Interesserer du dig for rockens historie? Vægter du kvalitet højere end hype? Mangler du inspiration til nye spændende lytteoplevelser? Hvis ja, bør du straks læse 1001 album du skal høre før du dør af Robert Dimery, Gafffas Kulturkanon af Henrik Tuxen, og Fear of music : The Greatest albums since punk and disco af Garry Mulholland.
Dette er intet mindre end den ultimative guide til de sidste 50 års bedste album udvalgt af 90 internationale musikkritikere. Vi starter med 1950´ernes rock´n´roll og føres sikkert gennem alle genrer fra jazz, soul, disco, funk, punk, pop, hiphop og elektronisk musik frem til nutidens hybrid af musikgenrer. Der er inspirerende portrætter af de bedste bands og solister fra Frank Sinatra til Arctic Monkeys. Læs om deres musikalske udtryk, covers, hits og skæve historier på og uden for scenen. Det er smagsdommeri på højeste niveau – ikke meget bedre end kulturkanonisering – men i denne bogs tilfælde kan det dog accepteres. Som læser har du nemlig lov til at være kritisk og uenig undervejs. Det er et værk, der indbyder til diskussion. Det jeg især godt kan li’ ved værket er, at det ikke bare indeholder de 1001 bedst sælgende eller mest populære albums, men et bud på de vigtigste og mest betydningsfulde. Jan Sneum, forfatter til Politikens Rockleksikon, har været konsulent på den danske udgave, og suppleret bogen med 18 danske navne.
En personlig udvælgelse og vurdering af centrale albums fra 1976 til 2003. Stilen er ung, flabet og humoristisk. En af Garry Mulhollands centrale pointer er bl.a, at hele albums ikke slår dig i ansigtet, når de bliver blæst ud af radioen hos frisørsalon. Du er nødt til at købe dem, lytte til dem og danne et dybere forhold. Derudover foholder han sig kritisk over for generationen af musikjournalister der har The Beatles, The Rolling Stones og Bob Dylan som referenceramme. Ifølge Garry Mulholland er det okay ikke at kunne lide alle kanoniserede rock albums. Jeg elsker fx hvordan han hævder at “See Jungle! See Jungle! Go Join Your Gang, Yeah. City All Over! Go Ape Crazy” af Bow Wow Wow er langt bedre end “OK Computer” af Radiohead. Selv om jeg ikke er helt enig, er hans argumenter gode, og man får lyst til at lytte til begge albums. Garry Mulholland har endvidere meget utraditionelt valgt at medtage en række opsamlinger.
Musikmagasinet GAFFAs modsvar til Kulturministeriets officielle musikkanon. Bogen behandler 12 værker indenfor rockmusikken – i den brede betydning – fra den tog sin form i midten af 60erne og op til i dag. Fra Steppeulvene til Nephew. Journalisterne på GAFFA har bestræbt sig på at sammensætte en liste, der illustrerer en tids- og genremæssig bredde og har skelet positivt til bl.a. albums med danske tekster, som har medvirket til at præge og udvikle det danske sprog, albums med bred folkelig appel som har sat sit præg på dansk musikliv og albums præget at originalitet og egenart som ikke er nationale udgaver af for tydelige udenlandske forbilleder. Alle dele er rigt illustreret med billedmateriale fra både før og nu, og hver enkelt sang kommenteres for alle udvalgte albums. De respektive kunstneres karrierer behandles og centrale musikere, pladeselskabsfolk, managers m.v. er blevet dybdegående interviewet.
Personligt har de ovenstående bøger været en ægte øjenåbner, og jeg lytter i dag med stor glæde til bl.a 13th Floor Elevators, The Clash, Pixies, Aphex Twin, The Jesus and Mary Chain, Run-DMC og Massiv Attack. Og jeg garanterer at du også vil blive introduceret til at par nye farvoritter.
