Det belgiske fort Eben-Emael på grænsen til Holland blev færdiggjort i løbet af 1930’erne. Ideen var nu ikke, at fortet skulle beskytte mod de hollandske naboer, men på den anden side af en smal strimmel hollandsk territorium, lå en større og farligere fjende – det nazistiske Tyskland.

Fortet var en mægtig struktur af kolossalt tykke betonvægge, gennemvævet af 4 km gange og spækket med artilleri. Ikke alene regnedes fortet for uindtageligt, men man forventede også, at dets kanoner ville kunne afvise et nok så stærkt tysk angreb.

Alligevel blev denne kanonspækkede mastodont gjort ukampdygtig i løbet af en eneste dag ved et angreb med kun 78 mand, hvoraf en enkelt var ravende beruset under hele angrebet. Forklaringen på dette vellykkede angreb: svævefly!

Tyskland uddannede piloter i svæveflyveklubber

Efter nederlaget efter første verdenskrig blev det forbudt Tyskland at opbygge et militært luftforsvar, et vilkår, som den tyske republik ikke kunne godtage og da slet ikke nazisterne efter deres magtovertagelse. Til en begyndelse overholdt man på skrømt forbuddet, men bekæmpede det i det stille ved at oprette svæveflyverklubber, som blev støttet af Deutsche Forschungsanstalt für Segelflug.

Tusindvis af unge mænd fik en grundlæggende uddannelse i flyvning gennem disse klubber, så da Hitler brød Versaillestraktaten også på dette punkt, stod det unge tyske luftvåben med en række piloter, der havde den grundlæggende luftfartstekniske viden og kunnen på plads.

Ideen til svæveflyangrebet på Eben-Emael stammede fra selveste Føreren, Adolf Hitler, som satte flyvergeneralen Kurt Student i gang med planlægningen. Student havde gjort hele svæveflybevægelsen med og var hjernen bag udviklingen af svævefly til angrebsformål. Det 78 mand store kontingent af faldskærmssoldater medbragte et nyt hemmeligt våben, implosionsbomber, som skar sig gennem metervis af betonskillerum. De tyske tab ved aktionen var beskedne og alle blev siden dekoreret for deres indsats, dog ikke den soldat, der havde haft mere travlt med at bælle snaps end at bekæmpe belgiere.

De tilfangetagne belgiere blev interneret under resten af krigen for at sikre, at hemmeligheder om angrebsvåbnene ikke blev spredt.

Svævefly i de allieredes tjeneste

Selve grundideen om at angribe med svævefly og faldskærmssoldater blev dog fanget af den engelske premierminister, Winston Churchill, som med et notat 22. juni 1940 (samme dag som Frankrig opgav kampen mod Nazityskland), satte gang i opbygningen af et korps af faldskærmssoldater og et regiment med svæveflypiloter.

Det varede ca. et år før den engelske svæveflyverstyrke var på plads og først i 1942 begyndte svæveflyene at gøre deres indflydelse på slagmarken. Det mest brugte engelske svævefly, Horsa’en var lavet af træ og krydsfiner. Set fra vor tid virker det lidt bizart, men fly af krydsfiner var slet ikke ualmindelige på den tid. Grunden til materialevalget var også, at den engelske møbelindustri på den måde kunne inddrages i krigsproduktionen.

Amerikanerne fulgte også trop med krigs-svævefly med det lidt mindre Waco CG4 -10. Dette fly var lavet af stålrør overtrukket med sejldug. Navnet fortæller, at der var tale om et kamp-svævefly (CG = combat glider) model 4 med plads til 10 mand. Horsa’en var større, i den var der plads til ca. 25 mand og evt. en jeep eller en lille artilleripjece. Senere udvikledes et endnu større fly, Hamilcar, der kunne bære en mindre kampvogn. De engelske fly skulle af en eller anden ukendt grund hedde noget med H. Træningsflyene hed Hotspur og når englænderne brugte den amerikanske Waco kaldte de den Hadrian!

Tyskerne forsatte deres brug af faldskærmsjægere og svævefly, men i forbindelse med kampene i det græske øhav, var tabstallene så store, at Hitler mistede troen på svæveflyene. På den anden side fronten begyndte man tværtimod at skrue op for brugen af svæveflyene. Ganske vist var tabstallene store blandt svæveflybesætningerne ved invasionen af Sicilien, men invasionen lykkedes dog næsten efter planen.

Svævefly i invasionen af Normandiet

Ved generobringen af de græske øer spillede svæveflyene igen en rolle og især ved invasionen af Normandiet i juni 1944 havde svæveflyene igen en særdeles væsentlig rolle.

To Horsa’er landede nærmest oven på broerne over floden Orne og Caen-kanalen og mandskabet fra de to fly nedkæmpede lynhurtigt bevogtningen af broerne og sikrede dermed invasionens østlige flanke mod tyske kampvognsangreb.

