Metro 2033: det sidste tilflugtssted af Dmitrij Gluchovskij

Tankevækkende dystopi om en verden efter en altødelæggende atomkrig.

En atomkrig har tvunget de få overlevende mennesker under jorden. Her har de søgt skjul i Moskvas metro, hvor hver dag er en kamp for at overleve. Dels en evig kamp for føde, men også en kamp mod de mange mærkelige mutationer, som er dukket op som følge af krigens radioaktive efterladenskaber. 

På stationen VDNKh bor den unge Artjom sammen med soldaten Sukhoj, som reddede Artjom fra at blive spist af rotter, da han var en lille dreng. Stationen er truet af mutanter, der nedbryder menneskenes psyke og virker umulige at stoppe. Da stationen får besøg af stalkeren Hunter, ender det med, at Artjom involveres i en plan for at bremse mutanterne. 

Det fører Artjom ud på en lang og farefuld rejse, hvor han må krydse hele metronettet for at nå frem til Polis – metroens hovedstad. En opgave, der ikke kun er farlig pga. skjulte væsner i mørket, men i lige så høj grad pga. de mange forskellige ideologier, der befolker hver station.

Dmitrij Gluchovskij leverer en utrolig spændende og samtidig ganske tankevækkende historie, der udspiller sig i et dystert, klaustrofobisk miljø. Jeg blev fanget fuldstændig ind af romanen, som jeg absolut kan anbefale - også hvis du normalt ikke er til dystopiske science fiction romaner.

Lån bogen på biblioteket

Science fiction, Spænding Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Om artiklens forfatter

: Bibliotekar med en bred filmsmag. Yndlingsfilmene tæller bl.a. "Lord of the Rings"-trilogien, "Sunshine", "The Exorcist" og "Stegte grønne tomater".
Send en e-mail til forfatteren | Alle indlæg af

Sideoversigt

Arkiv