Af Walther Knudsen

Det belgiske fort Eben-Emael på grænsen til Holland blev færdiggjort i løbet af 1930’erne. Ideen var nu ikke, at fortet skulle beskytte mod de hollandske naboer, men på den anden side af en smal strimmel hollandsk territorium, lå en større og farligere fjende – det nazistiske Tyskland.

Fortet var en mægtig struktur af kolossalt tykke betonvægge, gennemvævet af 4 km gange og spækket med artilleri. Ikke alene regnedes fortet for uindtageligt, men man forventede også, at dets kanoner ville kunne afvise et nok så stærkt tysk angreb.

Alligevel blev denne kanonspækkede mastodont gjort ukampdygtig i løbet af en eneste dag ved et angreb med kun 78 mand, hvoraf en enkelt var ravende beruset under hele angrebet. Forklaringen på dette vellykkede angreb: svævefly!

Tyskland uddannede piloter i svæveflyveklubber

Efter nederlaget efter første verdenskrig blev det forbudt Tyskland at opbygge et militært luftforsvar, et vilkår, som den tyske republik ikke kunne godtage og da slet ikke nazisterne efter deres magtovertagelse. Til en begyndelse overholdt man på skrømt forbuddet, men bekæmpede det i det stille ved at oprette svæveflyverklubber, som blev støttet af Deutsche Forschungsanstalt für Segelflug.

Tusindvis af unge mænd fik en grundlæggende uddannelse i flyvning gennem disse klubber, så da Hitler brød Versaillestraktaten også på dette punkt, stod det unge tyske luftvåben med en række piloter, der havde den grundlæggende luftfartstekniske viden og kunnen på plads.

Ideen til svæveflyangrebet på Eben-Emael stammede fra selveste Føreren, Adolf Hitler, som satte flyvergeneralen Kurt Student i gang med planlægningen. Student havde gjort hele svæveflybevægelsen med og var hjernen bag udviklingen af svævefly til angrebsformål. Det 78 mand store kontingent af faldskærmssoldater medbragte et nyt hemmeligt våben, implosionsbomber, som skar sig gennem metervis af betonskillerum. De tyske tab ved aktionen var beskedne og alle blev siden dekoreret for deres indsats, dog ikke den soldat, der havde haft mere travlt med at bælle snaps end at bekæmpe belgiere.

De tilfangetagne belgiere blev interneret under resten af krigen for at sikre, at hemmeligheder om angrebsvåbnene ikke blev spredt.

Svævefly i de allieredes tjeneste

Selve grundideen om at angribe med svævefly og faldskærmssoldater blev dog fanget af den engelske premierminister, Winston Churchill, som med et notat 22. juni 1940 (samme dag som Frankrig opgav kampen mod Nazityskland), satte gang i opbygningen af et korps af faldskærmssoldater og et regiment med svæveflypiloter.

Det varede ca. et år før den engelske svæveflyverstyrke var på plads og først i 1942 begyndte svæveflyene at gøre deres indflydelse på slagmarken. Det mest brugte engelske svævefly, Horsa’en var lavet af træ og krydsfiner. Set fra vor tid virker det lidt bizart, men fly af krydsfiner var slet ikke ualmindelige på den tid. Grunden til materialevalget var også, at den engelske møbelindustri på den måde kunne inddrages i krigsproduktionen.

Amerikanerne fulgte også trop med krigs-svævefly med det lidt mindre Waco CG4 -10. Dette fly var lavet af stålrør overtrukket med sejldug. Navnet fortæller, at der var tale om et kamp-svævefly (CG = combat glider) model 4 med plads til 10 mand. Horsa’en var større, i den var der plads til ca. 25 mand og evt. en jeep eller en lille artilleripjece. Senere udvikledes et endnu større fly, Hamilcar, der kunne bære en mindre kampvogn. De engelske fly skulle af en eller anden ukendt grund hedde noget med H. Træningsflyene hed Hotspur og når englænderne brugte den amerikanske Waco kaldte de den Hadrian!

Tyskerne forsatte deres brug af faldskærmsjægere og svævefly, men i forbindelse med kampene i det græske øhav, var tabstallene så store, at Hitler mistede troen på svæveflyene. På den anden side fronten begyndte man tværtimod at skrue op for brugen af svæveflyene. Ganske vist var tabstallene store blandt svæveflybesætningerne ved invasionen af Sicilien, men invasionen lykkedes dog næsten efter planen.

Svævefly i invasionen af Normandiet

Ved generobringen af de græske øer spillede svæveflyene igen en rolle og især ved invasionen af Normandiet i juni 1944 havde svæveflyene igen en særdeles væsentlig rolle.

To Horsa’er landede nærmest oven på broerne over floden Orne og Caen-kanalen og mandskabet fra de to fly nedkæmpede lynhurtigt bevogtningen af broerne og sikrede dermed invasionens østlige flanke mod tyske kampvognsangreb.

Andre svævefly landsatte køretøjer og artilleri, selv om der var en del tab på grund af de såkaldte Rommel-asparges, kraftige pæle, der var rejst over alle marker i området. Ramte et fly en af disse pæle knækkede den ramte vinge eller endnu værre, flyet blev smadret, og piloter og passagerer såret eller dræbt.

Operation Market Garden

Invasionen af Normandiet var en succes, men det kan man ikke sige om den næste operation, hvor svæveflyene blev sat ind: Operation Market Garden, hvor en styrke af faldskærmssoldater og svævefly skulle erobre et brohovede i Arnhem-området.

Operationen udviklede sig til en katastrofe for de allierede, fordi modstanden var langt stærkere end forventet, og fordi dårligt vejr forhindrede forstærkningen og materialeforsyningen til de omringede styrker. Da forsyningerne endeligt nåede frem, faldt de uheldigvis i hænderne på de tyske tropper.

Tilbageslaget sinkede indmarchen i Tyskland, men et par måneder senere lykkedes det dog at landsætte tropper øst for Rhinen og dermed var Tysklands skæbne beseglet.

Afløst af helikopteren

Med udviklingen af helikopteren efter anden verdenskrig blev svæveflyene udkonkurreret og i 1956 nedlagdes det engelske regiment for svæveflypiloter, og alle fly blev skrottet. Da man i forbindelse med storfilmen The longest Day byggede en række kopier af Horsaen, måtte de sejles til fastlandet. De engelske luftfartsmyndigheder kunne af sikkerhedshensyn simpelthen ikke tillade at flyene blev fløjet over Kanalen.