"Der er altid en historie..."

Af Thomas Behrmann, formidler.

Vi har stillet krimiforfatter Julie Hastrup ni spørgsmål om hendes forhold til biblioteker, kærlighed til krimigenren og de læseoplevelser, der har været med til at gøre hende til den forfatter, hun er i dag.

Er du vokset op med at gå på biblioteket?

- Jeg er vokset op i et hjem, hvor litteratur betød meget, og hvor stuerne var fyldt med bogreoler. Begge mine forældre er ivrige læsere, ligesom de altid har læst højt for mig og min søster. Også hos min mormor, som jeg tilbragte meget tid med i min barndom, bugnede det med bøger. Min mormor ville eje bøgerne selv, men mine forældre brugte også biblioteket, og der var ikke noget bedre end at komme hjem med en hel stabel spændende børnebøger og så bare gå i gang fra en ende af. Jeg har som voksen købt mig fattig i bøger til mig selv og mine børn, men da børnene var mindre, brugte vi også jævnligt biblioteket, og forleden fornyede min datter sit lånerkort. Der var en hel række bøger, hun var interesseret i at dykke ned i. Biblioteker er vigtige – jo mere, vi læser, jo klogere bliver vi, og jo mere forstår vi ikke bare os selv, men også vores medmennesker. Derfor skal biblioteker også være for alle.

Hvad er dit første minde fra dit lokale bibliotek?

- Fra jeg var 6 til 9 år boede jeg på Købmagergade i København, og jeg husker tydeligt Hovedbiblioteket et par hundrede meter længere henne på Kultorvet, som jeg flittigt besøgte. Jeg læste selv, fra jeg var cirka otte år, og jeg læste hurtigt, så jeg var en flittig gæst derhenne. Jeg husker mest af alt de indre etager med uendelige rækker af bøger og de små stiger for at nå derop og så farven brun. Både på reoler og bogrygge og lugten af bøgerne – støv og spændingen ved at lade sig fordybe i teksten.

Kan du huske, hvilken bog der var din første store læseoplevelse?

- Jeg husker adskillige vidunderlige børnebøger som f.eks. Astrid Lindgreens univers, som jeg stadig elsker. Ole Lund Kirkegaards bøger var også sjove, det samme var Suzy, Pernille og Puk-serierne, og også Det lille hus på prærien, men set i et krimiperspektiv, så skete der noget, da jeg startede på De 5-bøgerne. Jeg åd dem simpelthen, kunne ikke få nok. Heldigvis var serien lang, men det var en åbenbaring – på flere planer.

Hvilken bog har samlet set gjort størst indtryk på dig? Og hvorfor?

- Gisp, hvordan skal jeg kunne vælge mellem så mange vidunderlige bøger. Det føles umuligt… Af forfattere sætter jeg stor pris på følgende kvinders forfatterskaber: Tove Ditlevsen, Kirsten Thorup, Fay Weldon, Margaret Atwood, Marilyn French, Joan Didion, Delphine de Vigan og Rachel Cusk.

Er der en bestemt bog, person eller begivenhed, der har været medvirkende til, at du ville være forfatter?

- Det er nok en kombination af flere ting: Dels at jeg er opflasket med litteratur, dels at jeg er født med flair for sproget. Det fik mine forældre at vide helt tilbage i min vuggestuetid. Før jeg kunne skrive, fortalte jeg historier for de andre børn, og så har jeg en virkelig livlig fantasi. Der er altid en historie i gang i mit hoved. Jeg var dygtig til dansk og holdt mest af alt af fristil og sad ofte og skrev små historier i mine stilehæfter. Da jeg som 10-årig flyttede til Kartoffelrækkerne og blev veninde med Rosa (som jeg stadig er venner med!) blev det at skrive med et meget konkret, for Rosas mor var forfatteren Dea Trier Mørch, og jeg husker stadig åbenbaringen – at det at skrive kunne være et arbejde.

Men min kærlighed til krimien – drabet! - stammer fra min mormor. Hun introducerede mig som 4-årig til filmen Vindeltrappen og fodrede mig med Agatha Christie, og så var jeg solgt. At jeg så også har gået i både vuggestue og børnehave på Bispebjerg Hospital, hvor jeg færdedes hjemmevant blandt patienterne i hospitalets underjordiske gange, har helt sikkert også skærpet min sans for uhygge.

Hvornår følte du dig som forfatter?

- Jeg følte mig som forfatter, da jeg debuterede med En torn i øjet. Jeg er ret ydmyg af natur, så jeg turde slet ikke gøre mig nogen forhåbninger om noget som helst, selvom jeg havde en inderlig drøm om at kunne lykkes og også leve af mit forfatterskab. Og krimien strøg direkte ind på bestsellerlisterne og lå der i månedsvis. Det var så fantastisk, og jeg kan huske, at jeg gik der i solen, i bogstaveligste forstand, og kneb mig selv i armen, så taknemmelig over, at min barnedrøm var gået i opfyldelse.

Du har været på Krimimessen flere gange for at fortælle om dine bøger og om emner indenfor genren. Hvad har messen betydet for dig og dit forfatterskab?

- At være på en messe, hvor alle deler den samme passion, er så fedt og giver et helt særligt fællesskab – både for læserne og for forfatterne. Krimimessen er stor, men heldigvis ikke så stor, at den føles uoverskuelig, og det betyder, at både læsere/lyttere og forfattere og andre bogfolk kommer tættere på hinanden. Det føles næsten som at mødes til en stor familiefest, og det er altså hyggeligt.

Er der en sætning, en scene eller en bog, du er særlig stolt af at have skrevet?

- Jeg er stolt at hele min Rebekka Holm-serie på nu 9 bind. Det har været dejligt at udvikle en hovedperson med så mange lag i sig, at hun har kunnet holde til så lang en serie, uden at kede mig eller læserne. Men jeg glæder mig også til alt det andet, jeg skal skrive…

Hvilken bog ville du til hver en tid anbefale andre at læse?

- Igen er det svært at udvælge en enkelt bog – men jeg er vild med svenske Camilla Grebes bøger og særligt Skyggejægeren er virkelig vellykket.