Mange tænker måske, at tegneserier kun er for børn, men det er bestemt ikke sandt. Der findes masser af flotte, spændende og udfordrende tegneserier som kan læses af voksne.

Siden april måned har man kunnet se udstillingen “Tegneserier for millioner” på Industrimuseet, som fortæller historien om tegneserier i 100 år i anledningen af, at det i 2011 er 100 år siden, at det første tegneseriealbum udkom på dansk. D. 21. august er sidste dag for udstillingen, men så kan man i stedet komme på biblioteket og låne en god tegneserie.

Bagdads løver

En af dem er Brian K. Vaughans “Bagdads løver”, som er illustreret af Niko Henrichon. Historien er et fremragende eksempel på, hvordan en tegneserie kan sige mere end tusind siders tekst.

Under det amerikanske bombardement af Bagdad i foråret 2003 bliver den zoologiske have ramt. Fire løver slipper ud, og historien “Bagdads løver” bygger på denne virkelig hændelse.

Zill er lederen af løveflokken. De to hunner hedder Safa og Noor, og så er der ungen Ali. Noor har hele tiden ønsket at slippe væk fra den zoologiske have og har lagt planer for at få de andre dyr til at hjælpe, så alle kan blive frie. Den anden hun, Safa, husker til gengæld tydeligt tiden fra før, hun kom til den zoologiske have, og hun er godt tilfreds med fangenskabets tryghed. Hannen Zill har holdt sig udenfor diskussionen, men da havens mure vælter, er han klar til at gå, og efter lidt snakken frem og tilbage forlader flokken haven.

På deres tur gennem Bagdad oplever de meget uforståeligt, og det viser sig, at friheden alligevel ikke er så nem at opnå.

“Bagdads løver” er på alle måder en fantastisk historie. Den er smukt tegnet. De klare farver brænder ud af siderne, og Niko Henrichon har leget med billedrammerne, så de understøtter den kaotiske situation, løverne kastes ud i. Samtidig går historien lige ind i hjertet. Til tider er den sørgelig, andre steder morsom, men hele tiden holder Brian K. Vaughan den rette tone uden at være belærende eller moraliserende.

Historien kan læses som en allegori over krigen i Irak – og mange andre krige. Løverne diskuterer f.eks. frihedsbegrebet, og da murerne så falder sammen om ørene på dem, er Noor alligevel ikke tilfreds, for “frihed kan ikke skænkes, kun opnås”.

Jeg blev utrolig betaget af denne flotte og vedkommende historie, som både er guf for øjnene og giver stof til eftertænksomhed.

300

En anden meget visuelt fortalt historie er Frank Millers “300″. Jeg ved ikke, om man kan bruge udtrykket coffée-table book, om en tegneserie, men hvis nogen fortjener det, er det denne usædvanlig lækre tegneserie, som både er flot indbundet og en spændende tegnet historie om 300 spartanske soldater, som med kong Leonidas i spidsen, holder hele den persiske hær stangen i bjergpasset Thermopylæ – for dog at blive dræbt til sidste mand, da en lokal forråder dem, og viser perserne vejen over passet.

Historien bygger på historiske facts, og Frank Miller har selv skrevet og illustreret “300″, som er tegnet i samme grove stil som Sin City hæfterne. Farverne er generelt afdæmpede for så pludselig at eksplodere i blodrøde overskrifter og udråb.

Selve billedrammerne skifter mellem at fylde hele sider, til mindre rammer inden i hinanden og ved siden af hinanden i et flot samspil omkring billedindholdet, mens teksten er holdt i korte talebobler, og er fyldt med “memorable quotes”

“- Ved middagstid er I døde mænd. Hundrede lande falder over jer! Vores pile vil dække for solen!
- Så kæmper vi i skyggen.”

“300″ er også lavet som film, og jeg kan kun anbefale først at læse tegneserien, så se filmen og derefter læse Steven Pressfields roman “Flammernes porte: slaget ved Thermopylæ”.

Åbenbaringer

Jeg vil også gerne fremhæve krimi-tegneserien “Åbenbaringer” af skrevet af Paul Jenkins og illustreret af Humberto Ramos.

Charlie Northern er betjent. Hans forældre blev dolket ihjel af en skizofren, da Charlie var 14 år, og efter det mistede han troen på Gud og forlod den katolske kirke. Men nu vender kirken sig mod ham for hjælp til at opklare et mystisk dødsfald. En højtstående kardinal er fundet død, spiddet på et hegn langt fra alle vinduer, og ikke nok med det. En mystisk person prøvede at dolke kardinalen, mens han hang død på hegnet.

Mod sin vilje siger Charlie ja til at hjælpe med opklaringen, men det viser sig snart, at det ikke er så let at være politimand i Vatikanstaten. Her er mange skjulte dagsordner, og for nogen står troen på Gud højere end viljen til at hjælpe med opklaringen af et mord.