Andre svævefly landsatte køretøjer og artilleri, selv om der var en del tab på grund af de såkaldte Rommel-asparges, kraftige pæle, der var rejst over alle marker i området. Ramte et fly en af disse pæle knækkede den ramte vinge eller endnu værre, flyet blev smadret, og piloter og passagerer såret eller dræbt.

Operation Market Garden

Invasionen af Normandiet var en succes, men det kan man ikke sige om den næste operation, hvor svæveflyene blev sat ind: Operation Market Garden, hvor en styrke af faldskærmssoldater og svævefly skulle erobre et brohovede i Arnhem-området.

Operationen udviklede sig til en katastrofe for de allierede, fordi modstanden var langt stærkere end forventet, og fordi dårligt vejr forhindrede forstærkningen og materialeforsyningen til de omringede styrker. Da forsyningerne endeligt nåede frem, faldt de uheldigvis i hænderne på de tyske tropper.

Tilbageslaget sinkede indmarchen i Tyskland, men et par måneder senere lykkedes det dog at landsætte tropper øst for Rhinen og dermed var Tysklands skæbne beseglet.

Afløst af helikopteren

Med udviklingen af helikopteren efter anden verdenskrig blev svæveflyene udkonkurreret og i 1956 nedlagdes det engelske regiment for svæveflypiloter, og alle fly blev skrottet. Da man i forbindelse med storfilmen The longest Day byggede en række kopier af Horsaen, måtte de sejles til fastlandet. De engelske luftfartsmyndigheder kunne af sikkerhedshensyn simpelthen ikke tillade at flyene blev fløjet over Kanalen.

Ebba Mikkelsen fra Hovedgård har skrevet en bog om sin mor, Ruth Linda von Sicard, der efter revolutionen i Rusland måtte flygte med sin adelige familie. Familien kom fra det sydlige Rusland til Skt. Petersborg, og ruten gik videre via Estland, Letland og Litauen til Berlin. Her mødte Ruth den unge sønderjyske præst Peter Filtenborg, og som hans kone kom hun siden til Danmark.

Ebba Mikkelsen har brugt år på at undersøge omstændighederne ved sin mors skæbne, og i foråret resulterede det i udgivelsen af bogen “Fra russisk adel til sønderjysk præstekone“.

Hovedgård Bibliotek har inviteret Ebba Mikkelsen til at fortælle om sin mors usædvanlige liv tirsdag d. 13. september kl. 19.30.

Enkekejserinde Dagmar

Andre har tidligere skrevet om lignende skæbner. Først og fremmest er der selvfølgelig den danskfødte, men russisk gifte Enkekejserinde Dagmar. Hun var datter af Christian IX og mor til den sidste russiske zar, blev interneret på Krim i årene 1917-1919 og slap derefter via England til Danmark, hvor hun levede sine sidste år. Om hende er der skrevet meget. Journalist og forfatter Inger-Lise Klausen har skrevet bogen “Dagmar: zarina fra Danmark“, hvor hun fortæller om livet som kejserinde i Rusland til flugten i 1919. Fremstillingen bygger bl.a. på omfattende korrespondance, som Dagmar førte.

Senere er udgivet en omfattende samling af Dagmars egne dagbøger og breve fra fangenskabet på Krim “Kejserinde Dagmars fangenskab på Krim: dagbøger og breve 1917-19″. Endelig har forskeren Bent Jensen skrevet bogen “Zarmoder blandt zarmordere: enkekejserinde Dagmar og Danmark 1917-1928“. Her fortælles om hvordan hun slap fra den russiske revolution med livet i behold og om de initiativer, der blev taget fra dansk side for at beskytte hende og redde hende ud af det bolsjevikiske Rusland. Forfatteren Maria Helleberg har ladet sig inspirere af Enkekejserindens liv til romanen “Dagmar”, som også fås som cd-lydbog.

Storfyrstinde Olga

Dagmars datter Olga, der altså var søster til den sidste zar, fik en tilsvarende skæbne. Hendes liv er beskrevet af Ian Vorres i biografien “Den sidste storfyrstinde: hendes kejserlige højhed storfyrstinde Olga Alexandrovna 1882-1960“. Her fortælles om hendes opvækst ved det russiske hof før revolutionen og hendes emigranttilværelse først i Danmark og senere i Canada.

I 1942 havde Olga selv skrevet nogle artikler til BT om sit liv i Rusland. De er senere udgivet i bogform med titlen “25 kapitler af mit liv“. Desuden har Det Danske Filminstitut udgivet dvd’en “Olga – den sidste storfyrstinde“, hvor Olgas liv beskrives gennem arkivfund, interviews og hendes egne malerier. Filmen kan også ses på filmstriben.dk.

Blade fra en slægtshistorie

Til slut skal nævnes ægteparret Rachel og Israel Rachlin, der på skift fortæller om barndom og ungdom i den urolige tid før under og efter første verdenskrig i Rusland, Litauen, Tyskland og København i bogen “Blade fra en slægtshistorie“. Denne bog kan også høres på kassettelydbånd.

