Liv og død med takt og tone

22.08.22
Musikken er på Spotify, i radioen, på vinylerne og mange andre steder, men den er på en måde også i bøgerne. Kom med ind i og bag om musikken, når Thomas anbefaler to musikbiografier, der har gjort indtryk.

Lær mer’   Er musikken fra vores ungdom bedre?

Hvad er det med musikken fra min ungdom? Hvorfor slider den ikke sig selv op? Har jeg for eksempel
ikke hørt Scoundrel Days nok? Og når jeg nu bliver ved med at vende tilbage, er det så, fordi musikken var bedre i gamle dage? Et studie publiceret i Music and Science kan måske give os svaret, for her undersøges forholdet mellem musik, vi husker, og musik, vi kan lide, ift. forsøgspersonernes alder. Der er en tendens til, at vi langt bedre husker perioden fra vi var 10-30 år gamle, måske fordi denne periode er så definerende. Ifølge undersøgelsen på Music and Science vil vi, hvis vi bliver bedt om at nævne vores yndlingsalbum, typisk nævne noget fra netop denne periode. I studiet er 470 voksne mellem 18 og 82 år blevet spurgt, og undersøgelsen bestod i, at forsøgspersonerne blev vist en liste med 111 sange fordelt på 65 år. Typisk var sangene fra den nævnte periode, altså 10-30 år, opfattet som mere genkendelige, men de var også typisk i stand til at vække flere autobiografiske minder – og her var det gyldne tal 14 år: De sange, vi hørte i denne alder, fremkaldte flest minder. Men undersøgelsen handlede ikke kun om, hvilken musik der fremkaldte minder, men også om hvilken musik man bedst kunne lide. Og her viste det sig, at vi ikke nødvendigvis værdsætter den musik mest, som fremkalder flest minder. Vi har simpelthen bare været udsat for den, og det har gjort det nemmere at huske situationer. Vi er altså ikke nødvendigvis mere interesseret i musik fra vores ungdom, fordi vi synes, den er bedre, men fordi den fremkalder flere minder. Læs mere om undersøgelsen på neurosciencenews.com.
 

Af Thomas Behrmann, formidler

Når vi læser biografier, får vi et backstagepass til et andet menneskes liv. Vi er nysgerrige af natur og vil bag kulissen på kendisserne og vide mere om deres professionelle liv og ikke mindst få et kig ind i deres privat-
sfære. Hvad er de formet af, og hvordan er de nået op på berømmelsens tinder? 

Vi tiltrækkes af historier om livet i spotlyset. Og ofte giver indsigt i andres liv også et større perspektiv på vores eget.

I denne artikel sætter vi spot på et par gode biografier fra musikkens verden. Her er både klassiske memoirs med et vue over en kendt musikers liv og karriere fra barn til superstar. Men også historier, hvor musikken blot er et prisme, hvorigennem et liv fortælles.

Trommeskindet er spændt, forstærkeren tændt, og et liv med musik starter her. 

Nick Cave – en biografi af Per Reinholdt Nielsen

Per Reinholdt Nielsens biografi om Nick Cave er en gennemført og fascinerende beretning om én af rockhistoriens helt store sangskrivere. Mørkemanden. Knokkelmanden. Nick Cave. Den karismatiske gunslinger fra Warracknabeal i Australien har altid været en unik ener i rockhistorien. Musikalsk har han altid søgt at gå planken ud og aldrig gå på kompromis med sin kunstneriske integritet. Ambitionerne har under hele karrieren været skyhøje, og Cave har med sine godt 250 sange formået at styre langt uden om rockens klichéer og sat et stærkt, solidt og originalt aftryk på musikhistorien. Med et vildt arbejdsraseri, et mangeårigt stofmisbrug og en helt særlig litterær tilgang til sangskrivningen, har Cave leveret et evigt foranderligt musikalsk udtryk fyldt med knaster og kontraster. Altid en smule skævt og altid på kanten. Og det er præcist den fornemmelse, der gløder på samtlige sider af Per Reinholdt Nielsens velskrevne biografi om ”The Prince of Darkness”. 

Vildskab og stilhed – dualismens mester

Bogen, Nick Cave,  er inddelt i kapitler, der markerer de forskellige perioder i karrieren, både musikalsk og personligt. Fra han i 1970´erne blev en betydelig del af Melbournes undergrundsmiljø som frontfigur i postpunkbandet The Boys Next Door, til energi- og raseriudladningerne i bandet The Birthday Party. Og vi hører om det mangeårige ridt i konstellationen Nick Cave and The Bad Seeds, som har cementeret Caves evner som både distanceret fortæller på et album som Murder Ballads, men også som dybt personlig og hjerteknust sangskriver på The Boatman´s Call.

Indledende hører vi om opvæksten, hvor særligt faren har spillet en afgørende rolle i Caves liv. Det er et kompleks forhold, som vi fornemmer med svingende intensitet hele bogen igennem, og som giver en større forståelse for Caves virke som sangskriver.

”Hellere blive fortæret af helvedes flammer end kede sig langsomt og konformt ihjel,” sagde Nick Cave på tidspunkt. Og det er grundtonen, der bliver slået an i stort set hele Caves karriere. Både i den grænsesøgende og eksperimenterende tilgang til musikken, men også i tekst-
universet som rummer provokationer og kontraster og ofte kredser om dualismen mellem liv/død, kærlighed/elendighed og vildskab/stilhed.

En fascinerende rejse

Bogen beskriver medrivende bandets ambitioner og drive, men også samtiden, rockhistorien, musikkens opbygning og scenekunstens væsen. Vi får et fint billede af de ydre rammer, hvori bandet agerer, men når også i dybden med de enkelte albums og kommer endda helt ned i en dissekering af de enkelte numre. Der er masser at komme efter for inkarnerede fans, men også for dem, der blot hyggelytter til Caves musik. 

