Print. Skær. Montér. [...på dit bibliotek]

14.09.22
Biblioteket har et værksted. I værkstedet står der nogle maskiner. En af de maskiner er en vinylskærer. Med en vinylskærer kan man lave mange ting. Hvis man da bare har en idé? Hvordan får man en idé? Jo dem får du et par stykker af her…

Tip | 3 gode krea-bøger

  1. Crepepapirblomster, 2020, Tina Krøyer
  2. Kærlighed ved første sting, 2014, Tilly Walnes
  3. Mens vi strikker, 2021, Trine Gadeberg m.fl.

Af Emma Rosenkrantz Maack Sørensen, formidler

Men allerførst må vi hellere lige finde ud af, hvad denne aflange orange maskine kan og hvad den bliver brugt til. En vinylskærer fungerer lidt lige som en printer, men i stedet for et dysehoved med blæk, har denne maskine en lille skarp kniv, der skærer et motiv ud, som man fra computeren har sendt til print.

Motiverne kan være nogle, man har fundet på nettet, det kan være skrift, noget man selv har kreeret i et tegneprogram eller sågar noget, man selv har tegnet, helt analogt på et papir med en fed streg. Uanset om det allerede er et digitalt motiv eller en tegning, som scannes ind og sendes til computeren, kan vi få skæreprogrammet til at spore motivets linjer og herefter give vinylskæreren besked om, hvordan det skal skæres ud på det valgte materiale.

To slags vinyl

Vi har to forskellige slags vinyler, én til skiltning og én til tekstiltryk. Begge slags fås i mange forskellige farver. Den almindelige vinyl til skiltning klæber til alle glatte overflader, det er egentlig ligesom et stort klistermærker og det bliver brugt til at lave dekorative wallstickers eller tekst af forskellig art, for eksempel hvis der skal navn på jollen, postkassen eller værelsesdøren.

Det andet vinyl, vi har, er til tekstiltryk og fungerer næsten på samme måde: Vinylskæren skærer et motiv eller en tekst ud, og man placerer det på et stykke tekstil. Det kunne være tøj, en mulepose eller andet, du vil re-designe. Nu skal man så have fat i en af værkstedets andre maskiner, nemlig varmepresseren, som smelter vinylet ned i tekstillet. Åh. Endnu en mærkelig maskine, tænker du? Bare rolig, varmepresseren er ikke så kompliceret, for det er faktisk bare et strygejern i forklædning.

Efter at dit projekt har ligget i pres her et halv minut, sidder dit tryk fast, og du er nu klar til at hoppe i din personlige T-shirt, fylde din nye særlige mulepose op med biblioteksbøger eller noget helt tredje.

Og hvis du nu sidder med en tanke, der lyder noget hen à la ”Wow, kan man det det på biblioteket?” så kan jeg kun bekræfte, for, ja, det kan man. Og man kan meget mere.

Hold øje med workshops på vores hjemmeside, eller skynd dig at booke en tid i værkstedet.

Tags