Begynd på en ny genre: Pigeliv

18.04.21
Pigeliv og venindeskaber - og også lidt om drengeliv.

Der findes mange bøger om pigeliv og venindeskaber. Bøgerne handler om alle de op- og nedture venskaber blandt piger giver, netop fordi man involverer sig i hinandens liv og det er denne involvering, der bl.a. er med til at forme en som menneske. 

Der findes selvfølgelig ligeså mange bøger om drengeliv og venskaber blandt drenge, men de er i højere grad pakket ind i en fritidsinteresse som fx fodbold eller ind i en anden kontekst end blot venskaber. Tankevækkende, men heldigvis dukker der efterhånden flere bøger op, der kredser om og udelukkende har venskab blandt drenge som tema, lige som der udkommer flere bøger, der handler om venskaber mellem drenge og piger.

Artiklen her er dedikeret til dem der gerne vil i gang med at læse om pigeliv, men nederst finder du et par titler som handler om venskaber uanset køn.

Hanna & Emma af Bente Bratlund

Hanna og Emma er veninder. Rigtig gode veninder. Men ind imellem kommer der skår i venskabet, som fx når Emma er kæreste med Anton og ikke har plads til Hanna i sit liv, som hun plejer. Det er i hvert fald sådan Hanna føler det. Bøgerne om Hanna og Emma sætter spot på alle de glæder og udfordringer, der er i et venindeskab og hvordan disse udfordringer jo heldigvis falder på plads, når man finder ud af at snakke om dem. I hver bog er der 2 historier og bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.
Bøgerne er letlæste selvom de har format af en lidt længere bog.

Liv og Emma af Line Kyed Knudsen

Liv og Emma er veninder og de er begge 8 år gamle. Bøgerne handler om at være veninder og støtte hinanden i at alt ikke nødvendigvis behøver at være så ligetil - lige fra den fødselsdagsfest man holder, som er helt anderledes end ens venindes til det at skulle overnatte hos sin veninde for første gang og det er sjovt og trygt, altså indtil man skal sove. Bøgerne er en letlæst serie for dem, der er i gang med at lære at læse. Line Kyed Knudsen har skrevet mange fantastisk gode børnebøger og er bl.a. kendt for den meget populære serie ”K for Klara”, som også er en serie om pige liv, men som er lidt sværere end bøgerne om Liv og Emma.

Anemone af Lene Møller Jørgensen

Anemone går i 3. klasse og historierne handler om Anemone, hendes familie og hendes 3 bedste veninder. Historierne kredser om de udfordringer Anemone har og som vi voksne (i hvert fald jeg) sagtens kan huske fra sin egen barndom: De andre må noget man ikke må, man roder rundt inde på sin storesøsters værelse og ”kommer til” at læse et af hendes breve og ikke mindst følelsen ved den første kærlighed og den varme der breder sig i maven, når man tænker på ham den der søde fyr. Bøgerne i serien er nummererede men behøver ikke nødvendigvis at blive læst i rækkefølge.

Mynthe af Dorte Roholte

Mynthe vågner op på hendes 13 års fødselsdag og har en ret god fornemmelse af, hvad der kommer til at ske. Faktisk ved hun det helt sikkert. Hun får nogle dejavue-agtige billeder - en evne, hun har arvet efter sin farmor. Nu skulle man tro, at det synske var hovedtemaet i serien om Mynthe, men i virkeligheden handler bøgerne om Mynthe og de dilemmaer og udfordringer man kan komme i som teenager, fx når man finder ud af at ens bedste veninde måske ikke er ens bedste veninde alligevel, når ens forældre skal skilles og når man flytter og finder nye venner og måske en potentiel kæreste. Dorte Roholte er eminent til at skrive vedkommende og indsigtsfuld børnelitteratur og er man pjattet med en af hendes bøger, kan man trygt læse andre af hende eller af hendes forfatterdatter Louise Roholte.

Ja, jeg har mens - og hva’ så? Af Clara Henry

Når det kommer til pigeliv vil en stor del af det, der har betydning for en også handle om det, der sker, når man kommer i puberteten. Det har den svenske Youtuber og blogger Clara Henry lavet en sjov og vedkommende bog om. Den handler om alt det, som kan være svært at håndtere, når man kommer i puberteten. Hvad sker der med min krop og hvordan kan jeg håndtere det, der sker? Og så er det er skrevet på en måde, så det er til at forstå og relatere sig til når man er på vej til at blive kvinde.
En fagbog til dem, der søger svar om puberteten på en humoristisk og ligefrem måde.

Frantz kommer op at slås af Katrine Marie Guldager

Frantz bor ude på landet på en stor gård sammen med sin far og en masse dyr. En dag starter Karl fra København i klassen og Karl er rå og stærk. Karl og Frantz bliver bedste venner, men er ret uenige om, ja faktisk det meste og de løser det ofte ved at komme op at slås. Heldigvis finder de ud af, at det ikke behøver at være sådan og at det også kan være godt ikke altid at være enige om alting.
Der findes en stribe af letlæste historier om Frantz og Karl og de kan læses uafhængigt af hinanden.

Kviksand af Daniel Zimakoff

Storm har mistet sin mor og han har svært ved at få kontakt til sine venner igen. Allermest har han lyst til at være sig selv ude i skoven og mindes og dagdrømme. En dag møder Storm pigen Ariel, som er helt anderledes end alle andre han kender. Hun er højlydt og ligefrem og har problemer, som er helt anderledes end de problemer han selv kæmper med. Mødet bliver starten på et fantastisk venskab. Daniel Zimakoff har skrevet mange bøger også om de lidt sværere emner som alle kredser om venskab på den ene eller anden måde. En bog til både drenge og piger fra ca. 11 år.

Materialer