Den 26. august har Biblioteket arrangeret et foredrag med Jesper Hede, Ph.D i Europastudier, som fortæller om, hvordan infernoet var indrettet i Dantes vision – det kan man læse mere om her.

Her vil vi blot kigge på, hvilke bøger der findes om Dante – og hvordan han også lever videre i litteraturen.

Komedien

Bogen selv findes i flere udgaver, som man selv kan bladre i her. Personligt vil jeg anbefale en udgave med Gustave Dorés illustrationer, der om noget har været med til at gøre historien udødelig. Det er også en af dem, der findes øverst i indlægget her.

Vil man have en let introduktion, findes der Ebbe Kløvedal Reichs bearbejdede udgave, der genfortæller en del af historierne og krydrer med kommentarer og en biografi over den originale forfatter.

Faglitteraturen

Der findes flere biografier om Dante, hvoraf den nyeste faktisk er fra 2010.

Hanne Roers Beatrice i paradiset er en rejse i Dantes værker og angiver allerede med titlen, at den række ud over det sædvanlige fokus. Den kigger på hele forfatterskabet og den kompleksitet, der gør sig gældende i det. Den fik gode ord i bl.a Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten:

Det lader sig ikke gøre at yde så fornem og dybdeborende en bog retfærdighed i en avisanmeldelse, men medrivende er den, også fordi man tydeligt fornemmer forfatterens vedholdende arbejdsomhed og kærlighed til sit stof.

De øvrige biografier på bibliotekets hylder er noget ældre og må findes i kælderen:

Emil Frederiksen: Dante, Olof Lagercrantz: Fra helvede til paradis og Silvio Porisiensi: Dante Alighieri.

Ellers er Jacob Holms ”En bog om helvede og folkekirken” interessant – med den titel kan den naturligvis ikke komme uden om at behandle den italienske digter og hans værk. Hvis man vil afskaffe noget, må man først vide, hvad det er, kunne tanken være. Politiken roste den for at være en tilgang, der også kan bruges af andre end præster:

Men alt i alt kan ’En bog om helvede – og folkekirken’ varmt anbefales, både til den folkekirkeinteresserede og til den almene læser, der her i sommervarmen godt kunne tænke sig at vide lidt mere om helvede – og folkekirken.

Skønlitteraturen

Nu var den Guddommelige komedie ikke faglitteratur, om end forfatteren anså den for hellig, men den er en god historie (og placerer sig i en lang tradition med at anbringe folk, man ikke bryder sig om, at i fiktive men kompromitterende situationer, idet mange af hans politiske modstandere befandt sig i helvede i bogen). Og både komedien og Dante selv dukker op i ganske mange romaner.

Allerede August Strindberg forsøgte sig i Inferno, hvor han går i forbilledets fodspor. Bogen er selvbiografisk, men bruger tema og struktur fra Dante.

Mere smæk for skillingen er der nok i Giulio Leonis to bøger Mosaikmordene og Lysmordene. De er historiske krimier, hvor det er Dante, der spiller hovedrollen. Han sidder i bystyret i Firenze og bliver indblandet i opklaringen af forskellige mord – i ”Lysmordene” med forbindelse til en sammensværgelse mod paven.

I Pearl Matthews Danteklubben er det en oversættelse af den Guddommelige komedie, der indleder krimiplottet. Den foregår i 1865, hvor en gruppe litteraturentusiaster kendt som Danteklubben bliver indblandet i en række bestialske mord, der tager udgangspunkt i beskrivelsen af helvede. Af Politiken kaldet en underholdende, spektakulær og speget krimi.

Bonus

Som en lille ekstra bonus, hvis man ikke har været forbi biblioteket, en folder med bøger, film og musik og middelalderen (bemærk: pdf-format)

Vikinge-romaner

I mange år har romanen om vikingetiden i Norden været Frans Bengtssons ”Røde Orm”. Romanerne udkom i 1941 og 1945, og det er nemt at forstå, at de blev populære – man kunne drømme sig tilbage til en storhedstid, hvor de nordiske vikinger var besættere og ”helte” – og bøgerne var oven i købet rigtig sjove. Bøgerne har stadigvæk masser af læsere, og da de senere udkom som tegneserier, fik de nye unge læsere.

Synet på vores hærgende forfædre er blevet et andet siden 40’erne, men at læse om dem, gør vi stadig gerne – og der er kommet rigtig mange, meget spændende romaner om vikingetiden i de seneste år.

Den engelske Bernard Cornwell skriver i sin 5-binds serie om Uthred, der bliver taget til fange af vikinger i England og opfostres af dem og om hans trængsler som både dansk og engelsk i brydningstiden mellem hedenskab og kristendom i 800-tallet. Hans bøger er medrivende og flydende skrevet. Serien starter med ”Det sidste kongerige”.

”Frost” af Roy Jacobsen fortæller om Torgæst, der som 13-årig bliver dømt fredløs i Island og må flygte til Norge – der er sagatoner over denne fremragende roman.

