Aviser og TV er dagligt fyldt med historier om svindlere og bedragere, og det sidste nye skud på stammen, har jo været hele sagen om IT Factory – og sig navnet Stein Bagger – og alle ved, hvem det er – men ved vi overhovedet, hvad det egentlig var, som skete i IT-Factory?

Efter sagen kom til offentlighedens kendskab, er der kommet en lind strøm af bøger om selve Stein Bagger og hele det økonomiske cirkus bag IT-Factory.
Jeg kan anbefale den mest seriøse af bøgerne – nemlig Bedrag af Dorte Toft og Henrik Tüchsen.
Journalisten Dorte Toft var jo kvinden, som først opdagede, at der var noget helt riv-rav-ruskende galt, men ingen ville rigtig lytte til hende. Men hendes jagt på sandheden var én af årsagerne til afsløringen af det enorme svindelnummer, som havde fundet sted.

Jeg vil lige advare om, at bogen ikke er til sen nattelæsning, fordi man skal virkelig holde hjernen klar for at forstå bare en lille del af, hvad der egentlig skete omkring IT-Factory.
Så læs den før du går i seng.
Personligt kunne jeg ikke undgå at sidde tilbage med denne kvalmefølelse af, hvordan visse af erhvervslivets ”store drenge” og enkelte personers grådighed har været med til at skabe denne økonomiske katastrofe for så mange mennesker.
Men som et gammelt ordsprog siger: ”Den kloge narrer den mindre kloge”!

Har man mod på at læse mere om Stein Bagger, så prøv:
Stein Bagger & inderkredsen: hele historien af Erik Ove og Stig Andersen.
Stein og drømmefabrikken af Sanne Udsen.
Stein af Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen.
Fupfabrikken: i hælene på Stein Bagger og bedragere på første klasse af Kristian Hansen.

I løbet af 1990erne vakte sagen mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads stor opmærksomhed. Den blev døbt PFA-sagen, og byggematadoren og den tidligere direktør i PFA byg stod tiltalt for dokumentfalsk og bedrageri.
I 2000 blev de to idømt fængselsstraffe på henholdsvis seks og fem års fængsel.
Trads fik siden nedsat sin straf med et år, fordi han erkendte at have begået dokumentfalsk.
Ligesom i sagen mod Stein Bagger var underholdningsværdien i PFA-sagen høj. Ikke mindst takket være de to hovedpersoner, som ikke gik af vejen for at skælde hinanden ud foran tændte tv-kameraer i bedste sendetid.
I forbindelse med sin afsoning benyttede Rasmus Trads al sin ledige tid til at tage en diplomuddannelse i journalistik. Efterfølgende har han skrevet bogen med den dramatiske titel Skyldig: Fra direktør til straffefange.
I bogen beretter Trads om sit tidligere samarbejde og venskab med Thorsen. Men han fortæller også om, hvordan Thorsen, med sine formidable overtalelsesevner, fik ham overtalt til at deltage i de lyssky forretninger, som sendte begge i fængsel.
Trads’ personlige beretninger indeholder en god del moralske tømmermænd og beskriver blandt andet, hvor skidt den tidligere direktør havde det med at skulle lyve over for PFAs øverste direktør, André Lublin.
Anna Thygesen var engang kæreste med Thorsen, og i ”Om mus og mænd”, fortæller hun om forholdet til byggematadoren. Thygesen var på et tidspunkt direktør i et af Thorsens tvivlsomme foretagender i Spanien, men både direktørposten og forholdet stoppede brat, da sigtelsen blev en realitet.
Som det nok er klart, skal man ikke forvente en erhvervsjournalistisk kulegravning af den spegede sag. Man kan derimod trygt læne sig tilbage i sofaen og nyde en velskrevet og underholdende fortælling om et forhold på toppen af samfundet.
Hvis man ikke er interesseret i personlige beretninger fra første parket, men hellere vil have et overblik over PFA-sagen, kan man med fordel læse Falsk som blæk: bogen om PFA-sagen. Bogen er skrevet af Bjørn Lambek med flere, og i et uhøjtideligt sprog giver den læseren et overblik over den enkle sag med det komplicerede forløb.
Ligesom i den verserende proces mod Stein Bagger, var der dengang mange, som kunne have sagt fra på et tidligere tidspunkt. Der var desuden mange, som ikke ville røre ved Kurt Thorsen med så meget som en ildtang. For eksempel ville Danske Bank dengang ikke låne penge til ham, hvorimod det daværende Unibank fik en lærestreg til en pris af 500 millioner.
”Falsk som blæk” berører desuden Thorsens baggrund, og her bliver det klart, at han ikke har sit alternative købmandstalent fra fremmede. Hans far var nemlig den navnkundige opfinder og civilingeniør G. A. L. Thorsen, også kaldet Gale Thorsen.

