(0)

Fra Rusland til Danmark

Fra russisk adel til sønderjysk præstekone

Mikkelsen, Ebba - Fra russisk adel til sønderjysk præstekoneEbba Mikkelsen fra Hovedgård har skrevet en bog om sin mor, Ruth Linda von Sicard, der efter revolutionen i Rusland måtte flygte med sin adelige familie. Familien kom fra det sydlige Rusland til Skt. Petersborg, og ruten gik videre via Estland, Letland og Litauen til Berlin. Her mødte Ruth den unge sønderjyske præst Peter Filtenborg, og som hans kone kom hun siden til Danmark.

Ebba Mikkelsen har brugt år på at undersøge omstændighederne ved sin mors skæbne, og i foråret resulterede det i udgivelsen af bogen “Fra russisk adel til sønderjysk præstekone“.

Hovedgård Bibliotek har inviteret Ebba Mikkelsen til at fortælle om sin mors usædvanlige liv tirsdag d. 13. september kl. 19.30.

Enkekejserinde Dagmar

Klausen, Inger-Lise - Dagmar: Zarina fra DanmarkAndre har tidligere skrevet om lignende skæbner. Først og fremmest er der selvfølgelig den danskfødte, men russisk gifte Enkekejserinde Dagmar. Hun var datter af Christian IX og mor til den sidste russiske zar, blev interneret på Krim i årene 1917-1919 og slap derefter via England til Danmark, hvor hun levede sine sidste år. Om hende er der skrevet meget. Journalist og forfatter Inger-Lise Klausen har skrevet bogen “Dagmar: zarina fra Danmark“, hvor hun fortæller om livet som kejserinde i Rusland til flugten i 1919. Fremstillingen bygger bl.a. på omfattende korrespondance, som Dagmar førte.

Senere er udgivet en omfattende samling af Dagmars egne dagbøger og breve fra fangenskabet på Krim “Kejserinde Dagmars fangenskab på Krim: dagbøger og breve 1917-19″. Endelig har forskeren Bent Jensen skrevet bogen “Zarmoder blandt zarmordere: enkekejserinde Dagmar og Danmark 1917-1928“. Her fortælles om hvordan hun slap fra den russiske revolution med livet i behold og om de initiativer, der blev taget fra dansk side for at beskytte hende og redde hende ud af det bolsjevikiske Rusland. Forfatteren Maria Helleberg har ladet sig inspirere af Enkekejserindens liv til romanen “Dagmar”, som også fås som cd-lydbog.

Storfyrstinde Olga

Storfyrstinde Olga - 25 kapitler af mit livDagmars datter Olga, der altså var søster til den sidste zar, fik en tilsvarende skæbne. Hendes liv er beskrevet af Ian Vorres i biografien “Den sidste storfyrstinde: hendes kejserlige højhed storfyrstinde Olga Alexandrovna 1882-1960“. Her fortælles om hendes opvækst ved det russiske hof før revolutionen og hendes emigranttilværelse først i Danmark og senere i Canada.

I 1942 havde Olga selv skrevet nogle artikler til BT om sit liv i Rusland. De er senere udgivet i bogform med titlen “25 kapitler af mit liv“. Desuden har Det Danske Filminstitut udgivet dvd’en “Olga – den sidste storfyrstinde“, hvor Olgas liv beskrives gennem arkivfund, interviews og hendes egne malerier. Filmen kan også ses på filmstriben.dk.

Blade fra en slægtshistorie

Rachlin - Blade fra en slægtshistorieTil slut skal nævnes ægteparret Rachel og Israel Rachlin, der på skift fortæller om barndom og ungdom i den urolige tid før under og efter første verdenskrig i Rusland, Litauen, Tyskland og København i bogen “Blade fra en slægtshistorie“. Denne bog kan også høres på kassettelydbånd.

Publiceret af:
Opdateret: