"En øjebliksfølelse af at få sit personlige univers nulstillet"

15.05.20
Vi har taget en snak med forfatter Martin Wangsgaard Jürgensen om bogen "Skrækvisioner"

I slutningen af marts udkom bogen "Skrækvisioner - Den moderne gysers udvikling" af Martin Wangsgaard Jürgensen. Bogen er den første på dansk, der behandler gysergenren i et litteraturhistorisk perspektiv fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til vor tid.

Vi havde set frem til en præsentation af bogen på årets (aflyste) krimimesse, men har her i stedet taget en snak med Martin om bl.a. tilblivelsen af bogen, genrefavoritter og mønsterbrydere.

Kan du starte med at fortælle lidt om, hvad Skrækvisioner er for en bog?

Martin: husSkrækvisioner er en fagbog, der igennem 14 kapitler beskriver gyserens udvikling fra omkring 1920 og frem til år 2000. Bogen er opbygget kronologisk, og hvert kapitel er udformet som et essay, der handler om et specifikt tiår og, hvad der særligt rørte sig på det tidspunkt. Eller næsten, for der er flere tematiske afstikkere, der bryder den ellers ret stramme struktur. 

Som læser kan man gnave sig gennem hele bogen og få en fornemmelse af den forandring, som genren gennemgår over tid, men hvert kapitel kan også læses som selvstændigt essay. Hvis man eksempelvis er specifikt interesseret i 1940’erne, kan man læse det kapitel med fuldt udbytte. 

Det er en lang bog, så jeg tænkte, at det kunne være godt at give læseren en mulighed for at tage den i bidder. Det er en fagbog med fodnoter, men jeg har forsøgt at holde sprogtonen sådan, at den er tilgængelig for andre end bare fagnørder. Det håber jeg i hvert fald!

Hvor længe har du vidst, at du ville skrive om emnet, og hvornår så du det for dig i bogform?

Martin: Helt konkret begyndte jeg at skrive bogen tilbage i ’15, og på det tidspunkt havde tanken om en genrehistorie nok allerede været hos mig i omkring et år.

Det tog en del tid, fra jeg begyndte at skrive bogen til jeg rent faktisk for alvor arbejdede på at få den færdig. Jeg blev mere målrettet, som arbejdet skred frem, kan man sige, og det var først i ’18, at jeg endelig fandt rammen for projektet.

Der er mange veje, man kan gå, når man beskriver så meget på en gang, og det er let at miste overblikket eller blive hængende i detaljer, som i virkeligheden ikke siger ret meget om de store perspektiver. Meget handlede dermed, for mig, om at vælge, hvor snittet og fokus skulle ligge. Det tog tid og krævede ret meget læsning.

Du har jo arbejdet med horrorgenren i mange afskygninger på bl.a. bloggen Fra Sortsand, hvor du har dissekeret og analyseret gys og gru i mange år. En blog, hvor du helliger spalteplads til alt fra litteratur, film, musik, obskure forsider og forfattere og ofte med titler milevidt fra mainstream.

Du har tydeligvis et mangeårigt kærlighedsforhold til genren. Jeg husker selv mit første møde med genren, da jeg som dreng i min mest modtagelige alder ved et uheld så de første 5 minutter af Eksorcisten på tv, inden jeg skulle i seng om aftenen. 5 minutter, der gjorde indtryk og som tændte en nysgerrighed for gys hos mig.

Hvor stammer din fascination af gyset fra? Kan du huske en specifik episode/film/bog, der satte det hele i gang?

Martin: Ja, det er helt rigtigt, men det er svært at svare på. Jeg har ikke en specifik gyser-oplevelse, der så at sige er det afgørende øjeblik. Jeg har altid været fascineret af mystik og historier om det overnaturlige. Sådan har det været lige siden, jeg var helt lille, og jeg er helt sikker på, at det er den, som også har sendt mig i retning af gyserne.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg som ret ung lånte antologier med spøgelsesfortællinger på biblioteket og slugte dem råt. Den begejstring tror jeg aldrig helt, at jeg har sluppet, selvom jeg forhåbentlig ser lidt mere nuanceret på genren i dag.

Du har valgt titlen ”Skrækvisioner” og på bogens bagside står der også nævnt ”skrækfiktionen”. Hvad er skræk i forhold til f.eks. horror og gys?

Martin: Det er et godt spørgsmål, som jeg bruger lidt plads på at diskutere i min indledning. Jeg har ikke noget imod ordet ”gyser”, som jeg faktisk også bruger i bogen. Men jeg synes, at ”horror” er et grimt ord på dansk, og jeg synes, det er så præget af specifikke (filmiske) forventninger, at det ikke rigtigt dækker, hvad jeg gerne vil beskrive i bogen.

Det har været meget vigtigt for mig, med Skrækvisioner, at brede idéen om skrækelementet ud og i virkeligheden fortælle, at gyset kan ligge hvor som helst. Gyset eller det ubehagelige er ikke noget, som ”gyseren” har patent på. Den store forskel ligger ikke i, om noget er uhyggeligt eller ej, det handler om den måde, gyset iscenesættes og bruges på. Gru og skræk er først og fremmest æstetiske kategorier i min bog, og de kan findes mange steder og i værker, som vi normalt slet ikke putter ”horror”-etiketten på.

