3. marts 2010

Den japanske trækopfugl

Haruki Murakamis vildtvoksende forfatterskab er en unik stemme i moderne litteratur. Det handler om mysterier og maratonløb, om mærkelige fugle, katte og forsvundne kvinder.

Få har som den lille, store japaner Haruki Murakami (f.1949) formået at krydse grænsen mellem øst og vest og samle så stort og trofast et publikum. Da det århusianske forlag Klim i sin tid opnåede de danske rettigheder til Murakamis historier, var japaneren endnu et ret ukendt navn. De tider er for længst forbi, og forfatteren er i dag verdensberømt med adskillige titler oversat også til dansk. Med sin seneste bog på dansk, ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”, giver den ellers så private Murakami læseren et overraskende indblik i forfatterværkstedet.

Romaner og maratonløb
Det er beretningen om, hvordan den klejne og løbeglade japaner stædigt har dyrket maraton og triatlon i nu et kvart århundrede. Med det erklærede formål at holde kroppen og sindet i form til det ligeså krævende romanskriveri. Det ser ud til at være lykkedes at dømme ud fra den konstant voksende læserskare. Men hvad er det så, der over årene har gjort Murakami så læst og elsket over det meste af verden?

Øst og vest
En del af forklaringen skal måske findes i hans evne til netop at kombinere det østlige og vestlige.
Selv kom han til verden i efterkrigstidens Japan i et land med sår på krop og sjæl efter krigen og katastrofer som bombeangrebene i Hiroshima og Nagasaki. Man aner arven i bøgernes gåder og hovedpersonernes isolering. De taler ofte med en ensom, ydmyg, brødbetynget og sorthumoristisk tone. De er født ind i en moderne verden, de ikke rigtig tilhører og ikke altid helt forstår.

Kritikken af det nye Japan er til stede som en understrøm i romanerne og novellerne. Ligesom Murakamis engagement i samfundsforhold også har udmøntet sig i journalistiske tekster om gasangrebene i Tokyos undergrundsbane i midten af 1990’erne.

Jordskælv
På samme vis gav det jordskælv, der ramte Kobe-området i Japan i 1995, direkte anledning til en ny novellesamling fra Murakamis hånd. De seks korte noveller fortæller om livets skrøbelighed, kostbarhed og kærlighed. Der er dog på ingen måde tale om den rene elendighed og katastrofestemning. Det handler under overfladen ligeså meget om glæde og livets styrke. Således møder vi i novellerne både dans, forliste ægteskab og bankmænd. Sidstnævnte optræder i novellen med en titel, som taler for sig selv: ”Frø redder Tokyo”. Humoren er aldrig langt væk i Murakamis bøger, selv når nød og menneskelige katastrofer er udgangspunktet. Men tvivl og tristesse lurer stadig altid lige rundt om hjørnet.

Katten og kvinden
Hovedpersonerne i romanerne ligner da som regel også omvandrende spørgsmålstegn, og historierne indeholder ofte et krimielement. Typisk udfoldet i jagten på en kat og/eller en forsvunden pige, som er to af de genkommende motiver i forfatterskabet. Katten og kvinden er feminine elementer. Det mystiske, flygtige og foranderlige, der ikke helt kan indfanges og begribes af den mandlige hovedperson. Som næsten altid er en lille mand, der bevæger sig rundt i et moderne, japansk samfund i outsiderens bane.

I Japan bliver Murakami undertiden set ned på af sine ældre forfatterkolleger. Fordi han bl.a. skriver for meget om sex og for vestligt med tydelige amerikanske forbilleder såsom Raymond Chandler og amerikansk film. Til gengæld er han elsket og tilbedt af yngre generationer, der måske ser ham som et bindeled til vesten. Og som et litterært talerør for det moderne Japan, som vesten endnu ikke kender meget til.

Musikken
Et af de tydelige, vestlige træk i hans historier er musikken. Europæisk, klassisk musik, jazz og moderne pop- og rockkultur er der talrige referencer til. Musikelskeren Murakami drev selv jazzklubben Peter Cat i Tokyo gennem mange år i 1970’erne. Her spillede han plader og miksede drinks, før han om natten utrættelig begyndte at sætte sig ved sit køkkenbord og skrive på sine første romaner. Efter sigende ejer Murakami over 6.000 plader, og musikken er da også altid nærværende i hans bøger. ”Dans dans dans” og ”Norwegian Wood” hedder to af titlerne, og hans sprogtone er tilsvarende musisk og letflydende.

Samtidig har også unge som ældre, vestlige læsere i hobetal taget hans utrolige og morsomme historier til hjertet. I denne del af verden genkender vi den vestlige og især amerikanske tone, samtidig med at de østlige temaer og kulturforskellene virker eksotiske og dragende på vestlige læsere. Desuden hjælper Murakamis måde at skrive på formentlig også godt på populariteten.

Sære væsener
Murakami skriver nemlig usædvanlig enkelt, tilsyneladende ubesværet og egentlig ganske traditionelt og let. Selv om temaerne ofte er tunge. Isolation, drøm/virkelighed, det kropslige og kærligheden tilsat et stykke moderne, vestligt musik. Og så vrimler det med sære eksistenser, katte, fugle, fåremennesker, forsvundne piger, brønde og besynderlige modermærker i hans romaner. Mest kendt er nok hovedværket ”Trækopfuglens krønike”, der for alvor satte japaneren på litteraturens verdenskort. Men også lige så bemærkelsesværdige titler som den egentlige debut, ”En vild fårejagt”, ”Sputnik min elskede” og murstensromanen ”Kafka på stranden” befæster Murakamis position som en – ulig hans fysiske statur – moderne sværvægter. Det er enkle, musikalske fortællinger, der på samme tid også har indholdsmæssig og filosofisk tyngde.

