Forside på Martin Krogh Andersens roman "Harens øjne"
Forside på Martin Krogh Andersens roman "Harens øjne"

Jysk gotik - Harens øjne af Martin Krogh Andersen

07.07.17
En dreng, en gammel mand og et hus fyldt med udstoppede dyr og hemmeligheder.

Historier bevæger sig forskelligt fra bogens sider til indersiden af læserens kranie. Nogle tvinger sig vej, mens andre - som i dette tilfælde - drypper roligt og overvejet. "Harens øjne" behøver ikke at tvinge noget som helst, den har sit helt eget rolige og ganske overbevisende tempo, som nok skal charmere læseren.

Martin Krogh Andersens fjerde roman fortælles af en unavngiven dreng - hans mor afleverer ham i et hus lidt uden for lands lov og ret, og pludselig skal han finde sig overens med, at den gamle mand, der bor der, gør tingene på helt nye måder. Arne, som han hedder, kan finde ud af at udstoppe dyr, lave falske pengesedler og nu og da lave mad, som fortælleren kan lide.

De to er et umage par, som langsomt kommer overens, mens de ubesvarede spørgsmål hober sig op.

Fortælleren begynder at udforske den nye verden, han bor i, og mens den vokser, danner der sig også et omrids af fortiden. Måske ikke så tydeligt for ham, men så for læseren. Stemmen er naiv og uforstående, men også nogle gange påståelig og med en tydelig vilje. Det er svært som læser ikke at komme til at holde lidt af ham.

Martin Krogh Andersen fortæller en historie, der fik mig til at tænke på den som en slags jysk gotik - der er hemmeligheder og løgne og undertrykte følelser og skeletter i skabene (eller rettere: det aflåste værelse); men han gør det med en lethed og en underspillet humor, der fik mig til at trække på smilebåndet adskillige gange under læsningen. Det er en fin blanding af tragedie og komedie, der har både bid og livsbekræftende glimt i øjet. Og en af de ting, der kan gøre en god bog endnu bedre, er, at den er introduktionen til et forfatterskab, der allerede indbefatter flere titler. "Harens øjne" rammer rigtig på alle punkter.

 

Materialer