I forbindelse med forårets udvikling og redesign af Horsensbibliotek.dk, implementerede jeg et par ideer til forbedring af anvendelsen af WordPress som CMS.
WordPress er som bekendt født som blogging værktøj og mangler på visse områder noget fleksibilitet i forhold til, hvad man kunne ønske at vise af sekundært indhold. Man kan således placere en række widgets i sin sidebar, men som udgangspunkt vises disse widgets globalt på sitet.
Det ville jeg gerne gøre op med, da jeg havde brug for at kunne placere widgets kontekstuelt ift. det primære indhold på en side. Således skrev jeg en stump kode, der gjorde det muligt at knytte widgets til givne sider og/eller kategorier, så de kun vises her, fremfor globalt.
Henover sommeren har jeg haft mulighed for at skrive koden om til et plugin med navnet Flexible Widgets, som nu er frigivet i WordPress Plugin Directory. Således håber jeg at kunne betale lidt tilbage til WordPress-fællesskabet på nettet, som giver uvurderlig hjælp når man sidder fast.
Plugin’et er især velegnet, hvis man vil bruge WordPress som content management system.
Forslag til forbedringer, spørgsmål og kommentarer modtages gerne. Smid en kommentar.
Evt. fejl, mangler og bugs kan skrives i support forummet.
