Den dag musikken døde… og blev genoplivet!

05.04.16
En hyldest til musikken og til ét af rockhistoriens helt store ikoner som vi mistede d. 5. april for 22 år siden - Kurt Cobain.

De fleste har et forhold til musik. Nogen lytter for blot at lytte, andre nørder omkring musik og dyrker den intenst, mens andre bruger musik som en healende kilde og et nærmest terapeutisk redskab. For nogen kan musikken det hele og udgør en tro følgesvend gennem det meste af livet.

Og særligt i de formative år kan musikken have afgørende betydning. Det havde den for mig. Men midt i disse både skønne, forvirrende og afsøgende år, ændrede noget sig brat. Én bestemt dato står for mig klokkeklart i min erindring som katalysator for denne forandring. Det var den 5. april 1994, for præcis toogtyve år siden i dag. Hvad det var, der forårsagede et skred i mit teenageunivers, kommer jeg tilbage til. 

Musik som tidsmaskine

Vi bærer alle musikken med os rundt i livet i forskellig grad. Den har med sin rytmiske form været hos os i århundreder og udgør i dag for mange et basalt behov. Og det er vel næppe for meget sagt, at kalde musik for et nødvendigt kriterium for livskvalitet. For musikken har om noget potentialet til at korrigere vores humør, og sågar til at tage os med tilbage i tid og sted. Tilbage til en forgangen periode i vores liv og i nogle tilfælde tilbage til en specifik situation eller en følelse vi har haft for tredive, ti eller blot to år siden. Oplevelser vi troede vi havde mistet, bliver pludselig levendegjort til mindste detalje, med musikken som både baggrundstæppe og stemningsdirigent. Det kan være alt fra den første skolefest, den første forelskelse eller til det punkt i livet, hvor man for første gang fornemmede at være trådt en smule ind i de voksnes rækker.

Den kære Susan Himmelblå går i arv

Når jeg i dag hører Kim Larsens karakteristiske stemme smyge sig ud af højtaleren på mine børns cd-afspiller, rammer det noget i mig, og jeg er fluks tilbage på mit barndomsværelse med selvsamme musik. Jeg ser det hele for mig og husker tydelig, hvordan jeg sad og rockede til ”Susan Himmelblå” med fuld volumen på min båndoptager.

cassetteSoundtracket til min barndom var optaget på kassettebånd fra radioen, og ofte havde de fleste af sangene, til min store ærgrelse, et ”speak” fra radioværten ind over sig. Et ”speak”, som nærmest gik hen og blev en del af sangene og som det først flere år efter lykkedes mig at ryste af dem. Men indtil da satte de på sin vis et stærkt personligt præg på musikken, for ingen havde ramt optageknappen på præcis samme tidspunkt som mig. 

Personligt blev det også, når jeg forsøgte at synge med på teksten, men ikke altid kunne høre, hvad den kære Kim egentlig sang. Det er også gået i arv til mine børn. Og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når mine børn skråler med på musikken og ubevidst laver deres egne versioner. Kim Larsen synger: ”Hey ho, for Jutlandia, hun kommer som kaldet til slaget”. Og over disse ord kan jeg høre mine børn skråle: ”Hey ho, for Jutlandia, hun kommer som Kalle til Slagelse”. Men det betyder intet, for musikken betyder alt. Og effekten af musikken er ikke til at overse.

Glæden ved musikken er den samme i den alder. Og måske endda i alle aldre. Det giver mig fornemmelsen af, at nogle sange er støbt af et så slidstærkt og langtidsholdbart materiale, at de formår at bevæge sig intakt over flere generationer. På samme måde som Elvis har gjort det. Eller Pink Floyd, Led Zeppelin og Beatles for at nævne blot et par af de mere legendariske navne.

Tur/retur til en svunden tid

Men også nyere kunstnere og bands kan snildt indskrive sig i den kategori. For nylig gik jeg forbi en flok unge drenge i ”gymnasiealderen”, som stod og ventede på bussen. Det første jeg lagde mærke til var, hvordan de var klædt. Flere af dem havde halvlange sorte Dr. Martens støvler på, slidte jeans med huller på knæene, åbenstående skovmandsskjorter som afslørede forvaskede t-shirt påtrykt kække og provokerende statements, og militærjakker som ”uniformens” ydre skal. Og alle med halvlangt hår. 

Jeg blev i den grad hensat til min egen ungdom og til grungerockens æra, som ramte hårdt og nådesløst ned i mine egne formative år i begyndelsen af halvfemserne. Og da Nirvanas ”Lithium” pludselig blev spillet fra en af drengenes telefoner, var tilbageblikket til fordums tid fuldendt. Jeg havde ingen anelse om at grungen i sin oprindelige form og den dertilhørende tøjstil var genoplivet og havde slået rødder hos nutidens unge.

For mig var det en subgenre, som jeg troede kun tilhørte os som levede i tiden, hvor den var på sit højeste.

Så for mig var mødet med drengene ved bussen både en reminder om, at jeg var blevet tyve år ældre, men også et levende bevis på, at musikken fra mine unge år havde overlevet tiden, og nu formåede at tale til et helt nyt publikum.  I den alder handler det langt hen ad vejen om at finde noget autentisk, noget betydningsfuldt og noget, der er ens eget. Og det kan for nogen ske ved at søge tilbage i musikhistorien.