Preben Mørkbaks bøger om Erik den Røde blev skrevet efter forfatterens tv-udsendelser ”I Eriks fodspor” – han kunne ikke slippe Erik, og nu kan han åbenbart heller ikke slippe vikingetiden, for han fortsætter med Svend Tveskæg, hvor vi stadig har bind 2 til gode.

Susanne Clod Pedersen har skrevet om Arnulf, der senere tog krigernavnet Veulf – i bøgerne af samme navne. Han er en stor dreng på 16 år, der må flygte til udlandet, overlever vikingetogter og forlis inden han vender tilbage.

Ole Henrik Laubs to romaner foregår omkring år 1050. Han starter med ”Vibens skrig”, der handler om Bodja, der opgiver livet som vikingehøvding for at slå sig på landbrug.

”Gudernes død” foregår i Horsens (i bogen Hestenæs) og her kommer kampen mellem de gamle guder og kristendommen i fuldt udbrud. Bøgerne virker meget gennemarbejdede i forhold til de historiske detaljer, og med hensyn til problemstillingen religionskrig, er der vist ikke meget nyt under solen.

Til sidst vil jeg gerne gøre reklame for en rigtig pageturner. En meget tyk bog – som man gerne forsager sin nattesøvn for at læse færdig. Den foregår i folkevandringstiden, umiddelbart før vikingetiden. Det er Martin Jensens ”Ravneflugt”. En gruppe drenge må flygte, da Hrolf Krakes kongsgård overfaldes og brændes af. Det er en rigtig god historie – den kom sidste år og har haft mange læsere allerede – og for dem, der ikke allerede har læst den endnu, er der virkelig noget at glæde sig til.

Så lad middelalderen ligge et stykke tid og dyk længere tilbage i tiden – der er smæk for skillingen!

Faglitteratur om vikingerne

Hvis interessen for vikingetiden er vokset ved at læse alle de spændende romaner, kan man sagtens gå videre med fagbøgerne.

I 2008 kom der en fagbog om førnævnte Sven Tveskæg. Det er Poul Skaaning der har skrevet ”Sven Tveskæg : trelleborgenes bygherre & Englands erobrer” og som det allerede fremgår af titlen er der rigtig meget at skrive om.

I 1992 havde Skaaning allerede skrevet om Svends far i ”Harald Blåtands sidste kamp : Trelleborgene og brydningerne i dansk vikingetid 979-983”.

Der er mange generelle bøger om vikinger og deres liv og togter, men også helt specielle bøger, som f.eks. de to kogebøger ”Vikingekogebogen” af Bloch-Nakkerud og ”Bålmad for moderne vikinger : opskriftideer med vikingetidens ingredienser, tilsmagt nutidens ganer” af Karin Collstrup.

Det kunne nemt hænde at være rigtig lækkert – tænker jeg i denne eftermiddelalderfestival-tid, hvor duftene fra bålene stadig hænger i erindringen.

Maden kan eventuelt nydes i en hjemmegjort skjorte – ”Vikingeskjorten fra Viborg” – en syvejledning af Mytte Fentz.

Bagefter er det tid at bygge en rigtig båd – ”Skibsbygning i vikingetiden” og ”Havets heste : skibsbygning og sejlads i vikingetiden” kan bruges til det.

Navigation er der også tænkt på: ”Solstenen : primitiv navigation i Norden før kompasset” af Ramskou.

Mads Lidegaard har også beskrevet vikingernes univers grundigt i ”Hvad troede de på? : religiøse tanker i oldtid og vikingetid” ligesom han har skildret overgangen mellem hedenskab og kristendom i: ”Da danerne blev kristne”, samme emne som Ole Henrik Laub beskriver i sin bog om Hestenæs.

Bøger om vikinger er der som sagt mange af – og hvis man stadig ejer en gammel videoafspiller er det også muligt at låne Preben Mørkbaks tv-udsendelser: ”Erik den Rødes saga”, vi har den på VHS-bånd.

Racehygiejne i Danmark? Kan det nu virkelig passe? Er racehygiejne ikke noget med apartheid i Sydafrika eller nazisternes illusion om en arisk race?

I Danmark har vi ikke været forskånet de racehygiejniske tanker og ideer, der gik ud på at begrænse arvelige sygdomme for at beskytte den samlede befolkningskvalitet. Racehygiejne kaldes også arvehygiejne, som i og for sig mere præcist beskriver, hvad det drejer sig om. Men i begyndelsen af 1900-tallet, var det udtrykket racehygiejne, man brugte.

Det er faktisk ikke særlig længe siden, at der i Danmark blev indført love om ægteskabsforbud, internering og sterilisering, som skulle beskytte den samlede danske befolkningskvalitet. Vi skal blot tilbage til begyndelsen af 1900-tallet for at finde de racehygiejniske strømninger i Danmark, hvor man var overbevist om, at åndssvage, sindssyge og andre ”mindreværdige” individer var til fare for befolkningskvaliteten på grund af deres dårlige gener. Man antog nemlig dengang, at bl.a. åndssvaghed og sindssygdom var arveligt, og derfor var det nødvendigt at forhindre disse grupper i at få børn. Som følge heraf forbød man de ”mindreværdige” mænd og kvinder i at gifte sig med hinanden, spærrede dem inde på isolerede ø-anstalter eller fik dem steriliseret.