Humberto Ramos er en fremragende illustrator. Han udnytter billedrammernes dynamik, så siderne nærmest springer ud i øjnene på læseren. Farverne er dæmpede, og baggrunden skifter mellem sort og hvid, hvilket er meget effektfuldt. Personerne er tegnet kantede med store øjne, og det lidt naive udtryk står i en flot kontrast til den komplekse historie.

Selve historien løfter sig også over de gængse spændingstegneserier. Godt nok handler det om opklaringen af et mord, men Jenkins formår at gøre spørgsmålet om sandhed kontra tro ligeså spændende som mordgåden. Og så er slutningen overraskende og grum, så jeg i hvert fald sad med noget at tænke på, da jeg nåede sidste side.

Historien om en mor

Peter Madsen af en af Danmarks bedste tegneserieskabere. Han er især kendt for serien “Valhalla” om de nordiske guder og deres oplevelser, men han står også bag et par tegneserie udgivet af Det Danske Bibelselskab. Den ene er “Historien om Job” og den anden handler om Jesus liv med apostlen Peter som fortæller og hedder “Menneskesønnen”.

Den historie, jeg vil fremhæve her, er dog hans gendigtning af H. C. Andersens eventyr “Historien om en mor”. Døden henter et barn, men moren følger efter for at få barnet tilbage, og undervejs ofrer hun både hår og øjne for at indhente Døden. Da det endelig lykkes, giver Døden hende muligheden for at få barnet igen, men viser samtidig en smuk og en grum skæbne, som barnet vil få. Så atter står moren i et dilemma.

Jeg husker, at jeg stod og læste i den, mens jeg stod i kø på Bogforum for at få Peter Madsen til at signere, og selvom jeg kendte historien, og selvom der stod tusindvis af mennesker omkring mig, så rejste hårene sig på mine arme under læsningen, og jeg fik tårer i øjnene. Det er en utrolig smuk og forfærdelig historie, og Madsens tegninger underbygger stemningen, så man ikke kan undgå at blive rørt. Tegneserien er også omsat til en tegnefilm, og den kan bestemt også anbefales.

Peter Pan

Loisels genfortælling af “Peter Pan” i 6 bind er også et eksempel på en gendigtning til tegneserie er. “Peter Pan” er ikke en tuttenuttet historie i Loisels udgave. Den er sine steder både dyster og grum, men til gengæld er den også flot, humoristisk og med meget levende tegninger.

I første bind introduceres vi for Peter. Han fortæller historier om sin mor for nogle forældreløse børn. Peters mor er dog langt fra det drømmeideal, Peter skaber med sine fortællinger. Hun er alkoholiker og tæver Peter, hvis han ikke bringer hende sprut. Heldigvis har Peter en ven, mr. Kundal, som giver Peter mad, lærer ham at læse og fortæller ham de skønneste historier.

En dag, da Peters mor endnu en gang har smidt Peter ud, bliver han opsøgt af en lille alf. Det er Klokkeblomst, som tager Peter med til Ønskeøen. Men før hun kan bringe ham til Pan, som er anfører der, ender Peter hos sørøverne. Han bliver optaget i banden og skal hjælpe dem med at finde frem til Ønskeøens skat, som havfruen Columbine er kommet til at fortælle sørøverkaptajnen om.

Historien minder i store træk om originalen, men Loisel har langt mere grumhed og ondskab i sin fortælling. Meget af første bind foregår i London, og her er billederne mørke og dystre. De voksne er grusomme mod Peter, og han undslipper kun med nød og næppe en voldtægt. Da han når Ønskeøen, bliver billederne klarere og fulde af farver. Men også her lurer farer. Krokodillen, som er skattens vogter, er et monster af et krybdyr, som nok kan give onde drømme, og sørøverkaptajnen, der i bind fire bliver til kaptajn Klo, er heller ikke for sarte sjæle.

“Peter Pan” er fuld af eventyr og mystik, og hører til de mere traditionelt tegnede tegneserier. Det er en fantastisk historie, og jeg nyder at genlæse den med jævne mellemrum.

Jeg kunne sagtens nævne flere gode tegneserier, og jeg har f.eks. slet ikke været inde omkring tegneserier som Morten Ingemanns “Og det var Danmark”, som er humoristiske striber, der tidligere har været trykt i Ekstra Bladet.

Så der er ikke meget at betænke sig på. Hvis du ikke allerede læser tegneserier, så giv genren en chance og se, hvilket spændende univers der åbner sig.

Læs også:

• Ari Folman “Vals med Bashir“
• Charles Burns “Sort hul“
• Craig Thompson “En dyne af sne“
• Henrik Rehr “Tirsdag“
• Grant Morrison “WE3“
• Pascal Croci “Auschwitz“
• Jean-Michel Charliers serie om løjtnant Blueberry
• Juan Díaz Canales serie om Blacksad
• Alexandro Jodorowskys Borgia-serie