Billede af Soe Thu fra Pixabay
Billede af Soe Thu fra Pixabay

Begynd på en ny genre: Mad i litteraturen

09.05.21
"Mad i litteraturen" kan vel næppe siges at være en egentlig genre, men som en god kollega påpegede, at med tidens fascination af kokke og madlavning, kan det vist give god mening at medtage de følgende anbefalinger under rubrikken ”Begynd på en ny genre”.

Af bibliotekar Vibeke Johansen

Jeg kender heldigvis flere mennesker, der er ”virtuose” i et køkken og svinger potter og pander som var det en leg. Hvad er mere befordrende for samværet end det gode måltid? Og nej, det behøver selvfølgelig ikke være kompliceret og et større skoleridt, som når Søren Gericke i en af sine kogebøger ganske morsomt anbefaler: ”Man tager en kvart ko” (frit efter hukommelsen) Hvor i alverden skulle man lige få fat i den. En tallerken pasta med salviesmør og parmesan kan bestemt også være en nydelse.

Uanset måltidets art tager det tid at lave mad, men det stjæler i grunden ikke meget af din tid at hoppe i sofaen med en god bog, der netop handler om det gode måltid, fællesskabet og samværet. Herunder lidt inspiration, og romanerne kan du selvfølgelig hente på dit lokale bibliotek eller på ereolen.

I den helt nye japanske roman, "Hr. Nakanos genbrugsbutik" arbejder to unge sammen i butikken. De har det begge svært, de er ensomme og faret lidt vildt i livet men finder alligevel sammen, og her bliver måltidet det bærende. De taler godt sammen, mens de spiser, men bagefter bliver de kejtede overfor hinanden, og de skilles som regel tidligt på aftenen. En sjælden gang bliver det til et let kys, men næste dag er de igen ”bare” kolleger. Den fine lille roman er skrevet af Hiromi Kawakami, som også skrev "Senseis mappe" for nogle år siden. Her spiller måltidet også en stor rolle. Tematisk lægger de to romaner sig smukt op ad hinanden. "Senseis mappe" blev for øvrigt udgivet som graphic novel med skønne og udtryksfulde tegninger af Jiro Taniguchi.

Martin Kongstads "Kokken der holdt op med at rødme" må siges at være ægte kokkeroman.

Med sine mange nuancerede beskrivelser af avanceret gastronomi kommer man næsten til at tænke på Babettes gæstebud” skrev en anmelder, og naturligvis kan man ikke skrive om mad i litteraturen uden at nævne "Babettes gæstebud". Til gæstebuddet bød Babette på Skildpaddesuppe, Blinis Demidoff med kaviar, Vagtler i sarkofag med foie gras og trøffelsauce, Franske oste fra Auvergne, Baba med rom og frisk glaseret frugtsalat. Mange har forsøgt sig med at genskabe menuen, bl.a. flere restauranter. Måske var det et projekt for de madglade til næste weekend eller snarere ferie?

Blixen beskriver kokken Babette, som den store kunstner og som Adam Price skriver i sit forord til Signe Wulffs smukke værk, "I køkkenet med Karen Blixen", at måltidet var for 12 personer og ”ganske eksorbitant kostbart”. Gevinsten på de 10.000 francs i 1871, ville beløbe sig til omkring 250.000 i dag, og Price slutter med denne kommentar: ”Det gør jo middagen til det mest overdrevne vanvid, man kan forestille sig”.

Musiker og forfatter, Morten Remar – jo, det er ham med "Jonathan", har også besøgt kokkemiljøet i sin krimidebut, "Amok". Mesterkokken Adam Brandt,der er indehaver af restauranten Amok, står overfor at modtage sin tredje Michelin-stjerne. Men pludselig begynder en lavine af chikaner og ulykker at ramle ned over ham. Vi ved vist godt, at restauranter og især deres køkkener kan være barske arbejdspladser, og det er bestemt også det indtryk vi får i bogen her.

Man spiste også godt i Ædedolkenes klub, som er byen Gammelkøbings "eksklumpsive" klub i Gustav Wieds spiddende og humoristiske roman, "Livsens ondskab". Til ædegilderne deltager ud over redaktør Heilbunth jo både Knagsted, overlærer Clausen og ikke mindst partikulier Eriksen, også kaldet luksusbugen. Sidste mand i kredsen er kæmner Lassen, og Emanuel Thomsen, nok bedste kendt som Thummelumsen, serverer og væmmes, men han har brug for pengene, så han kan købe gården tilbage.

Hold nu op, hvor de åd og drak: hummere, kaviar, dyrepostej med trøfler, oksemørbrad, fedekalvesteg, lam og unge ænder, røget gåsebryst og meget, meget andet. Mødet indledes med tre knagkolde lysholmere til hver. Så var man i gang.

Ikke alle måltider er en fest. I Jonathan Franzens populære roman "Korrektioner" fortæller forfatteren om et gyseligt måltid, som familien skal sætte til livs: ”Den hundelortegule kålrabi; leveren der havde slået sig under stegningen og var ude af stand til at ligge plant på tallerken; kuglen af trævlet rødbedetop, der var klasket sammen og forvreden, men stadig hel, som en våd, komprimeret fugleunge i en æggeskal eller et ældgammelt lig, foldet sammen i en mose”. Ikke meget Babette der!

Jeg har været meget glad for at læse Lone Theils krimiserie med journalisten Nora Sand, som arbejder for avisen Globalt i London. Forfatteren har jo selv boet i London igennem en årrække og især i den første bog, "Pigerne på Englandsbåden", hører vi om en masse cafeer og restauranter derovre (mange gode tip) og vi hører vi også om, hvad Nora laver hjemme i sit eget køkken, når hun har tid. Herfra husker jeg især en meget enkel ret, grillet aubergine med mynte og yoghurtdressing. Den smagte himmelsk.

Rex Stout skrev i mere end 40 år en række fremragende og charmerende krimier om detektiven Nero Wolfe, der er både gourmand og gourmet. Wolfe spiser derfor med god appetit af Fritz's mad tre gange dagligt. Hans anden lidenskab er dyrkning af orkideer. Wolfe tilbringer fire timer om dagen med sine orkideer, så klienter må tilpasse sig til dette mønster. Imens holder hans personlige assistent gang i ”butikken”, og det er også samme Archie Goodwin,, der nedskrev den geniale og excentriske detektivs sager.

Læs fx "For mange kokke", hvor Nero Wolfe som æresgæst er inviteret med til mesterkokkenes årlige kongres. Blandt de tolv temperamentsfulde køkkenchefer opstår der hurtigt rivalisering, og til slut findes en af dem med en forskærerkniv i ryggen. OBS: da bøgerne ærligt talt har en del år på bagen, er det enkleste at hente dem på eReolen. Men de kan selvfølgelig stadig skaffes i papirudgaver.

Jeg er fan af John Irving, det var jo ham der blandt andet skrev om Garp og Homer Wells i "Æblemostreglementet". Det er nogle år siden vi har haft en ny bog fra hans hånd, men heldigvis udkommer der en ny roman senere i år i USA. Jeg håber meget, at hans danske forlag vil skynde sig og få den oversat. "Sidste nat i Twisted River" er måske dén Irving-roman jeg holder allermest af. I den følger vi gennem mange, mange år drengen Danny og hans far Dominic, der er kok.

Så jeg vil slutte denne lille kulinariske rejse af med at videregive hans hemmelighed om den perfekte pizza: kom honning i dejen. Men sig det ikke til nogen!

Velbekomme!

Artiklen er skrevet af Vibeke Johansen