Min interesse for emnet opstod, da jeg for et par år siden, så et indslag i fjernsynet om en kvindeanstalt på Sprogø. For mig virkede det helt absurd, at der for blot 50 år siden blev interneret kvinder på en ø midt ude i Storebælt. Hvem var disse kvinder, hvorfor blev de sendt til Sprogø, og hvad var det der racehygiejne for noget? I håb om at finde svar på mine spørgsmål, begyndte jeg at grave alle de bøger frem, der beskæftiger sig med racehygiejne i Danmark og Sprogø kvindehjem.

De bøger jeg fandt, viste sig at være sprængfyldte med interessante og gruopvækkende historier. Bøgerne giver et indblik i, hvordan det danske samfund var præget af racehygiejniske ideer i første halvdel af 1900-tallet.
Når man læser disse bøger, kan man hurtigt blive forarget over, at racehygiejniske tiltag som isolering på ø-anstalter og sterilisering i det hele taget blev gennemført i Danmark. Fagbøgerne giver dog også et bud på, hvorfor læger og politikere i Danmark handlede, som de gjorde.
Deres hensigt var nemlig ikke at være onde eller straffe de ”mindreværdige”, men derimod at beskytte resten af samfundet imod de defekte gener. Men derfor kan man jo stadig være uenig i de tiltag, der blev besluttet.

Fagbøger om dansk racehygiejne

Der findes ikke overvældende mange fagbøger om racehygiejne i Danmark. De to fagbøger, som jeg vil præsentere er dog virkelig velskrevet og dybdegående. De kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i at vide mere om racehygiejne i Danmark.

Historiker Lene Koch har skrevet fagbøgerne ”Racehygiejne i Danmark 1920-56” og ”Tvangssterilisation i Danmark 1929-67”.
I ”Racehygiejne i Danmark” giver forfatteren en grundig og detaljeret fremstilling af racehygiejnens historie i Danmark.
Forfatteren beskriver racehygiejnens oprindelse, og hvilken indflydelse den havde på vedtagelsen af ægteskabslove, interneringslove og steriliseringslove i Danmark i første halvdel af 1900-tallet. Bogen giver et indblik i, hvordan danske politikere i begyndelsen af 1920’erne ønskede at højne befolkningskvaliteten ved hjælp af et antal racehygiejniske love, der skulle forhindre, at personer fra visse grupper af samfundet, formerede sig.

I bogen ”Tvangssterilisation i Danmark 1920-67” undersøger Lene Koch dansk sterilisationspraksis på baggrund af 13.000 danske sterilisationssager. Forfatterens undersøgelse dokumenterer, at tusindvis af danskere blev tvunget til at lade sig sterilisere. Bogen gennemgår motiver og begrundelser for, hvorfor det blev anset som nødvendigt, at tvinge arveligt belastede personer til at blive opereret. Det er både uhyggelig og spændende læsning, der afslører de nærmere omstændigheder bag de mange sterilisationer i Danmark, der blev udført af racehygiejniske årsager.

Udstødt og isoleret på en ø-anstalt
En af de mere ekstreme konsekvenser af de racehygiejniske strømninger var oprettelsen af to isolerede ø-anstalter på henholdsvis Livø og Sprogø. Begge ø-anstalter hørte under ”Den Kellerske Åndssvageanstalt” i Brejning ved Vejle. Tanken bag ø-anstalterne var, at ved at isolere de lettere åndssvage kvinder og mænd på en ø, var det umuligt for de indsatte at flygte fra anstalten og sprede deres dårlige gener i samfundet.
Faktisk blev det på daværende tidspunkt anset som en human måde at behandle lettere åndssvage på. På en ø-anstalt ville de indsatte få langt mere frihed end på anstalterne på fastlandet, hvor de var under konstant overvågning pga. frygten for flugtforsøg.

Livø-anstalten åbnede i 1911 og husede åndssvage kriminelle mænd.
På Sprogø oprettes i 1923 et kvindehjem for lettere åndssvage kvinder, der ifølge de lægelige eksperter, ikke kunne styre deres seksualitet.
Blandt de indsatte på Sprogø var også prostituerede og adfærdsvanskelige kvinder, som man antog hørte under kategorien lettere åndssvag. De to ø-anstalter lukkede begge i begyndelsen af 1960’erne.

Birgit Kirkebæk har skrevet to fagbøger om anstalterne på Livø og Sprogø.
I ”Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961” gennemgår forfatteren, hvorfor ø-anstalten blev oprettet. På baggrund af 18 kvinders journaler fra ø-anstalten viser forfatteren desuden, hvem der blev indsat på Sprogø, og hvordan opholdet på ø-anstalten var. Forfatternes brug af de 18 journaler gør bogen levende og nærværende for læseren. Er man interesseret i at vide mere om Sprogø kvindeanstalt, kan ”Letfærdig og løsagtig” helt klart anbefales.

