Dit bibliotek - som ingen andre steder

Demokrati og frihed er under pres af fake news, digitale trolde, politisk spin og skjult reklame. Ytringsfrihed er afgørende i den demokratiske debat, men hvad nytter den, hvis man ikke ved, hvad der er op og ned?

Spørger man danskerne, er de ikke i tvivl om, hvor informationerne er mest troværdige. Bibliotekerne er en klar topscorer, mens Facebook skraber bunden. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Biblioteksforening, har lavet i samarbejde med Megafon. Og det mærkes også ude på bibliotekerne:

Her på Horsens Bibliotek er der ingen fake news, spin eller skjulte reklamer. Det er afgørende for os, at biblioteket er et åbent og fælles mødested, styret af faglig viden og indsigt. Og det er vigtigere end nogensinde at få fortalt klart og tydeligt til alle, at vi har et sted at gå hen, når vi søger fri og uafhængig viden, inspiration eller oplevelser. Så i den kommende tid vil man komme til at høre endnu mere om, hvorfor biblioteket er som ingen andre steder.

Biblioteket deltager nemlig i den nationale kampagne ”Dit bibliotek 24:7 – Som ingen andre steder”, der med plakater i byrummet og opslag på bibliotekernes hjemmesider og sociale medier vil fortælle, hvorfor folkebiblioteket er så unikt.

På biblioteket kan du møde mennesker, meninger og ideer. Direkte fra kilden. Digitalt og døgnet rundt. Man finder det ikke andre steder – hverken fysisk eller digitalt – så den kommende tid vil vi gøre ekstra meget ud af at fortælle om de helt særlige kvaliteter, biblioteket har. Til gavn og glæde for alle.
Besøg dit lokale bibliotek – for det er Som ingen andre steder.

Materialer