Kreativitet skal trænes!

Mette Høppner Jakobsen har altid tænkt i historier, og hun arbejder målrettet for at få dem ud i verden som forfatter. Også de dage, hvor det ikke er lysten, der driver værket.

Af Sanne Hansen

Stakke af tegninger hobede sig op i Mette Høppner Jakobsens barndomshjem i Horsens, hvor hun som lille pige tegnede lange historier om den samme familie gennem flere generationer blad for blad. Da Mette Jakobsen lærte at skrive, blev formatet opgraderet til ”kladdehæfte”, og bag sin første computer oplevede den unge skribent et særligt gennembrud.

”Nu kunne jeg printe ud og få en rigtig tekst. Det var kæmpestort,” fortæller den nu 31-årige Mette Jakobsen, der sidste forår debuterede med ungdomsromanen Hvad jeg ved om Vinter. Lige nu er efterfølgeren på vej, sandsynligvis med udgivelse dette efterår. Fra barnsben har hun drømt om at blive forfatter og ifølge hende selv i mange år på en lidt urealistisk måde.

LÆS MERE: Se alle nyheder og anbefalinger til unge

Fra luftig ønskedrøm til hårdt arbejde

”Det var en ønskedrøm. Noget, der bare kunne ske engang. Ikke noget, jeg arbejdede for,” forklarer hun.

Efter engelsk- og filosofistudier på Aarhus Universitet gik Mette Jakobsen på Den jyske Forfatterskole. Hun lærte at bruge feed-back til at redigere sin egen tekst. Hun sendte materiale til forlag, og hun fik en kontrakt. Sammenlagt fik erfaringerne hende til at betragte skrivearbejdet på en ny måde.

”Jeg synes, vi er dårlige til at snakke om, at kreativitet skal trænes. Vi opfatter det som noget, der bare er der! Men sådan ER det jo ikke i virkeligheden. Tit skal jeg skrive mig varm og side 1 duer ikke, men det er måske den, der gør, at side 2 kan bruges. I dag prøver jeg mere at se på skrivningen som et arbejde og ikke bare som en sjov hobby,” siger hun.

LÆS MERE: Her kan du læse om vores gratis Skriveskole og tilmelde dig

Konkret betyder det, at Mette Jakobsen sætter nogle rammer for skrivearbejdet. For eksempel har hun defineret et lavt minimum på 500 ord for, hvor meget hun skal skrive, for at en dag tæller som en ”skrivedag”. Og selv om hun skriver bedst om aftenen, forsøger hun at brede arbejdet ud, så dagtimerne også kommer i spil.

”Jeg tvinger mig selv til at skrive om morgenen. Det trækker virkelig tænder ud, og jeg har det sådan ”Åååh, nu skal jeg i gang”. Men så sætter jeg et ur på 25 minutter, og de første 5-7 minutter er trælse, men så kører det lidt bedre derefter. Jeg synes faktisk, det bliver nemmere efterhånden,” fortæller hun.

Mette underviser på Skriveskolen
31-årige Mette Høppner Jakobsen debuterede sidste år med ungdomsromanen Hvad jeg ved om Vinter. Mette er underviser på Skriveskolen på Horsens Bibliotek i efteråret 2021. Skriveskolen er et samarbejde med Horsens Ungdomsskole, hvor unge mellem 13 og 18 år kan deltage.

Læs mere om Skriveskolen.

Feed-back er vejen frem

Dette efterår er Mette Jakobsen underviser, når Horsens Kommunes Biblioteker i samarbejde med Horsens Ungdomsskole tilbyder skriveskole over 10 undervisningsgange for unge med ord i blodet. Her bliver de unge og deres egne tekster omdrejningspunktet. Mette Jakobsen vil bruge egne erfaringer fra forfatterskolen som underviser.

” Der er kun én vej, hvis du vil skrive. Nemlig at få noget feed-back, der fungerer. Alene det at læse sin egen tekst højt kan give totale åbenbaringer. Der er ting, som slår dig på en helt anden måde,” forklarer hun. Samtidig lærte hun på Forfatterskolen at bruge kritik konstruktivt:

”Hvis jeg har skrevet noget, der ikke fungerer, så er det ikke fordi, jeg er dårlig til at skrive, men bare fordi, der er noget, der skal arbejdes med. Samtidig fik jeg rigtig meget ud af, at de andre elever læste op og fik feed-back. Så kan man sammenligne sig, og ofte tænke: ”Jamen, det er jo også det, jeg gør!” Og så kan man bedre redigere sin egen tekst.”

