Helle Stangerups ”Ulvetid” udkom første gang i 1980. Fortælleren Anna er gift med forfatteren Tom, der skriver om jagt og naturoplevelser. En dag får de en henvendelse fra den unge kvinde Ellinor, som har en ulv, hun godt vil have passet hos dem. I starten siger de nej, men det ender alligevel med at Ellinor og ulven flytter ind.
Ganske langsomt bliver Anna skubbet mere og mere ud, mens Tom og Ellinor finder sammen om ulvene. Og mens Tom skriver sin bog, og Ellinor passer dyrene, går Anna omkring med underlige tanker. For der er noget mærkeligt med Ellinor. Hun har et næsten unaturligt tæt forhold til ulvene, og så har hun sammenvoksede øjenbryn!
Stangerup beskriver overbevisende, hvordan angst kan ændre ens opfattelse af virkeligheden, og det mest skræmmende ved romanen er måske netop, at vi ikke ved, hvad der rigtigt sker. Sker det virkeligt eller blot i personernes hoveder?
Kære Helle Stangerup.
Jeg læste for mange år siden “Ulvetid” og jeg så også filmen, dengang nærmest fordi jeg godt kunne lide en god krimi og et godt gys. Senere er jeg blevet fascineret af ulven ( det er min hunds skyld!), og der er en tanke, som jeg ikke kan få ud af hovedet: efter at have set filmen læste jeg et sted, at ulvene senere blev aflivet, fordi man ikke vidste, hvad man skulle gøre med dem. Er det sandt? Please tell me it isn’t!! På den anden side forstår jeg godt, at man ikke bare kan anbringe ulve i zoologiske haver, hvis der ikke er ordentlig plads til dem. I dag er der jo parker til de vilde dyr, men dengang var det ikke så almindeligt.
Hvad enten dit svar vil gøre mig ked af det eller ej, håber jeg på at høre fra dig. Jeg har prøvet at finde noget om det på nettet, men det lykkedes ikke.
Med venlig hilsen, Lisbeth Kelly.
Hej Lisbeth Kelly
Desværre tror jeg ikke, at Helle Stangerup ser dit indlæg her, men du kan prøve at maile det til hendes forlag, og se om de vil videreformidle spørgsmålet til hende: politikenfiktion@jppol.dk
Venlig hilsen
Jette