Filmstriben lukker - og åbner nyt!

10.01.17
Bibliotekernes filmtilbud får nyt design og nye muligheder.

Bruger du allerede Filmstriben til at streame film fra, kan du blive overrasket i dag - gør du ikke, kan du naturligvis blive overrasket over, at muligheden findes. Læs videre i begge tilfælde.

Den 10. januar er Filmstriben nemlig blevet opdateret. Det betyder, at det er en helt ny - og flottere - hjemmeside, der møder dig på filmstriben.dk i dag.

Indtil videre gælder det for pc, at du kan se film via Internet Explorer, Firefox eller Safari. I løbet af 2017 vil der blive ændret i playeren, så det ikke længere er nødvendigt at bruge Silverlight, og du vil derfor kunne bruge alle browsere igen.

Ny app til iOS

Der er kommet en ny Filmstriben-app til iPad og Iphone - som erstatning for "I lænestolen" og "På biblioteket". Den hedder Filmstriben Next og kan hentes i App Store. Den er tydeligt forbedret i forhold til tidligere app, bl.a. med skalering af undertekster.

Læs mere om Filmstriben her og kontakt os, hvis du oplever problemer.