Han har gjort det igen ham Jonas – skrevet en fantastisk fortælling fra bagsiden af Danmark. Denne gang fortælles den dystre historie set gennem øjnene på en dreng og det er effektivt skrevet og barskt at læse. Men hold ud, for man kommer klogere ud og tænker mere over det livssyn man giver til sine børn
Eventyret handler om en dreng der rejser fra sted til sted med sin far. De lever et rakkerliv. Faderen er på flugt og derfor skal alt klares uden at have papirer på noget eller bindinger til samfundet i øvrigt. Faderen er meget rastløs og rykker hurtigt op og videre.
Far er for drengen Gud! Hvad han siger, er sandheden, hele sandheden. Drengen går ikke i skole – kristendom er at gå i kirke, biologi er at gå i skoven o.s.v.
Det er far og søn mod resten af verden og sådan hører vi om det, for historien er fortalt gennem drengens øjne, uden refleksioner eller forklaringer.
Bogen er dyster og lavmælt dramatisk, men med spor af humor – jeg morede mig meget over at manden, der bor på det tag inde midt i København, hedder KarlssonJ
Jonas T. Bengtsson er en stemme i det litterære Danmark, som jeg nødigt ville undvære. Jeg var meget begejstret for Submarino, men denne er bestemt lige så fantastisk. Der er tænkt mange tanker inden skrivning og mange tanker under og det er en helstøbt beretning om et noget anderledes liv der er kommet ud af det – og det er fabelagtigt – for nu at blive i eventyr-terminologien
Seneste kommentarer