Idas mor ligger for døden. De har ikke haft kontakt i flere år, men efter mange opfordringer opsøger Ida endelig moren på hospitalet – måske hovedsageligt fordi Ida er gravid og trods alt ønsker en afklaring inden det er for sent. Mens moren ligger tilsyneladende bevidstløs hen, taler Ida til hende, om alt det der skulle have været sagt for længe siden.
Lige fra ganske lille har Ida aldrig følt sig nok elsket af moren. Deres forskellige måder at reagere på bringer dem konstant i konflikt med hinanden, og da Idas lillebror tager sit eget liv, gør denne sorg afstanden imellem dem endnu større. Til sidst vælger Ida moren fra, men da hun nu står foran morens sygeseng, går det op for hende, at de to måske har mere tilfælles, end hun troede.
“Stilhed” er Heidi Fjelstrups debutroman, og hun har skrevet en meget troværdig og gribende historie om svære familierelationer, længslen efter at føle sig elsket, ensomhed og døden. Det lyder umiddelbart trist, og der er også en meget sårbar stemning over romanen, men heldigvis har Ida valgt livet med sin graviditet, og derfor er der også en overordnet optimistisk tro på glæden – selvom den er blandet med frygten for fiasko.
En smuk og bevægende debutroman om hvor svært det kan være at kommunikere, og hvor ofte vi kommer galt af sted, når vi egentlig bare ønsker den anden det bedste.
Også omtalt på Bogrummet.dk
Seneste kommentarer