Derfor var det vigtigt for mig at ændre terminologien lidt, så det også signaleres til læseren, at vi her taler om noget andet end et specifikt, stilistisk formsprog.

For at blive lidt i genrebegrebet. Jeg ved, at læseren sikkert vil få et dybdegående svar på mit spørgsmål i din bog, men hvad er det kort fortalt i din optik, at genren kan gøre ved os/ give os, som vi ikke finder andre steder?

Nurh! En lille mis!Martin: Det er meget svært at besvare entydigt. Jeg tror, at skrækfiktionens bevidste undersøgelse af det ubehagelige potentielt kan give læseren en øjebliksfølelse af at få sit personlige univers nulstillet. Forstået sådan, at der, hvor gruen virkelig overføres fra bogens tekst til læseren, der kan den få os til at føle, hvad der betyder noget for os selv og mærke os selv i verden.

I virkeligheden er det nok ikke noget, som er specifikt for gyset, men noget gyseren deler med andre genrer. Men sagen er den, at jeg faktisk ikke så optaget af selve gyset i skrækfiktion – altså om det konkret skræmmer os eller ej. For mig er det vigtigere at undersøge, hvad forfatterne gerne vil fortælle gennem deres valg af skrækfiktionens formsprog.

Det er for mig at se langt vigtigere end at diskutere, hvorvidt noget er uhyggeligt eller ej, og hvorfor vi i det hele taget frivilligt lader os skræmme. Det er sekundært, synes jeg. Det væsentlige er, hvad gyset skal kommunikere til os, selvom der også er bøger, som ”kun” forsøger at skræmme os. De kan være meget sjove, men i sidste ende er det også den mindst interessante type skrækfiktion, fordi det er så forgængeligt et udtryk og måske også en smule uambitiøst, rent litterært.  

Hvor i "skrækhistorien" ligger din egen primære passion? Eller med andre ord, hvad har været sjovest at skrive om?

Martin: Det er lidt op og ned. Jeg synes, der er spændende ting i hele skrækfiktionens lange periode, men jeg har en stor svaghed ’20’ernes og ’30’ernes kulørte gys og den meget dystre fiktion, der udkom i 90’ernes første halvdel. Men der er så meget, det kunne være spændende at skrive mere om.

Du gennemgår i din bog bl.a. mønsterbrydere indenfor genren. Kan du give et eksempel på en bog, der har skilt sig ud og sat kursen i en anden retning?

Martin: Dem er der mange af. William Peter Blatty var en mønsterbryder, da han udsendte The Exorcist i 1971. Fritz Leiber var en mønsterbryder, da han gjorde op med det gotiske formsprog og flyttede gyset ind i en moderne, urban virkelighed.

Clive Barkers tidlige noveller var et brutalt opgør med de litterære konventioner, som var blevet konventioner for gyset i slutningen af 70’erne. Sådan kunne jeg blive ved. Hele bogen handler i virkeligheden om at udpege de steder, hvor der skete noget nyt og hvor der skete en stagnation eller forstening af udtrykket.

Og til sidst en måske umulig opgave - har du en top 3 over "skræktitler"?

Martin: Det er ret svært, - for ikke at sige umuligt! Det skifter hele tiden og afhænger meget af, hvad vi taler om. Jeg har en kæmpe passion for H.P. Lovecrafts fiktion, som var lidt af en øjenåbner for mig, da jeg først blev introduceret til hans univers. Det er noget, der har fulgt mig siden mine helt tidlige teenageår.

Jeg er meget glad for Kathe Koja, der debuterede med The Cipher i 1991. Det er et af de mest sønderknusende værker, jeg kender. Jeg elsker Fritz Leibers Our Lady of Darkness, der er lige så meget moderne fantasy, som det er gys, men det gør ikke romanen mindre sær og fascinerende.

De bedste skrækfortællinger er for mig dog skrevet af Algernon Blackwood og Robert Aickman. Men der er alt for mange andre. Shirley Jackson er også i min top tre. Det samme er Michael McDowells The Elementals og Dan Simmons Song of Kali er fremragende. Thomas Tessiers første romaner er også virkelig stærke.

Det er svært. Min top tre er på mindst 25 titler.

Mere skræk...

Har du lyst til at begive dig dybere ind i skrækfiktionens mørke, er Martins blog "Fra Sortsand" absolut et inspirerende bekendtskab. Han skriver selv følgende om bloggen: "Fra Sortsand handler om bøger og musik. Det handler om horror, men også fantasy og science fiction. Det handler om rock ’ n roll og gammelt skrammel. Det handler om alt det, jeg elsker og alt det, som jeg er tåbelig nok til at blive ved med at bruge min tid på".

Besøg Fra Sortsand her. Gyselig god fornøjelse!

Materialer