Pigen, der ville have en anden fødselsdag

Her er historien om pigen som, så mange andre børn, gerne vil fremskyde sin fødselsdag. Hun har fødselsdag om vinteren og det er midt på sommeren og altså er der laaaaaang tid til, at hun skal fejres med flag og gaver.

Gode råd er dyre, men pigen finder ud af, at den simpleste måde hurtigt at få fødselsdag på, er at ændre årstiden fra sommer til vinter. Et større arbejde går i gang. Om vinteren er bladene faldet af, derfor begynder hun at rive blade af det store æbletræ i haven. Men bladene er jo ikke grønne og derfor maler hun dem brune. Men der er mange blade på træet endnu, så hun henter isterninger, for det må være kulden, der får bladene til at falde.

Det bliver til mange andre kreative tiltag i forsøget på at få vinter og jeg kan afsløre at pigen får flag og fødselsdagsboller, men hvordan må I selv læse.

Bag i bogen er en hel masse fakta om jorden, årstiderne og universet. En rigtig fin bog om jorden og hvordan den fungerer. Teksten er skrevet af Inge Duelund Nielsen og Anja C. Andersen og illustrationerne lavet af Lillian Brøgger og Sebastian Stafij.

Lån bogen på Biblioteket

billedbog, børn Skriv en kommentar

Skoleklasse laver animationer på biblioteket

6. b fra Højvangskolen, med lærer Anders Høiberg i spidsen, har i denne uge henlagt undervisningen til Horsens Bibliotek. Her skal eleverne i løbet af fem dage fremstille en animationsfilm, der på en uhøjtidelig måde fortæller om biblioteket og nogle af de måder, det kan bruges på.

I forløbet skal eleverne lave et storyboard, som er en slags visuel præsentation i det indledende arbejde med animation. Storyboardet ligger til grund for arbejdet med selve animationen og produktionen af lyd hertil.

Andreas Lindebjerg fra Animationsskolen i Viborg og Flemming Giese fra Den kreative Skole i Silkeborg stiller med det tekniske udstyr og de vil også  hele ugen være tilstede og vejlede i brugen og de kreative processer. Input til det emnemæssige indhold leveres af bibliotekar Bodil Beck fra Horsens Bibliotek.

Allerede nu er det fastlagt at hovedpersonen og omdrejningspunkt for handlingen i animationerne bliver musen Alexander den Store, som for nyligt er flyttet ind på biblioteket.

Resultatet af ugens arbejde vil, fredag den 2. september kl. 12,  blive præsenteret ved en lille reception i Bibliotekets mødesal. Her er alle velkomne.

Iøvrigt kan man følge forløbet med at lave film på bloggen http://itkrea.blogspot.com/

Animation, Arrangementer, børn Skriv en kommentar

Ramasjang besøg


Onsdag d. 24. august gæstede Ramasjang Live Horsens Bibliotek med programmet RamaChancen, hvor windsurferne dystede mod jiu jitsuerne.

Ca. 350 børn var mødt op for at se optagelserne og for at heppe på deres personlige favorit i konkurrencen. Det blev en varm men rigtig god dag.

Værten Sofie efterlod i øvrigt en dejlig hilsen til Børnebiblioteket og alle de besøgende børn:

“Til Horsens Bibliotek og alle seje børn, der var med til Ramachancen! Tusind tak for en helt fantastisk stemning! Stort knus fra hele Ramasjang!”

Se det supersjove og fede program fra Horsens Bibliotek på Ramasjangs hjemmeside

 

 

Arrangementer, børn Skriv en kommentar

Paradis

Til trods for det lidt triste univers, handlingen udspilles i, er bogen en smuk og varm fortælling om bedemanden, hvis eget triste og ensomme liv ikke danner megen kontrast til det, der nu engang er hans arbejde, at gøre døde mennesker i stand.
Men det er ikke fordi bedemanden er bedemand at han bevæger sig glædesløst omkring, men mere fordi alting glider forbi ham.

Heldigvis har bedemanden en særlig evne. Han kan tale med de døde, og det skal vise sig at være en rigtig god evne. Især da han møder en ung pige, som er død alt for ung, bliver noget vagt til live i ham og uden at han selv forstår, hvor det kommer fra, får bedemanden på forunderlig vis skabt en illusion om Paradis, hvor den unge pige kan udleve de drømme, hun har haft for sit liv.

Næste dag skal han gøre en stor vred dame i stand og hun vil absolut ikke høre tale om noget Paradis. Hun forbander døden. Der var tusind ting hun skulle nå og den vrede dame ender med at skælde bedemanden hæder og ære fra.

Al den snak med de døde har givet bedemanden noget at tænke over – og det gør han så, tænker og drømmer. Efterhånden sker der en forandring med bedemanden og han bliver meget klogere på det med Paradis.

På finurligvis bliver tingene vendt på hoved i Kim Fupz Aakesons bog Paradis, og på den måde får han fortalt historien om bedemanden, der først må så meget grumt igennem før han ved hjælp af kærligheden og vreden erkender, hvad det i livet kommer an på.

Og dét gør det jo ikke noget, at blive mindet om.

Dejlig bog.

børn, oplæsning Skriv en kommentar

Giv den gas, Ine

“Hun har lyst hår som svinger når hun går, hun har tabt en tand i undermunden, hun er let til bens og sej i hjertet, og hun hedder Ine.”

Sådan starter historien om Ine og hendes lille bror, der hedder Hasse. Hasses “yndlingsfarve er traktor, og hans yndlingsdyr er traktor, og det bedste han ved, er traktor.”  Og så kan han rigtig godt lide at være sammen med en stor søster, som hedder Ine. 

I historien Giv den gas, Ine skal Ine og Hasse ud at hugge brænde i skoven, hvor der sker fantastiske ting.

Bogen ligner umiddelbart en hvilken som helst anden billedbog, men sprog og handling er både poetisk og varm. Illustrationerne er fotografier af papirklip med det der helt rigtige nordiske strejf, der gør at man på en eller anden måde kender både hjemmet og figurerne. Skønt!

Lån Giv den gas, Ine på biblioteket

billedbog, børn Skriv en kommentar

Bogbjørnen Otto

Her er en lille historie om en lille bjørn, Otto, der selv er med i en historie. Otto tager dog nogengange på eventyr uden for sin bog, men en dag sker det uundgåelige: Otto bliver glemt!

Otto tager derfor på opdagelse i den store by, som desværre ikke er så rar endda.

Heldigvis ender historien lykkeligt, for Otto finder det perfekte hjem. Hvad det er for et hjem, må I selv læse i historien Bogbjørnen Otto.

Lån Bogbjørnen Otto på biblioteket

billedbog, dyr Skriv en kommentar