I ”Defekt og deporteret – Livø-anstalten 1911-1961” sætter Birgit Kirkebæk fokus på ø-anstalten på Livø. Forfatteren undersøger bl.a. baggrunden for Livø-anstaltens etablering, og hvordan det var at være indsat på ø-anstalten. Bogen er ligesom ”Letfærdig og løsagtig” spændende læsning, og begge bøger afdækker et område af dansk historie, som kun få har beskæftiget sig med.

Romaner

Er man mere interesseret i at læse romaner, der beskæftiger sig med konsekvenserne af de racehygiejniske tanker i Danmark, er der tre bøger, der er værd at læse. De tre romaner handler alle om kvinder, der var interneret på Sprogø kvindeanstalt i 1930’erne eller 1940’erne og følgerne heraf.
Romanerne giver læseren mulighed for at leve sig ind i, hvordan det var for kvinderne at være indsat på Sprogø anstalten, og hvilke følger ø-opholdet kunne have for de indsatte kvinder og deres familie.

”Cicerone – en pige på Sprogø” er skrevet af musiker, forfatter og foredragsholder Andreas P. Nielsen. Romanen handler om kvinden Cicerone, der som ung pige kommer i tjeneste på en herregård i 1930’erne. Efter godsejerens voldtægt, der resulterer i en graviditet, anbringes Cicerone mod sin vilje på Sprogø kvindehjem.
Cicerones fortælling beretter om hendes ophold på ø-anstalten, savnet efter den bortadopterede datter, og hvordan hun forsøger at tage hævn over den godsejer, der var skyld i hendes internering på Sprogø. Romanen er enkel og ligetil at læse. Læseren drages ind i Cicerones historie, der byder på både op og nedture for hovedpersonen.

Romanen ”Cicerones datter – arven fra Sprogø” er også skrevet af Andreas P. Nielsen, og er en fortsættelse af ”Cicerone – en pige på Sprogø”. I romanen følger læseren Cicerone, der nu er blevet gift og har fået sin bortadopterede datter Marie Louise tilbage. I den anden bog om Cicerone får læseren en rigtig god beskrivelse af, hvilken effekt opholdet på Sprogø kvindehjem kan have haft på de indsatte kvinder. Cicerones skam og skyldfølelse over at have været en Sprogø-pige er tydelig i bogen, og læseren få også et indblik i, hvordan datteren Marie Louise præges af denne skam.

Vibeke Marx har skrevet romanen ”Skygger fra Sprogø”. Bogen handler om følgerne af kvinden Magdas ophold på Sprogø kvindeanstalt for hende selv samt hendes børn og børnebørn. Romanen er opdelt i to dele. I første halvdel følger læseren outsideren Magda, der som barn fjernes fra sin fattige mor og uretmæssigt anbringes på ”Den Kellerske Åndssvageanstalt” i Brejning. Da Magda bliver ældre overføres hun til kvindehjemmet på Sprogø. Under opholdet bliver hun gravid, men hun må ikke beholde drengen, som bortadopteres.
I anden del af romanen er hovedpersonen Ursula, der er Magdas barnebarn. Ursulas opvækst er præget af familiens fortielser om farmoderens ophold på Sprogø, og romanen beskriver Ursulas kamp for at finde sig selv. Romanen er et godt eksempel på, hvordan en families fortielser og traumer har konsekvenser for senere generationer.

Hvis du ligesom jeg er blevet grebet af historien om racehygiejne i Danmark og følgerne heraf, så kan alle de præsenterede bøger lånes på Horsens Bibliotek. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der finder emnet spændende og temmelig rystende. Rigtig god fornøjelse!

Bøger om beslægtede emner

Lars Andersen, Poul Duedahl og Louise N. Kallestrup (red.): De måske udstødte: historiens marginale eksistenser

Morten Dige: Det gen-skabte menneske: en filosofisk-etisk undersøgelse af genetisk manipulation med mennesker

Poul Duedahl: Billeder fra en anden verden: Den kellerske Anstalt i Brejning 1899-1999

Jürgen Habermas: Den menneskelige naturs fremtid: på vej mod en liberal eugenik?

Lars Herlev: Brejningrødder: om livet på en åndssvageanstalt

Birgit Kirkebæk: Da de åndssvage blev farlige

Birgit Kirkebæk: Normaliseringens periode

Lars-Henrik Schmidt, Jens Erik Kristensen: Lys, luft og renlighed: den moderne socialhygiejnes fødsel

Anders Otte Stensager: Nazilægen Josef Mengele: liv og forbrydelse

Artiklen er skrevet af Lea H. Poulsen og har været bragt i Horsens Folkeblad.

Læs emnelisten her eller hent den på biblioteket.

Aviser og TV er dagligt fyldt med historier om svindlere og bedragere, og det sidste nye skud på stammen, har jo været hele sagen om IT Factory – og sig navnet Stein Bagger – og alle ved, hvem det er – men ved vi overhovedet, hvad det egentlig var, som skete i IT-Factory?

