Et folk på tværs af grænser

Der findes folkeslag der ikke har deres eget land. Romaerne er ét af dem.

Grænser

Den fysiske grænse rundt om Danmark er meget konkret. Enkelte steder har vi endda sat et hegn for at markere hvor grænsen går – ikke mindst for vildsvinene. Her ligger Danmark og her bor danskerne, i hvert fald stort set.

Men hvad med de folk, der ikke har deres eget land? Hvordan definerer de sig i forhold til hinanden?

Romaerne

Romaerne har ikke et land, de kan kalde deres, og dog er de alligevel et folk. De har eget flag og en nationalsang.

Vidste du det? Jeg gjorde ikke før for kort tid siden.

Et folk med indisk historie

Jeg vidste heller ikke at romaerne oprindeligt var forskellige stammer fra Indien, som under vandring mod Europa krydsede hinanden og derved fik fælles identitet, sprog og traditioner.

Jeg vidste godt at romaerne er blevet forfulgt, men ikke at du i Danmark i 1554 – 1736 måtte tage både deres ejendele og liv helt uden at blive retsforfulgt.

Jeg har læst bogen ”Sigøjnere – 1000 år på kanten af Europa” af Carsten Fenger-Grøndahl og Malene Fenger-Grøndahl for at forsøge at blive klogere på, hvad der samler romaerne som folk, når nu de ikke har deres eget land.

Romaerne er i dag spredt over hele Europa. Og overordnet har mange romaer taget det sprog, den religion og den kultur som majoritetssamfundet hvor de befinder sig, til sig. Og det fælles sprog, romani, forsvinder langsomt.

En kamp for fremtiden

Der er dog også kræfter i gang, for at beskytte og sikre mindretal som romaer. 

I 1971 afholdes den første verdenskongres for romaer, og det var netop her man blev enige om et fælles flag og en nationalsang. Sangen hedder ”Djelem, djelem” som betyder ”Jeg vandrede, jeg vandrede”.

Er du også blevet nysgerrig på romaer og deres historie kan du, ud over bogen ovenfor, også læse Faktalinks artikel om romaer. Klik her for at åbne Faktalink-artiklen om Romaer.

Har du lyst til at læse om at være roma i Danmark i dag, kan du læse om i artiklen ”Da jeg var barn, holdt vi det skjult i min familie, at vi er romaer” hvor Janik Limanovski fortæller om de fordomme han møder. 
Artiklen kan findes gennem infomedia, som du har adgang til via bibliotekets computere. Klik her for at finde artiklen.