever, at selv om de har angivet en fraværsperiode så bliver deres reservationer alligevel opfyldt, og de får bøger som står til afhentning. Vi arbejder på at finde en løsning.

Hvis biblioteket modtager fjernlån i ferieperioden, bliver de sendt retur, og du skal bestille igen.

Hvordan?

Du kan selv sætte reserveringerne på pause via hjemmesiden. Det kræver blot dit lånernummer og den pinkode, du normalt bruger.

Det er vigtigt, at du gør det i god tid før din ferie - reserveringer, som f.eks. er på vej til dig fra en filial, bliver ikke påvirket.

  1. Log ind i toppen af siden.
  2. Klik "Min konto"
  3. Klik "Redigér brugerprofil"
  4. Udfyld start- og slutdato for din ferie under "Reserveringer på pause".
  5. Klik "Gem"

Du kan også ringe til os på 76 29 24 00.

OBS! Hvis biblioteket modtager fjernlån i ferieperioden, bliver de sendt retur, og du skal bestille igen.