Specialtegn tilrettet i søgning

Vi har længe haft bøvl med specialtegn i søgefeltet på vores website. Hvis man søgte efter noget, der f.eks. indeholdt Æ, Ø eller Å, fik man 0 hits lige i hovedet. Det dur selvsagt ikke, men nu er problemet heldigvis løst.

Søgning i biblioteksdatabasen har dog ikke været omfattet af problemet.

Problemet skyldtes at den stump javascript, der smed søgningen af sted til WordPress’ søgemotor, “oversatte” søgestrengen til ASCII format, hvilket er normalt i encoding af URL’er. WordPress’ søgemotor kan imidlertid ikke lide at blive fodret med oversatte søgestrenge, så løsningen var at finde en metode, der kunne skippe søgestrengen af sted uden at blive oversat.

Til de tekniske: Løsningen var at bruge unescape() til at afkode søgestrengen.

Google Search på Horsens Leksikon

Opslagsværks-systemet MediaWiki kan som udgangspunkt ikke søge i PDF filer. Da store dele af indholdet i Horsens Leksikon består af PDF filer i henhold til aftale med Horsens Folkeblad, har dette således ikke været søgbart. Det er der nu lavet om på.

Fremover varetages søgefunktionaliteten i Horsens Leksikon af Google tilpasset søgning som, foruden at søge i wiki artiklerne, også søger i fuldtekst i de OCR scannede PDF filer.