Hun bliver aldrig Agnes igen: Begynd på klassikerne

Her får du en anbefaling af 5 klassikere - eller i hvert fald store læseoplevelser.

Ligesom man kan diskutere hvad kunst er, kan man diskutere hvornår noget er en klassiker. Man kan opstille kriterier som en bog skal opfylde, for at man kan kalde den en klassiker. Hvis den diskussion interesserer dig, behøver du ikke læse videre. Her får du nemlig en håndfuld anbefalinger, som er strengt personlige. De er nok alle i kategorien klassikere, og de er måske også oplagte valg som mange har hørt om, men man kunne have valgt mange andre ud som gode indgange til klassikerne. Man kunne have valgt fra andet end en stort set vestlig kanon. Så lad os kalde det 5 af mine allerstørste læseoplevelser – som også er klassikere.

1. Cervantes Don Quijote fra 1605 og 1615

Miguel de Cervantes fortælling Don Quijote er af mange regnet for den første moderne roman, så alene af den grund, kunne den være en god begyndelse. Det er på ingen måde en støvet og bedaget historie, men faktisk ret sjovt og skævt når den virkelighedsfjerne, selvudnævnte ridder kæmper mod indbildte fjender – bl.a. de kendte vindmøller – side om side med en hest, der har set bedre dage og den jordbundne Sancho Panza.

En slags filmatisering ved ex-Python Terry Gilliam så dagens lys i 2018 og historien om den films tilblivelse er en roman i sig selv. Don Quijote er ikke den første roman i den forstand, men en parodi på ridderromanerne. Så vil du begynde ved begyndelsen, sådan rigtigt, tilskrives den første roman overhovedet en kvindelig japansk forfatter, Murasaki Shikibu (man kender ikke hendes virkelige navn) nemlig Genji monogatari fra 1010. Den er oversat til engelsk hvis det kniber med det japanske, The Tale of Genji.

2. Baudelaires Les Fleurs du Mal fra 1857

Jeg skylder min fascination af Baudelaires berømte digtsamling et intet mindre end fantastisk stykke litteraturhistorie, nemlig Vagn Lyhnes bog Savnets Vellyst. For mig er den bog absolut en nøgle til at læse Baudelaires digte og forstå dem i deres samtid. Men der er også en tekst af Walther Benjamin, som vækker læselyst. I den tekst skriver Benjamin om en gådefuld ”monadologisk struktur” i LFDM, dvs. det forhold at digtene synes at tale sammen. De skaber forbindelser på tværs af værket, som løfter helheden op på et anden plan.

For mig gav det mening at læse bogen med de briller på – man føler, man går på opdagelse. Når det er sagt, kan du sagtens bare kaste dig ud i LFDM, for her er digte udenfor nogen tid, fx smukke kærlighedsdigte. Særligt ét af dem går gennem marv og ben og er stadig et af de smukkeste kærlighedsdigte jeg har læst. Det hedder A une passante. LFDM er oversat flere gange til dansk.

3. Shakespeares Hamlet fra 1603

Ja, okay, et lidt fortærsket valg måske. Shakespeare. Og så endda Hamlet. Men det er altså en helt særlig læseoplevelse at læse Shakespeares Hamlet, fordi det er så rig en litteratur; rig på lag og merbetydning i sproget – det siges at Shakespeare opfandt og introducerede flere hundrede ord i det engelske sprog. Men det er også ganske simpelt en virkelig god, tidløs og stærk historie (så god at fx Disneys Løvernes Konge baserer sig på Hamlet) om vanvid, sorg, tvivl og vished. Om død og genopstandelse.

Jeg fandt en vej ind i Hamlet ved at læse den, sjovt nok, men også via flere andres læsninger - nok især Claus Bratt Østergårds Hvad er et navn? Om Shakespeare i renæssancen. Her er også film at gå ombord i. Den bedste jeg har set er den med og af Kenneth Branagh, selv om jeg må indrømme, at jeg aldrig har forestillet mig Hamlet se ud som Branagh. Og så lige en advarsel, for ifølge T. S. Eliot (hov, ham kunne du jo også kaste dig over) så er Hamlet en ”kunstnerisk fiasko”. I nså fald en fin en af slagsen, vil jeg tilføje. Og Eliots essay om Hamlet and His Problems er stadig interessant.

4. Eliots The Wasteland fra 1922

Nu vi nævner T.S. Eliot: Kender du det, at kunst kan sætte et mærke i dig? Skabe et før og et efter? Fx er der en scene i Paul Haggis film Crash som rykkede rundt med mig, og det samme gør en særlig hændelse i Hustvedts Det jeg elskede. Men lige så skelsættende var det at læse T. S. Eliot første gang. Jeg var på besøg hos mine forældre og skulle læse The Wasteland som en del af pensum og jeg havde simpelthen en vild oplevelse med læsningen på mit gamle værelse; den sugede mig ind, den messede, den skabte rytme og musik og en lang række uhyggelige billeder.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad The Wasteland handler om. Slår du det op, vil du få at vide, at digtet er et af det 20. århundrede vigtigste digte, at det trækker på sagn, samtid, religioner som buddhismen og klassisk litteratur som Shakespeare og Dante. At digtet 'handler' om efterkrigstidens Europa som en ødemark. Men det er så meget mere. For mig, dengang på værelset, var det en overrumplende totaloplevelse, medrivende, i hvert fald hvis du er åben og ikke sidder og tænker, at det her skal afkodes, analyseres og puttes i de rigtige kasser. Det er fragmentarisk, eksploderet, men det er - som med Baudelaries LFDM - holdt sammen af noget underliggende. Prøv evt. at finde et af de mange steder, hvor du kan høre T.S. Eliot selv læse op, det kan noget. Digtet er oversat af både Tom Kristensen og senest Bo Green Jensen.

5. Euripedes Medea fra 431 f.v.t.

Euripides’ tragedie, baseret på en myten der først blev fortalt af Hesiod, blev uropført i 431 f.v.t. I bund og grund handler Medea om den smerte og det svigt Medea føler, da hende mand, Jason, gifter sig med en anden kvinde. Og om den grusomme hævn hun tager, da hun udtænker en plan der kulminerer med det utænkelige: Medea slår de to sønner, som hun har med Jason, ihjel, For at ramme ham som intet andet. Jeg er fascineret af den svingning der er i Medeas person mellem noget komplet irrationelt og forfærdeligt (at slå sine børn ihjel), og så noget helt, helt simpelt og menneskeligt (sorgen, svigtet).

Men jeg skal indrømme, at jeg blev langt mere berørt af Lars von Tries filmatisering end af læseoplevelsen. Triers film er voldsom og direkte. Tobias Lynge Herler skriver på Philm.dk, at scenerne "bliver så nærværende, så stoflige, at man næsten kan lange ud og røre begivenhederne, føle vinden, smage dråberne.” Det dækker meget præcist min oplevelse af filmen, der er blevet kaldt et af Tries hovedværker. Og her over tyve år efter at jeg så filmen første gang, er det da heller ikke, Eruripides’ tekst, jeg ikke kan ryste af mig, det er Triers film. Jeg har virkelig aldrig set noget lignende, jeg har aldrig mærket en film på den måde, så fysisk og med alle sanser. Og hvordan så med Kirsten Olesen som Medea? Jamen hun er simpelthen blændende. Men hun bliver aldrig Agnes igen.

Go' fornøjelse.