Jubilæum: Af mit eget bryst

Vi skyder vore 150-års-jubilæum i gang den. 9. november, men tyvstarter med lidt reklame for ét af vores jubilæumsarrangementer, nemlig forfatterforedraget med Jesper Wung-Sung.

Forfatter Jesper Wung-Sung vandt De Gyldne Laurbær for sin roman "En anden gren" - hvad er det for en roman, og hvordan blev den til? Det får du svar på, hvis du læser med herunder.

Hvordan opstod interessen for at genfortælle dine oldeforældres historie i romanen ’En anden gren’, og hvilke overvejelser gjorde du, da skrev historien?

Den har ligget der siden den dag, jeg blev forfatter. Altså ventede jeg i næsten tyve år. Det var også i forbindelse med min debut i 1998, at jeg blev gjort bekendt med historien om, at min oldefar ikke kom til Danmark som rig mandarinsøn på dannelsesrejse, men for at blive udstillet i Tivoli. Så meget desto større lyst fik jeg til at skrive romanen, men det var først for nogle år siden, at jeg følte mig dygtig nok som forfatter og stor nok som menneske til at gå i gang. I processen stod det klart, at der var både huller og manglende viden i forhold mine oldeforældres liv. Her var valget klart. Det vigtigste var, at historien var sand i litterær forstand.

Hvilken betydning lægger der bag romanens titel - ’En anden gren’?

Den har forskellige betydninger. Dengang troede mange mennesker på teorien om et racetræ. At vi mennesker var inddelt i racer med de hvide europæer i toppen af træet og for eksempel kineserne på en inferiør, lavthængende gren. Man måtte ikke blande grenene for så blev racen degenereret. Så Ingeborg vælger altså ”en anden gren”. Titlen er også et billede på Sans møde med Danmark. At komme til landet i 1902 har været så overvældende en oplevelse, at vi knap nok kan begribe det. Alt har været væsensforskelligt og anderledes for ham – også en gren på træ. Endelig er det billede på den længsel, som der lå i både San og Ingeborg – længslen er et andet liv end det, der var stillet dem i udsigt af deres respektive familier og samfund. Længslen efter ”en anden gren”.

’En anden gren’ er meget sanselig – man kan som læser nærmest føle kulden, mærke sulten og smage theen, hvordan skriver du sanser ind?

Det er jeg glad for at høre! Det forsøger jeg at få frem via indlevelse i personerne. Empati er altafgørende både som forfatter og læser. Jeg forsøger at sætte mig i personernes sted. Hvis det er scene på gaden, vil jeg selv gå der – mærke vejbelægning, fornemme hvor sollyset kommer fra, lugtene … Jeg vil faktisk vove at påstå, at man som forfatter skal vide, hvordan vejret er, selv om scenen foregår på et vinduesløst toilet.

Bliver du konfronteret af dine læsere på en anden måde, efter at have skrevet ’En anden gren’?

Ja, jeg må sande at have givet læserne et stykke af mig selv, og at de er i deres gode ret til at mene, at de ”kender” mig og min slægt. Det er også blevet betydeligt sværere at handle ind eller at gå på gaden – ubemærket. Men det er okay, og folk er altid søde. Litteratur er en form kommunikation, som jeg selv opsøger, og jeg vælger derfor at tolke det således, at denne kommunikation er lykkes.

VIL DU MED? Køb billet til forfatteraften med Jesper Wung-Sung her

Har du fået blod på tanden til at skrive mere fra din egen slægt?

”Nu fortæller jeg af mit eget bryst,” som H.C. Andersen skrev. Og ja, der ligger flere romaner og venter, men alt jeg skriver er et spørgsmål om at vælge det helt rigtige tidspunkt. Der hvor indholdet brænder så meget, så man ikke kan lade være, og hvor man fornemmer konturerne af en form, hvori det er kun muligt at fortælle lige netop denne historie. 9. Er du innovator eller afslutter? Får du hele tiden nye ideer til bøger og brænder for at skrive noget nyt, eller er du god til at få afsluttet det du er i gang med? Jeg tror, jeg er begge dele. Jeg får ideer hele tiden, som jeg arkiverer i ringbind til senere brug. For jeg arbejder kun på én ting af gangen, og i den proces ser jeg ikke op, men bliver ved – nogle gange udvikler det sig til en besættelse – indtil bogen er færdig. 

Er du innovator eller afslutter? Får du hele tiden nye ideer til bøger og brænder for at skrive noget nyt, eller er du god til at få afsluttet det du er i gang med?

Jeg tror, jeg er begge dele. Jeg får ideer hele tiden, som jeg arkiverer i ringbind til senere brug. For jeg arbejder kun på én ting af gangen, og i den proces ser jeg ikke op, men bliver ved – nogle gange udvikler det sig til en besættelse – indtil bogen er færdig.

Du kan skrive til alle – børn, unge og voksne. Hvad er sjovest og hvad er mest udfordrende?

Jeg skelner ikke mellem genrer eller målgrupper. Alt er lige udfordrende og vigtigt. Og for mig hænger mine bøger – hvor forskellige de end kan forekomme – sammen. Da jeg havde skrevet ”En anden gren” skrev jeg ”Alfred og gabestokken”; det nogle ville betegne som en børnebog. Det en slags moderne eventyr, hvor hovedpersonen står i en gabestok og galer op. Det var først bagefter, at jeg kunne se, der nok ikke var så langt fra at være en kineser, der var udstillet i Tivoli, til en stor dreng i en gabestok på et torv. Det er ofte de samme temaer jeg kredser om i mine bøger – men fortalt på vidt forskellige måder.
 

Interview: Louise Gavnholt og Lida Wengel