Occidentens stjerne af Benni Bødker

26.07.21
Occidentens stjerne er en fascinerende gotisk spændingsroman fuld af vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang.

Året er 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick befinder sig i Paris, hvor han skal hente liget af sin kompagnon, Charles Webster Morris. Der var ikke noget mistænkeligt ved Morris død, men bureaukratiske detaljer har trukket sagen ud, så Austin nu modvilligt selv har påtaget sig opgaven.

Austin ankommer til Paris samtidig med begravelsen af madame Kowalski, hvilket har fyldt gaderne til bristepunktet. Madame Kowalski var overhoved for Order of Ishtar, et esoterisk selskab for spirituelt søgende og okkultister. Kowalski blev i ordenen anset som en profet for en ny æra for menneskeheden, og via hende blev den vestlige verden introduceret for karma, yoga, reinkarnation og astralplan. Nu er Order of Ishtar blevet en verdensomspændende bevægelse, omend Austin dog anser Kowalski og selskabet for det rene svindel.

Det går desværre ikke så let for Austin at få Morris’ lig frigivet. Monsieur Deforge, som han har korresponderet med, er ikke at træffe, og i stedet bliver han henvist til inspektør Mollet fra fremmedpolitiet. Mollet er på overfladen venlig og hjælpsom, men Austin har hele tiden en fornemmelse af, at inspektøren fisker efter noget. Men hvad?

Det går også op for Austin, at han måske ikke kendte Morris så godt, som han troede. Tilsyneladende har Morris været indkvarteret på hotellet under falsk navn, men hvorfor? Hvem har gennemrodet Austins værelse, mens han var ude? Og hvorfor føler Austin sig overvåget uanset, hvor han går hen?

"Occidentens stjerne" er en anderledes historisk spændingsroman, der i den grad greb mig. Historien fortælles i jeg-form af Austin Baldwick, og sproget er yderst atmosfærefyldt. Jeg følte mig oprigtigt hensat til begyndelsen af 1900-tallet. Der ligger tydeligvis også en stor research bag romanen, som Benni Bødker dog ubesværet fletter ind i plottet uden at blive belærende. Samtidig er der en støt stigende suspense i fortællingen, der langsomt fører læseren dybere og dybere ind i en esoterisk verden, jeg ikke kendte meget til på forhånd.

"Occidentens stjerne" har det hele. Her er vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang. Benni Bødker beretter veloplagt, og historien er både spændende, underholdende og charmerende. 

Oprindeligt anmeldt på Gyseren.dk

Materialer