Efter sagen kom til offentlighedens kendskab, er der kommet en lind strøm af bøger om selve Stein Bagger og hele det økonomiske cirkus bag IT-Factory.
Jeg kan anbefale den mest seriøse af bøgerne – nemlig Bedrag af Dorte Toft og Henrik Tüchsen.
Journalisten Dorte Toft var jo kvinden, som først opdagede, at der var noget helt riv-rav-ruskende galt, men ingen ville rigtig lytte til hende. Men hendes jagt på sandheden var én af årsagerne til afsløringen af det enorme svindelnummer, som havde fundet sted.

Jeg vil lige advare om, at bogen ikke er til sen nattelæsning, fordi man skal virkelig holde hjernen klar for at forstå bare en lille del af, hvad der egentlig skete omkring IT-Factory.
Så læs den før du går i seng.
Personligt kunne jeg ikke undgå at sidde tilbage med denne kvalmefølelse af, hvordan visse af erhvervslivets ”store drenge” og enkelte personers grådighed har været med til at skabe denne økonomiske katastrofe for så mange mennesker.
Men som et gammelt ordsprog siger: ”Den kloge narrer den mindre kloge”!

Har man mod på at læse mere om Stein Bagger, så prøv:
Stein Bagger & inderkredsen: hele historien af Erik Ove og Stig Andersen.
Stein og drømmefabrikken af Sanne Udsen.
Stein af Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen.
Fupfabrikken: i hælene på Stein Bagger og bedragere på første klasse af Kristian Hansen.

I løbet af 1990erne vakte sagen mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads stor opmærksomhed. Den blev døbt PFA-sagen, og byggematadoren og den tidligere direktør i PFA byg stod tiltalt for dokumentfalsk og bedrageri.
I 2000 blev de to idømt fængselsstraffe på henholdsvis seks og fem års fængsel.
Trads fik siden nedsat sin straf med et år, fordi han erkendte at have begået dokumentfalsk.
Ligesom i sagen mod Stein Bagger var underholdningsværdien i PFA-sagen høj. Ikke mindst takket være de to hovedpersoner, som ikke gik af vejen for at skælde hinanden ud foran tændte tv-kameraer i bedste sendetid.
I forbindelse med sin afsoning benyttede Rasmus Trads al sin ledige tid til at tage en diplomuddannelse i journalistik. Efterfølgende har han skrevet bogen med den dramatiske titel Skyldig: Fra direktør til straffefange.
I bogen beretter Trads om sit tidligere samarbejde og venskab med Thorsen. Men han fortæller også om, hvordan Thorsen, med sine formidable overtalelsesevner, fik ham overtalt til at deltage i de lyssky forretninger, som sendte begge i fængsel.
Trads’ personlige beretninger indeholder en god del moralske tømmermænd og beskriver blandt andet, hvor skidt den tidligere direktør havde det med at skulle lyve over for PFAs øverste direktør, André Lublin.
Anna Thygesen var engang kæreste med Thorsen, og i ”Om mus og mænd”, fortæller hun om forholdet til byggematadoren. Thygesen var på et tidspunkt direktør i et af Thorsens tvivlsomme foretagender i Spanien, men både direktørposten og forholdet stoppede brat, da sigtelsen blev en realitet.
Som det nok er klart, skal man ikke forvente en erhvervsjournalistisk kulegravning af den spegede sag. Man kan derimod trygt læne sig tilbage i sofaen og nyde en velskrevet og underholdende fortælling om et forhold på toppen af samfundet.
Hvis man ikke er interesseret i personlige beretninger fra første parket, men hellere vil have et overblik over PFA-sagen, kan man med fordel læse Falsk som blæk: bogen om PFA-sagen. Bogen er skrevet af Bjørn Lambek med flere, og i et uhøjtideligt sprog giver den læseren et overblik over den enkle sag med det komplicerede forløb.
Ligesom i den verserende proces mod Stein Bagger, var der dengang mange, som kunne have sagt fra på et tidligere tidspunkt. Der var desuden mange, som ikke ville røre ved Kurt Thorsen med så meget som en ildtang. For eksempel ville Danske Bank dengang ikke låne penge til ham, hvorimod det daværende Unibank fik en lærestreg til en pris af 500 millioner.
”Falsk som blæk” berører desuden Thorsens baggrund, og her bliver det klart, at han ikke har sit alternative købmandstalent fra fremmede. Hans far var nemlig den navnkundige opfinder og civilingeniør G. A. L. Thorsen, også kaldet Gale Thorsen.

