Fri adgang til Fængselsmuseet i messeweekenden

19.02.20
Vi er glade for, at vi i år kan tilbyde alle Krimimessens gæster gratis adgang til Europas største fængselsmuseum. Fængselsmuseet er rost og prisbelønnet for sin innovative tilgang til formidling af historien.

Du møder fanger og vogtere, når de som skygger går forbi på gangen, og du kan se og høre dem på skærme, hvor de fortæller om alt fra familieforhold til problemer med narko.

Du kan også slå følgeskab med en af de tidligere fanger eller ansatte ved at vælge et af de ti interaktive ID-kort.

Den spektakulære afslutning på besøget kommer, når du går gennem Lorentzens tunnel: En rekonstruktion af den 18 meter lange flugttunnel Carl August Lorentzen gravede under fængselsgården i 1949. Fængselsmuseet har vundet tre priser for sin spændende og levende formidling – Oplevelsesprisen 2015, InAVation Award 2016 og Museums & Heritages store internationale pris i London ”Bedste udenlandske museum 2016.”

Læs mere om museets mange oplevelser på https://faengslet.dk/museum/ Foto: Fængselsmuseet

Køb billet til Krimimessen her