En karismatisk forsanger, et banebrydende album og et evigtgyldigt band

Grungerocken tog form i midt 1980´erne i musikmiljøet omkring Seattle, men fik først sit kommercielle gennembrud i start 90´erne, hvor denne undergenre af den alternative rock tog en hel generation med storm. NevermindBlandt letbenet og dansabelt popmusik og opstyltede og storladne rockballader, smækkede Nirvana og ligesindede grungebands som Pearl Jam og Soundgarden alt på bordet og ramte rent ind i flokken af desorienterede teenagere.

Særlig karismatisk var Nirvanas forsanger Kurt Cobain, som sang sig ind i en hel generation, og med sin synlige sårbarhed og autenticitet gjorde op med mange års facadepleje på rockscenen. Man fik noget så grueligt fornemmelsen af, at det man hørte var the real thing, og at selv få akkorder og enkle sangtekster kunne vælte verden.

I hvert fald den verden vi levede i. Og det var præcis, hvad musikken gjorde. Kurt Cobain var den ægte vare. Han krængede på troværdig vis sin sjæl ud og  førte os ind i en mørk og dyster verden, hvor håbet blot svagt kunne anes for enden af miseren. Og det vigtigste af alt var, at vi alle i en vis grad kunne identificere os med elendigheden og overføre den til vores egen, men dog mindre grelle, teenagetilværelse.

Nirvana var et frisk pust på musikscenen og Kurt Cobain gav stemme til de teenageproblemer vi selv rendte rundt med i de år, hvor frygt, forelskelse, mismod, håb og total forvirring sad uden på skovmandsskjorten, og gjorde os så satans sårbare. Kurts egne problemer var selvfølgelig på et helt andet stadie, men vi kunne bruge stemmen, teksterne og musikken som et bindeled til vores egne ujævne veje. Det vækkede på både subtilt og støjende vis genklang i os, og gav os noget vi kunne læne os op ad og forme vores identitet omkring.

Cobain træder ind i "Klub 27"

Nirvana

Der skete dog det, at da Nirvana på rekordtid opnåede enorm kommerciel succes, begyndte den følsomme forsanger at krakelere. Det kommercielle var aldrig noget Kurt eller de medsammensvorne musikere Dave Grohl og Krist Novoselic stilede efter, og det ramte dem hårdt. Særligt Kurt. Han følte sig misforstået og stofmisbruget eskalerede gradvist. Det hele blev meget selvdestruktivt.

Og i dag for præcis toogtyve år siden fik verden så den tragiske nyhed om, at Kurt Cobain havde begået selvmord med et jagtgevær i sit hjem i Seattle. Han indskrev sig i folden af rockstjerner, der døde som 27-årige og blev medlem af denne ”Klub 27”, hvor der i forvejen stod blandt andet Jim Morrison, Jimi Hendrix og Janis Joplin på klubbens gravsten. Senest er også  Amy Winehouse blevet medlem. 

Vi var alle rystede. Men på en sær måde. Det var jo ikke et nært familie medlem vi havde mistet, og kunne man ved sine fulde fem være stærkt berørt over en rockstjernes død? Det kunne vi. For os der havde lyttet intenst til bandet, ”brugt” musikken, og ladet os inspirere og forme af den, var der nu i lang tid efter et tomrum. Det blev udfyldt med årene, men i tiden lige efter Kurts bortgang var vi mange, der følte, at vi havde mistet noget dyrebart og uerstatteligt. Et ærligt og helstøbt element i vores ellers flakkende teenagetilværelse.

Men vi havde fået noget med herfra. Noget vi kunne bruge i vores viderefærd ind i musikkens verden og i livet i al almindelighed. Musikken blev genoplivet, med en vigtig arv in mente.

Hjemsøgt af et musikalsk ekko 

Nirvana har sat dybe spor i musikhistorien, og Kurt Cobains ånd og attitude lever videre i musikken i dag. Utallige bands har givet et anerkendende nik i retning af bandet, med coverversioner af Nirvanas numre, en dokumentarfilm om Cobain fik biografpremiere sidste år og for blot en måned siden offentliggjorde politiet i Seattle billeder af riflen brugt til Kurts selvmord.

                                                                            ”It´s better to burn out than to fade away”

Så, der er igen, eller måske snarere stadig, røre i ”grungegryden”. Og når jeg ser unge i min hjemby med grungeudstyret i orden og Nirvana på smartphonen, er jeg ikke i tvivl om musikkens betydning. Ikke bare Nirvanas, men musik generelt. Vi finder den, bruger den, gemmer den, glemmer den og finder den så pludselig frem igen, for at opdage, hvor stærk og følelsesfremkaldende et stimulans musik kan være. Vi er fluks tilbage i tid, sted og rum og ser, hvem vi var og hvem vi er blevet til.

Musikken er den røde tråd, der om noget, kan holde sammenhængen intakt efter selv mange år. Og denne dag i musikhistorien minder mig om en betydningsfuld epoke i mit eget liv, men også om musikkens afgørende betydning for samtlige epoker i livet. Og at al den musik vi lytter til og dyrker på et givent tidspunkt i livet har stor indflydelse på os og ofte hænger ved.

Det var også gældende for Kurt Cobain. For i hans selvmordsbrev dukkede hans egen inspirationskilde og musikalske arv op i form af et brudstykkke fra en gammel Neil Young sang: ”It´s better to burn out than to fade away”, stod der blandt andet. Cobain brændte så sandelig ud, men hans personlighed og musikken han efterlod, vil så sandelig aldrig blive glemt.

Skrevet af Thomas Behrmann, april 2016 

Hør eller genhør Nirvanas klassiker "Lithium"

Hør "Come as you are" fra den legendariske "MTV Unplugged"-koncert med Nirvana i december 1993 

 

Materialer