Peter Brixtofte blev første gang valgt ind i Folketinget i 1973. Han var i en kort periode landets skatteminister for partiet Venstre. Fra 1985 og frem til 2002 var han borgmester i Farum Kommune, og netop hans forvaltning af dette embede tiltrak sig stor opmærksomhed. Som borgmester blev Brixtofte kendt for sin særlige ledelsesstil og ikke mindst sin indsats for kommunens ældre borgere.
Karrieren som borgmester sluttede imidlertid på grund af Farumsagen. Her stod Brixtofte tiltalt for budgetoverskridelser, indgåelse af hemmelige lån og vennetjenester. Hertil kom borgmesterens alkoholforbrug, som blot var med til at gøre sagen endnu mere speget.
Farumsagen blev delt i sponsorsagen og hovedsagen, og Brixtofte blev idømt to års fængsel i hver af sagerne. Dommen i sponsorsagen blev stadfæstet i 2008.
Ligesom i tilfældet Trads har Brixtofte brugt sit fængselsophold til at give sin version af historien. I Mit Horserød beskriver den detroniserede borgmester den uretfærdighed, som han mener at være blevet udsat for. Men bogen er også en historisk gennemgang af Statsfængslet ved Horserød som institution. Fængslet blev bygget til russiske krigsfanger i 1917, men har desuden fungeret som bl.a. børnekoloni og interneringssted for kommunister og jøder.
Det var de to BT-journalister Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, som gennem deres undersøgende artikler var med til at få Farumsagen til at rulle. De gjorde deres arbejde så grundigt, at det efterfølgende indbragte dem Cavling-prisen i 2002.
I bogen Brixtofte: Historien om en afsløring beskriver de to journalister det store stykke arbejde, der ligger bag ved afsløringen. De fortæller også om, hvordan man sørger for at være først med den gode historie, uden at konkurrenten når at snuppe den for næsen af en.

Bedrageri med svimlende pengebeløb er langt fra noget nyt, og Horsens kan sagtens være med, når det handler om den gode kriminalhistorie.
Peter Adler Alberti var navnet på landets justitsminister fra 1901 til 1908. Udadtil var Alberti en entreprenant politiker, men som tiden gik, blev det kendt, at han brugte sin position til fordel for sig selv. Efterhånden blev dette en for stor belastning for ministeren, og han endte med at melde sig selv til politiet. Hermed sluttede hans ministerliv, og et fængselsliv i Horsens Statsfængsel begyndte. Alberti blev dømt for at have svindlet med en femtedel af statens indtægter. Mens han sad i Horsens, tabte han sig betragteligt, hvilket man som bekendt kan konstatere ved selvsyn på det nu nedlagte fængsel.
Har man lyst til at vide mere om Alberti, har Henrik Larsen skrevet Albertikatastrofen.
Ved hjælp af bl.a. breve og retsmateriale gives en grundig indføring i det store svindelnummer med endestation i Horsens. Bogen portrætterer også mennesket Alberti, og man får et indblik i den tidligere politikers liv på den anden side af fængselsopholdet, indtil han dør i en trafikulykke i 1932. Endelig er der også tale om et stykke danmarkshistorie fortalt gennem et portræt af politikeren Alberti.

I den langt mere brutale ende af skalaen og længere sydpå finder vi Camorraen. Det er navnet på syditaliensk, kriminel organisation. Camorraen beskæftiger sig med narkohandel men har i de seneste år også været involveret i svindel omkring deponering af affald.
Særligt en forfatter har vakt opmærksomhed, fordi han har skrevet en bog, som for alvor blotlægger Camorraens inderste væsen. Dette har selvsagt skaffet ham organisationen på nakken, og for nylig har han udtalt, at han fortryder at have skrevet bogen.
Roberto Saviano er navnet og Mafiaen i Napoli: Camorraens finansieringsimperium og drømme og magt er titlen på bogen, der er skrevet i trods over, at Saviano selv har mistet mange venner til mafiamord. Hvad bogen mangler i billeder, har den i gru og mildest tal kras realisme.
Bogen er desuden blevet filmatiseret under titlen Gomorra, og ligesom med bogen er der tale om en skildring, som går helt tæt på organisationen. Så tæt på, at man af og til har lyst til at vende hovedet væk, hvis ikke man vidste at emnet er yderst relevant.

Denne gennemgang om gangstere, svindlere og andet godtfolk slutter i egne rækker.
Det store bogtyveri af Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue er et pinligt, men desværre sandt eksempel på et langstrakt tyveri i egne rækker, nemlig hos Det kongelige Bibliotek i København. En trøst kan muligvis hentes i det forhold, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, thi der er tale om en spændende historie.
Fra 1960’erne og frem til slutningen af 1970’erne forsvinder over 1600 bøger fra Det kongelige Bibliotek i København. Politiet bliver langt om længe sat på sagen og en hård kritik rettes mod biblioteket. Sagen viser sig at omfatte en stor del af familie, og forbrydelsen har tråde til Tyskland og familiens forbindelse i Irland.
”Det Store bogtyveri” er bygget op som et såkaldt dokudrama, hvor læseren præsenteres for hovedpersonernes overvejelser. Der er tale om et finmasket drama og en familiehistorie fra det virkelige liv, som samtidig beskriver magtkampe og sære eksistenser på landets største bibliotek.

Af Søren Davidsen og Suzanne Bang