
Nu kan borgerne få ansøgning til pas, kørekort m.m. på bibliotekerne i Horsens Kommune.
Fra 1. december 2009 bliver det endnu nemmere at være borger i udkantsområderne af Horsens Kommune.
Et nyt tilbud fra Borgerservice og bibliotekerne i Horsens Kommune giver nemlig borgerne mulig for at hente blanketter til for eksempel pas, kørekort, meddelelse om flytning, anmodning om boligtilskud m.v. på samtlige biblioteker i kommunen. Borgerne behøver altså ikke længere at køre helt til Horsens eller Brædstrup for at hente blanketter. Samtidig giver bibliotekerne vejledning i, hvordan man udfylder blanketterne på internettet.
- Vi er glade for, at vi på den måde kan gøre livet nemmere for de mange mennesker, der bor i udkantsområderne. Ikke mindst set i lyset af at der fra starten af 2011 bliver indført ny digital signatur. Tilbuddet skulle gerne i endnu højere grad klæde borgerne på til fremtiden, siger Per Axelsen, der er chef for Borgerservice i Horsens Kommune.
Også bibliotekschef Lisbeth Christensen glæder sig:
- Tilbuddet ligger i naturlig forlængelse af den vejledning, som bibliotekerne i forvejen tilbyder om offentlig information, så det lå lige for at starte et samarbejde med Borgerservice, fortæller bibliotekschef Lisbeth Christensen.
Udover Hovedbiblioteket i Horsens findes der fem biblioteksfilialer i Gedved, Brædstrup, Hovedgård, Østbirk og Søvind.
Få mere at vide hos chef for Borgerservice Per Axelsen på tlf. 76 29 42 10 og bibliotekschef Lisbeth Christensen, Horsens Bibliotek på tlf. 76 29 24 01 / 20 80 13 46.