Karins top 10

Det er svært og uretfærdigt at fremhæve nogle læseoplevelser frem for andre, måske var det nemmere at finde 100 titler. Men det er også en sjov udfordring at tvinge sig til at vælge. Jeg læser mest helt nye bøger, men er til min egen overraskelse endt med en del klassikere på min top 10. Jeg har valgt at opstille min liste kronologisk.

Jane Austen: Stolthed og fordom
Austen skal med, fordi jeg synes, det er en stor fornøjelse at læse hendes ekvilibristiske leg med ord og betagende at iagttage den helt anderledes tidsfornemmelse i hendes bøger.

Steen Steensen Blicher: Hosekræmmeren
Som ung skoleelev er jeg i dansktimerne blevet præsenteret for den sørgelige historie om Cecil og Esben, som først får hinanden i Paradis, og jeg har aldrig glemt den.

Herman Bang: Ved vejen
Herman Bang giver de stille eksistenser stemme. Her er det stationsforstanderkonen Katinka Bai’s forelskelse vi hører om. Den vemodige stemning fremstår så fint. Jeg kunne også have valgt novellen ”Irene Frank”, men der er det især teaterversionen med Anne Marie Helgers fantastiske optræden, som har gjort indtryk på mig.

Hans Kirk: Daglejerne + De ny tider
Hans Kirks skildring af de kummerlige forhold almuen levede under, og hvordan den begyndende industrialisering skaber både håb og nye muligheder for udnyttelse.

Marge Piercy: Kvinde ved tidens rand
Denne roman har jeg læst flere gange i årenes løb. Hovedpersonen Connie er et socialt tilfælde på bunden af det amerikanske samfund, psykiatrisk patient og spansktalende. Hendes liv i en parallel fremtidsverden er det, der giver hende kraft til at udholde livet. Her kan hun være med til at bestemme over sit eget liv og måske påvirke verdens fremtid.

Per Petterson: Til Sibirien
Et smukt billede af en ung pige og hendes samtid og miljø. Bogen foregår i Nordjylland i trediverne og fyrrerne.

Vagn Lundbye: Trefoldighedsbarn
Mødet med en tigerslange i den tasmanske jungle sender Emil tilbage til en barndom, hvor faderens tyranni prægede familielivet. En stærk men ikke trist beskrivelse.

Thøger Jensen: Serpentine
Thøger Jensen er en jysk minimalist, som jeg holder meget af. Der er noget eventyrligt over stemningen i hans lille roman om to ungersvende i en gammel Volvo strandet midt i en flok skotsk højlandskvæg.

Elisabeth Rynell: Hohaj
En smuk og sørgelig skildring af et kærlighedsmøde i den mørke svenske skov.

Cormac McCarthy: Vejen
En isnende beretning om en far og hans søn, som er på vej gennem et askedækket og farligt landskab med kurs mod havet. Det eneste positive er deres omsorg for hinanden. En dyster fremstilling af en mulig fremtid men også lidt livsbekræftende.

Ikke kategoriseret Skriv en kommentar

1 kommentar til “Karins top 10”

  • Fantastisk liste. Jeg havde helt glemt “Kvinde ved tidens rand” – den var jeg også meget betaget af for mange år siden, men havde faktisk glemt den helt. Hans Kirk og Herman Bang er også favoritter i min læse-verden, og Trefoldighedsbarn læste jeg også med STOR fornøjelse. Men som du siger – begrænsningens kunst er svær.

Skriv en kommentar

Om artiklens forfatter

: "En bog i hånden er bedre end en TV-antenne på taget." Jeg ved ikke hvor citatet stammer fra, men det passer fint til min holdning. :o)
Send en e-mail til forfatteren | Alle indlæg af

Sideoversigt

Arkiv