Peter Brixtofte blev første gang valgt ind i Folketinget i 1973. Han var i en kort periode landets skatteminister for partiet Venstre. Fra 1985 og frem til 2002 var han borgmester i Farum Kommune, og netop hans forvaltning af dette embede tiltrak sig stor opmærksomhed. Som borgmester blev Brixtofte kendt for sin særlige ledelsesstil og ikke mindst sin indsats for kommunens ældre borgere.
Karrieren som borgmester sluttede imidlertid på grund af Farumsagen. Her stod Brixtofte tiltalt for budgetoverskridelser, indgåelse af hemmelige lån og vennetjenester. Hertil kom borgmesterens alkoholforbrug, som blot var med til at gøre sagen endnu mere speget.
Farumsagen blev delt i sponsorsagen og hovedsagen, og Brixtofte blev idømt to års fængsel i hver af sagerne. Dommen i sponsorsagen blev stadfæstet i 2008.
Ligesom i tilfældet Trads har Brixtofte brugt sit fængselsophold til at give sin version af historien. I Mit Horserød beskriver den detroniserede borgmester den uretfærdighed, som han mener at være blevet udsat for. Men bogen er også en historisk gennemgang af Statsfængslet ved Horserød som institution. Fængslet blev bygget til russiske krigsfanger i 1917, men har desuden fungeret som bl.a. børnekoloni og interneringssted for kommunister og jøder.
Det var de to BT-journalister Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, som gennem deres undersøgende artikler var med til at få Farumsagen til at rulle. De gjorde deres arbejde så grundigt, at det efterfølgende indbragte dem Cavling-prisen i 2002.
I bogen Brixtofte: Historien om en afsløring beskriver de to journalister det store stykke arbejde, der ligger bag ved afsløringen. De fortæller også om, hvordan man sørger for at være først med den gode historie, uden at konkurrenten når at snuppe den for næsen af en.

Bedrageri med svimlende pengebeløb er langt fra noget nyt, og Horsens kan sagtens være med, når det handler om den gode kriminalhistorie.
Peter Adler Alberti var navnet på landets justitsminister fra 1901 til 1908. Udadtil var Alberti en entreprenant politiker, men som tiden gik, blev det kendt, at han brugte sin position til fordel for sig selv. Efterhånden blev dette en for stor belastning for ministeren, og han endte med at melde sig selv til politiet. Hermed sluttede hans ministerliv, og et fængselsliv i Horsens Statsfængsel begyndte. Alberti blev dømt for at have svindlet med en femtedel af statens indtægter. Mens han sad i Horsens, tabte han sig betragteligt, hvilket man som bekendt kan konstatere ved selvsyn på det nu nedlagte fængsel.
Har man lyst til at vide mere om Alberti, har Henrik Larsen skrevet Albertikatastrofen.
Ved hjælp af bl.a. breve og retsmateriale gives en grundig indføring i det store svindelnummer med endestation i Horsens. Bogen portrætterer også mennesket Alberti, og man får et indblik i den tidligere politikers liv på den anden side af fængselsopholdet, indtil han dør i en trafikulykke i 1932. Endelig er der også tale om et stykke danmarkshistorie fortalt gennem et portræt af politikeren Alberti.

I den langt mere brutale ende af skalaen og længere sydpå finder vi Camorraen. Det er navnet på syditaliensk, kriminel organisation. Camorraen beskæftiger sig med narkohandel men har i de seneste år også været involveret i svindel omkring deponering af affald.
Særligt en forfatter har vakt opmærksomhed, fordi han har skrevet en bog, som for alvor blotlægger Camorraens inderste væsen. Dette har selvsagt skaffet ham organisationen på nakken, og for nylig har han udtalt, at han fortryder at have skrevet bogen.
Roberto Saviano er navnet og Mafiaen i Napoli: Camorraens finansieringsimperium og drømme og magt er titlen på bogen, der er skrevet i trods over, at Saviano selv har mistet mange venner til mafiamord. Hvad bogen mangler i billeder, har den i gru og mildest tal kras realisme.
Bogen er desuden blevet filmatiseret under titlen Gomorra, og ligesom med bogen er der tale om en skildring, som går helt tæt på organisationen. Så tæt på, at man af og til har lyst til at vende hovedet væk, hvis ikke man vidste at emnet er yderst relevant.

Denne gennemgang om gangstere, svindlere og andet godtfolk slutter i egne rækker.
Det store bogtyveri af Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue er et pinligt, men desværre sandt eksempel på et langstrakt tyveri i egne rækker, nemlig hos Det kongelige Bibliotek i København. En trøst kan muligvis hentes i det forhold, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, thi der er tale om en spændende historie.
Fra 1960’erne og frem til slutningen af 1970’erne forsvinder over 1600 bøger fra Det kongelige Bibliotek i København. Politiet bliver langt om længe sat på sagen og en hård kritik rettes mod biblioteket. Sagen viser sig at omfatte en stor del af familie, og forbrydelsen har tråde til Tyskland og familiens forbindelse i Irland.
”Det Store bogtyveri” er bygget op som et såkaldt dokudrama, hvor læseren præsenteres for hovedpersonernes overvejelser. Der er tale om et finmasket drama og en familiehistorie fra det virkelige liv, som samtidig beskriver magtkampe og sære eksistenser på landets største bibliotek.

Af Søren Davidsen og Suzanne Bang