På billedet ses en gruppe børn, som taler sammen. Derudover ses bogen "Amari og nattens brødre" af B. B. Alston og der er et popcornbæger med teksten "popcorn" og en kop med varm kakao med teksten "hot chocolade".

Børnebogklubben om "Amari og nattens brødre"

10.03.22
Der er startet en ny bogklub på biblioteket. En hvor børn fra 11 år mødes og snakker om bøger én gang om måneden. Denne gang snakkede vi om bogen "Amari og nattens brødre". Her kan du læse om, hvad bogklub-børnene synes om bogen.

Der er stadig pladser i bogklubben, så hvis det er noget for dig eller dit barn, så læs mere om bogklubben for børn her. Man melder sig til for hele resten af sæsonen. 

Amari og nattens brødre

Da bogklubben mødtes i marts, snakkede vi om fantasybogen "Amari og nattens brødre" af B. B. Alston. Bogklubben består af børn fra 11 år, som alle elsker at læse.

Bogen handler om Amari, som bor i ghettoen. Hendes bror er forsvundet, men politiet vil ikke gøre noget, fordi der hele tiden forsvinder sorte, fattige drenge, som er kommet ud i noget kriminelt. Men Amari er sikker på, at der er sket noget med hendes bror. En dag modtager hun en mystisk kuffert fra ham, og hun finder ud af, at han var involveret i et overnaturligt bureau, og at det var derigennem, han forsvandt. Så da Amari bliver tilbudt en plads på et sommerskolekursus ved det magiske bureau, tager hun imod det, for at finde ud af mere om sin brors forsvinden. Men selvfølgelig går det hele ikke let for Amari. Hendes overnaturlige evne viser sig at være noget helt særligt, og hendes brors forsvinden bringer nu også Amari i fare...

Nogle fra bogklubben havde læst bogen, andre havde lyttet til lydbogen på eReolen.

Det som fungerede ved bogen - og det som ikke gjorde

Der var bred enighed om, at historien er for lang tid om at komme i gang, men at når der rigtig kommer fart på fortællingen, er den spændende. Vi håber, der kommer en 2er i serien, for læseren bliver efterladt med mange spørgsmål. Vi prøvede også at gætte lidt på, hvad der mon kommer til at ske i en efterfølgende bog, men det kan jeg desværre ikke fortælle om her, for bogen indeholder nemlig et stort plottwist, som vi ikke vil afsløre. Ingen af os havde set plottwistet komme. Det er noget af det, der er med til at gøre bogen fed. Faktisk er det næsten hektisk til sidst, hvor der sker rigtig meget.

Vi var enige om, at det var meget fedt med ghetto-vinklen. Det er helt almindeligt for fantasy-bøger at hovedpersonen er en enspænder, som på den ene eller den anden måde er udenfor eller bliver set skævt til, men det var noget nyt for os, at det handler om race og social ulighed. Det gav en dybde til historien og til Amari. Samtidig var det lidt mærkeligt at bringe et så stort emne på banen i starten af bogen uden rigtig at følge op på det.

Vi diskuterede også, hvorfor der altid er sådan nogle virkelig lede børn på de skoler, hvor hovedpersonerne går - rige og priviligerede børn, som bruger meget energi på at plage og genere og nedgøre hovedpersonen. Det virker lidt underligt og overdrevet, synes bogklubben, selvom vi godt alle sammen kender til ubehagelige typer fx fra skolen.

Andre bøger

Når vi mødes i bogklubben, kan vi aldrig lade være med at snakke om nogen af de andre bøger, vi også har læst, og fortælle hinanden om gode bøger.

Vi snakkede om at elementer af Amari og nattens brødre mindede os om fx Harry Potter, Nevermoor, Magisterium og Mit navn er Justice.

Hvad synes vi så om bogen alt i alt?

Vi kunne alle sammen godt lide "Amari og nattens brødre" og vil gerne læse 2eren, hvis den kommer, men vi var enige om, at det ikke er sådan en bog, som man bliver ved med at tænke over længe efter, at man lægger den fra sig.

Til næste gang skal vi læse/høre "Grisha - pigen og mørkningen" og er desuden blevet enige om, at vi hver især vil vælge en bog, vi gerne vil fortælle de andre om, så vi kan inspirere hinanden endnu mere.