I 1688 gav kong Christian d. 5 tilladelse til at drive et lånehus, hvor fattige og nødlidende kunne låne penge mod pant. Huset blev kaldt Det Kongelige Privilegerede Assistenshus og eksisterede med mindre ændringer helt frem til 1978. Gennem historien har rygterne flere gange gået om, at der blev svindlet bag murene, og Anne Marie Løn fortæller i ”Sekstetten” netop om et storstilet svindelnummer, som blev afsløret i 1924.
6 betroede medarbejdere havde igennem mange år svindlet med lånesedlerne, og da den nye forvalter Klaksmølle tiltræder og sætter sig for at trænge til bunds i affæren, bliver de afsløret og medvirker frivilligt til at opklare hele sagen.
Anne Marie Løn fortæller meget indlevende om hovedpersonerne i sagen. Både om hvilke menneskelige omkostninger det havde for svindlerne, men også om hvad det betød for deres familier, for forvalteren og for de betjente, som havde opsyn med dem. Udover portrættet af de involverede tegner Løn også et fascinerende billede af København på den tid, og man mærker tydeligt, at der ligger en stor research til grund for romanen.
”Sekstetten” kræver lidt af sin læser, men man skal ikke give op, selvom sproget til tider er lidt knudret. For holder man ved, får man en rigtig fin og interessant læseoplevelse.
interessant bog – væed at læse færdig