Som storlæser har ferieproblematikken alle dage været: hvilke bøger skal man tage med? Bøger fylder, og det kan være et problem, når man gerne vil have noget at vælge imellem, hvad enten man sidder hjemme i sin egen sofa eller på en strand på Mallorca. Min tommelfingerregel har altid været, at man skal have mindst én bog, som man kan lægge fra sig, hvis den ikke fungerer for én. Det kan godt gøre bagagepakningen til lidt af en udfordring for at være ærlig.
Som så meget andet ændrer den slags sig – for med en ebogslæser i tasken er der lige pludselig plads til overs, hvor der tidligere var paperbacks og biblioteksbøger. Men ferieprioriteringerne er naturligvis ikke det eneste, der må ændre sig for udviklingen – forlagene, store som små, kæmper med at finde deres ståsted i den nye verden. I Politiken i går kunne man læse om prisudviklingen for e-bøgerne – det er langt om længe ved at gå op for forlagene, at vi ikke gider betale det samme for en e-bog som for en fysisk bog.
Man kunne selvfølgelig også blot låne bøgerne gratis på biblioteket.
Vi har købt adgang til to forskellige ebogs-steder, hvor man som låner på biblioteket kan hente sin litteratur ned på læseren:
Ebogsbibliotek.dk giver adgang til at låne bøger i 30 dage – og blander romaner og faglitteratur på dansk og svensk. (NB! E-bøger skal nu hentes via Ereolen.dk)
Ebib.dk har kun bøger på dansk, også i flere kategorier, men her er der desværre kun en lånetid på en uge. Det betyder så, at man kan bruge noget af den ekstra plads i bagagen til at tage sin computer med, så man kan fylde på e-bogslæseren fra udlandet. (NB! E-bøger skal nu hentes via Ereolen.dk)
Skulle man have lyst til at stifte bekendtskab med e-bøgernes verden uden at investere i dyrt udstyr, har biblioteket faktisk også en e-bogslæser til udlån: Sony Reader PRS-505
For folk, der synes, der er lidt for hårdt selv at skulle læse bøger, når nu man har ferie, er der naturligvis også Netlydbog.dk, hvor du kan hente feriens lydbøger ned til enten computer eller MP3-afspiller.