Bæredygtige fællesskaber og upcycling-workshops

30.08.22
Bibliotekerne skal gøre verdensmål relevante i hverdagen og spiller en central rolle i arbejdet med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi ser nærmere på hvordan, og hvad vi gør på bibliotekerne i Horsens.

Af Gro Johanne Vase, formidler

Selv om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget på et topmøde i New York, er det ikke kun op til statsledere og generalsekretærer at nå de ambitiøse mål. Kommuner, lokalsamfund og biblioteker kan også gøre en masse for at sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling.

”Det er ikke kun en global eller national, men også en kommunal opgave, og som bibliotek skal vi bære formid-
lingen af verdensmålene til borgerne,” siger biblioteksleder for Horsens Kommunes Biblioteker, Claus Hagstrøm Hansen.

”Det kan vi gøre på mange måder, og heldigvis gør vi det allerede i høj grad,” siger han. 

Tip | Gro anbefaler

  1. Lev for det halve, 2019, Nanna Hyldgaard Hansen
  2. Nøjsom, 2014, Trine Baadsgaard
  3. Bæredygtig livsstil, 2018, Calina Leonhardt

Et sparetræ med sparetips

Ét af de tiltag, der for alvor skal sætte skub i arbejdet med verdensmålene, er ”Sammen om verdensmål” – et landsdækkende projekt, som handler om at udvikle lokale fællesskaber for borgere over 60 år med fokus på et eller flere af FN’s verdensmål. 

”Formålet er at bringe folk sammen i nye og bæredygtige fællesskaber, hvor man hjælper hinanden med at omsætte FN’s 17 verdensmål til mål, som er relevante i hverdagen,” fortæller formidler på Horsens Bibliotek, Marie Hastrup Sørensen, der står for projektet i Horsens. 

I foråret 2022 har Sammen om verdensmål-gruppen på Horsens Bibliotek haft flere inspirationsdage og udflugter – herunder en tur til FN-byen i København – og arrangementer med fokus på bæredygtighed i hverdagen. Gruppen har også i fællesskab lavet et "sparetræ”, som har været udstillet på Horsens Bibliotek, i Kuben på gågaden, på Horsens Bibliotek og i Kuben på Klimafolkemøde i Middelfart. Her har forbipasserende haft mulighed for at skrive et sparetip på et blad lavet af gamle plakater og hænge det op på træet til inspiration for andre. 

”Tanken med sparetræet er at sætte fokus på det gavnlige ved, at helt almindelige borgere kan inspirere hinanden med små tips og tricks til en mere bæredygtig hverdag. Og hvis man kan få gode idéer til både at skåne miljøet og spare penge i hverdagen, så er det jo ren win/win,” fortæller Marie Hastrup Sørensen. 

Upcycling og tøjlapning  

Også i efteråret 2022 har biblioteket arrangementer i bæredygtighedens tegn, bl.a. med besøg fra Anna Kjær Voss, der står bag Instagram-profilen @klimamusen, hvor hun giver tips til en mere bæredygtig hverdag.  Hendes workshop i Horsens den 1. oktober er for alle, der har lyst til at blive klogere på tøjforbrug og til selv at prøve kræfter med selv at lappe på en kreativ måde eller ”upcycle” sit eget tøj, så det kan holde længere.  

”Det var noget, jeg begyndte at fortælle om på min Instagram-profil for 2-3 år siden, og der var virkelig stor interesse for det,” fortæller Anna Kjær Voss. ”Så jeg vil gerne hjælpe flere med at komme i gang,” siger hun. 

Lær mer’ |  Verdensmål 

Hvad er FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling? 

FN’s verdensmål skal frem mod 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på. Der er vedtaget 17 mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse, ligestilling mellem kønnene, bedre sundhed til alle og mere bæredygtig økonomisk vækst. Du kan læse mere om de 17 verdensmål på verdensmaalene.dk. 

Få hjælp til reparationer på biblioteket 

Et af de eksisterende tilbud, der arbejder med bæredygtighed på Horsens Bibliotek er den populære Repair Café, hvor byens borgere kan få hjælp fra frivillige til at reparere ting som f.eks. opladere og kaffemaskiner. Hold dig opdateret om den næste Repair Café på horsensbib.dk/arrangementer. 

Sammen om verdensmål 

25 folkebiblioteker står i spidsen for den allerførste indsats med at skabe lokale fællesskaber og verdensmålsaktiviteter for borgere, der er fyldt 60 år. Horsens er ét af dem. Du kan læse mere om projektet på sammenomverdensmål.dk.

Bæredygtigt at bruge biblioteket 

Hvis man gerne vil i gang med at leve mere bæredygtigt, men synes, det er svært at komme i gang, opfordrer Anna Kjær Voss til, at man starter med at blive mere bevidst omkring sit forbrug. 

”Hvis man gerne vil have noget nyt, kan det være en god idé at vente lidt med at købe det. Nogle gange finder man ud af, at man faktisk ikke rigtigt har brug for det alligevel.” I den forbindelse kan man også bruge bibliotekerne, hvor der er mulighed for at låne bøger, legetøj, brætspil og dagens avis i stedet for at gå ud og købe det. ”Det er helt sikkert bæredygtigt at bruge biblioteket. Jeg bruger det også meget,” siger Anna Kjær Voss. ”Man kan jo også låne mange bøger om bæredygtighed. Hvis jeg synes, en bog ser spændende ud, så starter jeg nogle gange med at låne den, og hvis den så er rigtig god, kan det være, at jeg selv går ud og køber den.” 

Det tip er hermed givet videre, og du kan læse mere om bibliotekets arrangementer om bæredygtighed og ”Sammen om verdensmål” på horsensbib.dk.

Tags