På Skriveskolen på Horsens Bibliotek vil Mette Jakobsen være garant for den gode stemning, og at tilbagemeldingerne er konstruktive.

FILM: Her kan du streame Filmstribens film for unge

”Vi skal snakke om det og få det til at blive en god oplevelse at få feed-back. Vi skal ta´ lidt let på det,” siger hun og forestiller sig, at der sikkert vil være ting, der går igen i deltagernes tekster, som der kan arbejdes i dybden med i små temaer. Det kunne for eksempel være, hvordan man skriver den gode dialog, hvor inspiration fra udgivne bøger kan hjælpe på vej. Men udgangspunktet vil hele tiden være de unge selv, og at de folder deres egne tekster ud i et trygt miljø.

Hvad siger de unge læsere?

I dag er sparring og feed-back fortsat et vigtigt element i Mette Jakobsens eget skrivearbejde. Hun bruger sine forældre og to veninder, hvoraf den ene selv er skrivende og den anden leksiograf. Og inden første roman blev udgivet brugte hun også en Facebook-gruppe af betalæsere i den rette aldersgruppe.

LÆS MERE: Læs tekster fra Skriveskolen lige her

”Jeg var spændt på, om det var for tydeligt, at jeg ikke er helt ung selv. Og i den sammenhæng er det megafedt med aldersgruppens input fra unge læsere, der ved en masse om bøger og godt tør sige, hvad de mener. Heldigvis syntes de, at bogen var supersjov.”

Hvad vi også ved om Mette Høppner Jakobsen:

  • Mette skrev bachelorprojekt om zombier i litteraturen.
     
  • Mette kan godt li´ ”benspænd” i arbejdet med en tekst. For eksempel kan hun bede en veninde om at finde på fem ord, som hun derefter SKAL skrive ind i den tekst, hun arbejder med.
     
  • Af og til tegner hun den karakter, hun skriver om, for at arbejde kreativt på en anden måde og få nye idéer.
     
  • Mette spiser ikke, mens hun skriver. Hun har kaffe eller te på sit bord, men den bliver ofte kold
     
  • Mette lytter til musik, mens hun skriver. Men den skal være uden tekst. Ord distraherer!

Når det lykkes!

Én af Mette Jakobsens ”favoritdiscipliner” i skrivningen er slutredigeringen, hvor det meste er på plads og kun finpudsning resterer. Og så elsker hun, når sproget funkler.

LÆS MERE: Hør fra sidste års deltagere på Skriveskolen

”Når jeg får formuleret mig tilfredsstillende, og det lykkes at få skrevet en halv eller en hel scene, hvor det, jeg har i hovedet, kommer ned på papiret på den rigtige måde – det er det bedste!” siger hun med begejstring. Til gengæld er de mange, mange redigeringer undervejs ikke en livret og ofte et langt større arbejde end forventet. Hun fortæller, at omkring 25% af materialet i bogen Hvad jeg ved om Vinter, kom til, da hun egentlig troede, at hun var ved at være færdig med bogen.

”For eksempel var der så slet ikke nok om hovedpersonens venner. Deres karakterer skulle udfoldes noget mere.”

Mere på vej

Mette Jakobsen har flere forskellige skriveprojekter i gang og bevæger sig i mange genrer. Hun har planlagt en fantasy-serie og skrevet første bog. Hun er halvvejs med en ungdomsroman, som modsat debutromanen og efterfølgeren til denne, er mere alvorlig og 100 % realistisk. Hun skriver digte. Og hun er filmnørd og kunne godt tænke sig på sigt også at arbejde med filmmediet.

LÆS MERE: Her kan du låne Mettes bog både som fysisk bog og e-bog

”Jeg tænker meget i scener, når jeg skriver, så det kunne klart være en drøm engang. Men teknologien er jo også til, at man bare selv kan gå i gang. En film behøver ikke være en biograffilm. Det kunne også være mig og mine venner, der lavede en kortfilm i sommerferien.”

Foto: Mark William Høppner

Materialer