Halfdan Rasmussen 100 år
Halfdan Rasmussen

Hundredåret for hele Danmarks Halfdan

13.01.15
De fleste danskere vil sikkert kunne synge med på sangen om Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn eller kunne genkende de legesyge og finurlige børnerim såsom: ”Ane lagde anemoner - i kanonen ved Trekoner…” Ane som lader anemonerne springe ud i kanonen, er den første karakter man stifter bekendtskab med i Halfdan Rasmussens folkekære klassiker ’Halfdans ABC’ fra 1967, med de skønne illustrationer af Ib Spang Olsen på billedsiden.

Sammen med Halfdan Rasmussens produktion af børnerim, sange og remser, står hans ’Tosserier’ som en anden velkendt del af forfatterskabet. Tosserierne som er formmæssigt stramme med masser af rim og rytmik som fællesnævner, blev oprindeligt skrevet til avisen Socialdemokraten i 1950erne, men blev løbende udgivet i bogform op gennem 1950erne.

Dog rummer Halfdan Rasmussens forfatterskab meget mere end dette - og det kan måske overraske hvor nuanceret, alsidig og omfattende hans produktion var.

Halfdan Rasmussen voksede op i Christianshavns arbejderkvarter med 1930ernes depression og høje arbejdsløshed som politisk og socialt bagtæppe. Og det var især den sociale virkelighed, som tændte hans behov for at skrive digte. Halfdan Rasmussen fik udgivet nogle af sine første digte i tidsskriftet Vild Hvede (senere kendt som Hvedekorn) og her stiftede han bekendtskab med andre unge digtere såsom Tove Ditlevsen, Piet Hein samt Ester Nagel, som han i øvrigt siden blev gift og fik børn med.

Under besættelsen var han aktiv modstandsmand og skrev illegale digte, som udmøntede sig i hans første digtsamling Soldat eller menneske fra 1941. Halfdan Rasmussens samfundsengagement, humanisme og idealisme var noget som fulgte ham hele livet igennem, og som naturligvis også prægede hans forfatterskab.

Hvis man skal pege på én særlig tendens i Halfdan Rasmussens forskelligartede forfatterskab, må det være en gennemstrømmede vekselvirkning mellem det humoristiske, underfundige og legesyge overfor det mere triste og alvorlige. Men helt unikt i denne sammenhæng var Halfdan Rasmussens evne til at forene de to poler ved at give det lette tyngde - og til at lette det tunge.

Horsens kommunes biblioteker fejrer hyndredåret med to arrangementer. Brædstrup Bibliotek viser den  den 19. januar dokumentarfilmen "Noget om Halfdan" og  Horsens Bibliotek fejrer fødselsdagen med Teater Optimis' jubilæumsorestilling "HALFDAN Livet er en morgengave" den 29. januar 2015. 

/Jeanette Alrø Jensen