Krimi og magisk realisme
Litteraturhistorisk set befinder Murakami sig et sted i det postmoderne med elementer af bl.a. magisk realisme. Det uforløste er altid til stede, og hvad der sker i hans fortællinger er ikke nødvendigvis overnaturligt. Men muligheden foreligger, som det er karakteristisk for netop magisk realisme. Samtidig er krimielementet en drivfjeder i historierne, der dog på bedste postmoderne vis sjældent munder ud i en entydig løsning på problemerne.

Trækopfugle?
Der er en underfundig blanding af hverdagsrealisme, overrumplende begivenheder, sorttonet tør humor og mystiske eller skrækindjagende scenerier, man aldrig glemmer, når man først har læst dem. Som når en soldat bliver tortureret og langsomt får flået al huden på kroppen af i ”Trækopfuglens krønike”. Eller underfundige påstande som i samme romans indledning, der kombinerer klassiske Murakami-elementer som mad, musik og humor: ”Telefonen ringede, mens jeg var ved at koge spaghetti ude i køkkenet. Jeg havde stillet ind på FM og fløjtede med på ouverturen til Rossinis ”Den tyvagtige Skade”, den perfekte musik at koge pasta til.”

I en anden af Murakamis bedste romaner er det ligefrem popmusik, der afstedkommer hele handlingen. ”Norwegian Wood” er forfatterens måske eneste helt realistiske roman, men er stadig utvetydigt Murakami. En Boeing 747 lægger an til landing i Tyskland, og i flyets højtalere lyder netop Beatles-sangen ”Norwegian Wood”. Blot ved at genhøre nummeret sendes den knap 40-årige hovedperson, Toru Watanabe, tilbage til studietiden i Tokyo, og resten af romanen drives frem af en formidabel kærlighedsjagt til tonerne af musikken i baggrunden.

Hvem skulle tro, at en midaldrende japansk forfatter står bag disse linjer og ikke for eksempel en europæer eller amerikaner? Murakami har netop været stærk i at kombinere amerikansk noir med østlige undertoner og sydamerikansk magi.

Nattemennesker
Musikken og især jazzen lægger også stemning til den kortere roman ”Efter midnat”. Med en usædvanligt filmisk kameraføring fortælles historien om to søstre og om nattens folk. Om dem, der af den ene eller anden grund er vågne om natten, hvor verden har en anden hastighed. Handlingen er i og for sig ganske tyndbenet. Men stemningen i historien om den konsekvent slumrende Eri og hendes bogorm af en søster, der over en enkelt nat møder både prostituerede, en trombonespiller og den japanske mafia, redder hele den hypnotiske og dvælende affære.

”Efter midnat” og før nævnte ”Efter skælvet” er på hver sin måde fine, korte tilbud, men alt i alt synes Murakami måske nok at være allerstærkest, når han udfolder fortælletalentet over mange sider. I den sammenhæng kommer man ikke uden om den omfangsrige og sprudlende detektivhistorie ”Kafka på stranden”.

Kafka og Johnnie Walker
Hovedpersonen i ”Kafka på stranden” bærer det litterære navn Kafka Tamura og stikker af hjemmefra på sin 15-års fødselsdag. Han har store huller i hukommelsen og kun et foto af sin søster med sig, men føler sig dragt mod øen Shikoku. Samtidig er en ældre herre, som kan tale med katte, også draget mod øen, hvor kattedræberen Johnnie Walker (!) bor. I denne omfangsrige, men meget letlæste roman, møder man igen alle Murakamis velkendte temaer og metaforer: Den lille mand/dreng, der er utilpasset, sød og på sporet af den tabte kærlighed. Navnesymbolikken. Musikken. Spiritussen. Maden. Den vise mand. Katten. Og sidst, men ikke mindst den bitre humor.

Fremtiden
Murakami løber stadig videre, er jævnt produktiv og udgiver nye, fantasifulde historier. Nye plots, nye finurligheder. Men tonen og temaerne er umiskendeligt Murakamis. Uden at forfatterskabet endnu ser ud til at køre træt. Som en anden trækopfugl er Murakami stadig en mester i at genopfinde sig selv og give stemme til disse underlige og stille eksistenser, hvis bekendtskab man så nødig ville være foruden.

At løbe, at skrive
Den nye løbebog er et interessant, biografisk indblik i Murakamis verden. Også selv om den måske ikke formår at skabe en helt overbevisende eller helt vedkommende kobling mellem romanerne og drivkraften bag dem.

Den vidner dog om en usædvanlig viljestyrke, der får ham igennem triatlonløb og murstensromaner, fysiske pinsler og psykisk mindreværd, knæskader og søvnløse nætter. For Murakami er afstanden mellem det kropslige løb og den stillesiddende forfattergerning slet ikke så stor. Løb og skrivning er derimod nært forbundne. Han løber for at kunne skrive, og han skriver for igen at kunne løbe.

”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” er således absolut læseværdig. Men skal man vælge, så er titler som ”Trækopfuglens krønike” og ”Kafka på stranden” måske endnu bedre steder at starte på Murakami.

Artiklen har også været bragt i Horsens Folkeblad.

Publiceret af: rhje