Bogen kan også læses af alment musikinteresserede og læsere med hang til biografier. For ud over at bogen er en vild og fascinerende rejse udi Caves på én gang voldelige, fabulerende og hjerteknugende univers, er det også en absolut læseværdig beretning om en mand, der har gået så grueligt meget igennem, men aldrig har slingret i valsen, når det kommer til ægthed og ambition.  
Læs gerne bogen med Nick Caves musik i ørerne. Det giver læseoplevelsen en ekstra dimension. God fornøjelse.

”Oldschool vinyl passer perfekt til nedsat tempo”

Jesper Nielsen, Biblioteksbruger

”Når du først har rejst dig fra sofaen og skiftet pladen på grammofonen, så skal der altså noget til, før du skifter den igen eller springer et halvskidt nummer over. I stærk kontrast til playlisten på mobilen, hvor der bare skal få sekunders ”tomgang” til, før du straks zapper videre til næste nummer. Problemet med det er, at vi så aldrig lærer at dvæle ved musikken og med tålmodighed udforske de dybere lag i den kunst, som musikken jo også er. Det forstærker bare den usunde ”højhastighedskultur”, som vi lever i. Her er et par af mine tips fra Horsens Biblioteks skønne ”oldschool” vinylsamling, som for mig passer perfekt til at sætte tempoet lidt ned: Vi sidder bare her, hvor vi mediterer til Jørn Leths sanselige digte med musik af Michael Simpson og Frithjof Toksvig. Stille morgenrutine med god tid til den første kop kaffe med Herbie Hancocks Maiden Voyage. Følelsen af let melankoli med Neil Youngs mundharmonika på Heart of Gold.” Du kan se de #ditbibliotek

Pigen med trommestikkerne af Ihan Haydar

Pigen med trommestikkerne er én af den slags musikbiografier, hvor man får en tydelig fornemmelse af, at musik har potentiale til at krydse grænser og overvinde alt. For historien om den irakiskfødte pige Ihan Haydar er et stærkt eksempel på, at musik kan være et helle og et tilflugtssted, men samtidig også en drivkraft, der kan sætte dig fri. 

Forandring fra første beat

Det hele starter i år 2000, hvor Ihan Haydars far flygter fra Irak efter at have tilbragt mange år i militæret mod sin vilje. Det var dengang, Saddam Hussein var ved magten.

Far Haydar ankommer efter en lang og hård rejse til Danmark, hvor han tre år senere bliver forenet med resten af familien – heriblandt Ihan på dengang 10 år. Familien slår sig ned i Gelsted i nærheden af Næstved, hvor Ihan og hendes søskende hurtigt bliver eksponeret for danske værdier og kulturelle normer i både skole og fritid. 

Og da Ihan i musiktimen i 6. klasse bliver bedt om at sætte sig bag trommesættet, bliver det ét af de sjældne og livsændrende øjeblikke i et menneskes liv. Allerede fra første slag på lilletrommen mærker Ihan, at intet fra nu af vil blive som før. Dette er mere end bare en hyggestund og en hobby. Det er et kald.

I modvind mod målet

Vi bliver som læsere båret med gennem den kamp det har været for Ihan at opbygge en musikkarriere som dygtig trommeslager og vise sit værd, som både musiker og kvinde, i en mandsdomineret verden. Og måske mest af alt får vi en fornemmelse af, hvor meget mod det har krævet at trodse familiens tro og fordomme og konstant håbe på tilgivelse og accept.

Pigen med trommestikkerne er en fortælling om at være drevet af en drøm og følge den. Om at skille sig ud og stå ved det. Om musik, mod og stærke familiebånd. Og ikke mindst om at bære den tunge byrde, det er at være det afgørende og forbindende led i kæden mellem to vidt forskellige kulturer. 

Musik og kultur

Selv i titlen har vi sammensmeltningen af kultur, da den refererer til noget af det mest ærkedanske – nemlig ét af H.C. Andersens eventyr Den lille pige med svovlstikkerne. Det er en velvalgt kobling, da Ihan formår både at omfavne danskheden og sætte dybe rødder i den danske muld, og samtidig er hun ikke i tvivl om, hvad hun er kommet af. ”Music is my religion”, sagde Jimi Hendrix i sin tid. Ihan kunne have sagt det samme. For det er i musikken, at alle religiøse overbevisninger og kringlede integrationsregler opløses. Det er her, vi alle er ens og udvisker vores spor af, hvem vi er på papiret. Det er her, friheden åbenbarer sig. Bogen kan læses som en enestående og gribende fortælling om musik. Eller som en vigtig stemme i integrationsdebatten. En bog, der inspirerer til at gå sine egne veje – sammen med andre.onsdebatten. En bog, der inspirerer til at gå sine egne veje – sammen med andre.

Andre stærke musikbiografier

Storyteller

af Dave Grohl

En stærkt underholdende odyssé med én af moderne rockhistories helt store frontfigurer ved roret.

Bo Ark, Peter Sommer og jeg

af Marianne Verge

En anderledes og poetisk beretning om musik, lyrik og liv. Og om, hvordan vi er forbundet og inspirerer hinanden. 

Renegades – drømme, myter, musik

af Barack Obama og Bruce Springsteen

To karismatiske amerikanere mødes i denne fascinerende samtalebog til en snak om at være ”Born in the USA”.

Lån musikbiografier på Horsensbibliotek.dk, bibliotek.dk og eReolen.dk

Tags